Den 20. januar var, hvad der er tilbage af Nye Borgerlige efter Pernille Vermunds forræderi, samlet på Skævinge Kro for at afgøre partiets eventuelle fremtid. Menuen var efter det oplyste stegt valgflæsk med Pernillesovs. Spøg til side. Dette er alvorligt, for det drejer sig ikke kun om et menneskeligt svigt af format, som afslører et totalt moralsk vakuum og et kig ned i den menneskelige karakters dybeste afgrunde, men det er også en klar demonstration af, at vort højt besungne ”demokrati” har spillet fuldstændig fallit.

Problemet er som vanligt det parlamentariske system. Dette hænger lovmæssigt og svinger i en meget tynd tråd. Grundloven kender intet til partier. De findes ganske enkelt ikke i vor forfatning. Her stiller kandidaterne op i en valgkreds, og bliver de valgt, er de direkte ansvarlige over for deres vælgere, og de er kun bundet af deres overbevisning. Men praksis er jo en anden. Jeg ville gerne kunne kalde denne praksis grundlovsstridig, men der er naturligvis i Grundloven intet direkte forbud mod partier. Grundlovens vise fædre havde ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig den situation, vi i dag står i. Det system, man har fået opbygget, er imidlertid så sandelig meget langt fra at være i overensstemmelse med grundlovens ånd.

I dag har man skudt partierne ind imellem kandidaterne og deres vælgere. Det er i praksis ikke kandidaterne, man stemmer på, men partierne, og kandidater kan blive valgt alene på grundlag af partiernes listestemmer, og den rækkefølge, disse fordeles i, kan afgøres af partiernes organisationer. Mikkel Bjørn er et godt eksempel på det. Den lille dreng blev tøsefornærmet og skiftede parti. Det kan han godt, for han er jo kun bundet af sin meget fleksible ”overbevisning”. Problemet er, at det ikke er ham, der er blevet valgt, men partiet Nye Borgerlige. Og partier er blevet vigtige inden for systemet. De har givet sig selv en række privilegier – for ikke at tale om særdeles lukrative skatteyderbetalte økonomiske goder, som ikke kommer medlemmer uden for partierne til gode, selv om disse egentlige havde mere brug for støtte. Den, der ikke er medlem af en gruppe, er uden enhver betydning. Han har ikke plads i udvalg, og hans taletid er meget begrænset.

Det burde naturligvis være sådan, at et medlem, der forlader sit parti, dermed også forlader folketinget. Partihopperi er blevet en sport blandt politikerne. Sjovt nok har netop Pernille Vermund altid ment, at medlemmer af tinget ikke skulle kunne skifte parti, men at de skulle stille deres mandat til rådighed, så suppleanten kunne indkaldes. Det synspunkt har hun klart nok forladt. Principper er gode nok, men primadonnaen er selv vigtigere – og naturligvis vigtigere end sagen. Hun har jo ikke blot skiftet parti, hun har også skiftet mening. Hun blev valgt på en national platform, men hun er nu liberal. For hendes nye parti spiller det nationale absolut ingen rolle. Det er blot et velhaverparti, og der hører hun naturligvis også hjemme. Men det er ikke det synspunkt, hun er blevet valgt på. Men hun er klart ikke mere en forkæmper for det nationale, folkelige Danmark. Det så man bl.a. da hun stemte for finansloven. Hun er bare en levebrødspolitiker af værste skuffe. Hun har svigtet de mennesker, der har hjulpet hende frem, og hun har bedraget vælgerne – hun er kort sagt en usling af format, en forræder, der ikke blot selv er sprunget ud af en af fædrelandets få lidet sødygtige redningsbåde, men hun har også gjort det meget svært for partiet at fortsætte uden hende, idet hun har opløst partigruppen. Dvs. at Nye Borgerlige ikke længere er repræsenteret i folketinget. Derfor skal man samle nye underskrifter, hvis partiet ønsker at stille op til næste valg.

Kim Edberg er en slapsvans – han kunne have holdt båden i søen, men han var vel også bekymret for sin politiske fremtid. Det skulle ikke undre mig, om man genser ham i Socialdemokratiet. Han burde jo i det mindste være blevet der for partiets skyld – eller Seier Christensen, der ganske vist er sygemeldt og muligvis ikke vender tilbage, men som vel ikke har mistet stemmens brug. Hvis han ikke vender tilbage, indkaldes hans suppleant, men denne har så pludselig ikke nogen partigruppe at blive medlem af. Dette er jo ikke nogen forfatningsmæssigt holdbar situation, ligesom det også er en uting, at partier kan smide deres medlemmer ud af gruppen – og dermed op i grebningen, hvor de ingen betydning har. Det er lige så stor foragt for vælgerne som partihopperi, uanset om den pågældende er valgt på sine egne personlige stemmer eller på partiets listestemmer, for partiet mister jo dermed et mandat, og medlemmet sin indflydelse. Nye Borgerlige har således ekskluderet Lars Boje Mathiesen, som var gruppens ubetinget mest kapable medlem.

Jeg har tidligere luftet det forsigtige synspunkt, at Pernille Vermund gik ind i politik for at ødelægge mest muligt for det borgerlige og nationale Danmark. I dag vil jeg tillade mig at lufte dette synspunkt mindre forsigtigt. Ingen fjende kunne have gjort det bedre. Pernille Vermund har ikke alene forrådt sit parti og sine vælgere – hun har forrådt Danmark! Pernille Vermund og hendes tro væbnere burde ikke have grund til at bekymre sig for deres politiske fremtid. De bør ikke have nogen! De bør derimod i høj grad bekymre sig om deres skæbne den dag, Danmark rejser sig! For Pernille Vermund ville jeg foreslå en ganske særlig udsøgt straf!

Vi har brug for en oprydning i lovgivningen – og en sådan skulle nok kunne lade sig gøre uden at ændre grundloven. Når man har kunnet indføre partierne, kan man vel også godt afskaffe dem igen – og det er det, der er nødvendigt, hvis systemet ikke skal degenerere til det totalt latterlige. Jeg har skrevet om dette i mine Revolutionære betragtninger, hvortil henvises. Men det, vi virkelig har brug for, er et totalt opgør med det nuværende system!

Povl H. Riis-Knudsen