BOGANMELDELSE
Morten Uhrskov Jensen:
Nationalkonservativ renæssance – at genfinde den rette vej
Peter la Cours Forlag 2023.

Med beklagelse at melde er denne bog en af de ringeste, mest overfladiske og ligegyldige publikationer på den nationale boghylde. Jeg havde ventet mig meget mere af Morten Uhrskov Jensen, der er en veteran inden for dansk national frihedskamp – og dertil en dannet og veluddannet mand. Bogen er i mere end én forstand tynd, 97 sider, trykt med en temmelig stor skrifttype.

Det er jo naturligvis ikke sådan, at man hele tiden sidder og bliver vildt uenig med forfatteren. Der er enkelte ting, hvor jeg på det bestemteste må sige fra, men det er kun få steder en helt fundamental uenighed. Det, der er i vejen, er, at bogen fremtræder som en samling overfladiske selvfølgeligheder. Den minder mest af alt om en kompendiesamling om dansk historie og kultur for 9. klasse. Men måske er det for optimistisk. Jeg opdagede netop for nylig, at mit nykonfirmerede barnebarn ikke har nogen anelse om, hvad reformationen er – og i øvrigt er skideligeglad. Resultatet af 7 års undervisning i den danske folkeskole – og ikke i en af byens ringeste og mest indvandrerplagede skoler. Dertil kommer så konfirmationsforberedelsen, som man nok kan undre sig over hvad har indeholdt! Så måske hæftet nu om stunder kunne finde god anvendelse i gymnasiet. Sagen er imidlertid den, at de mennesker, for hvem bogen ville indeholde noget nyt, aldrig ville drømme om at læse den. Vi andre behøver ikke at læse den.

Bogen indledes med et forord, hvor forfatteren skriver, at den ”er blevet til som et resultatet af mere end to årtiers overvejelser over, hvor Danmark som land og folk er på vej hen…” Tja, men man behøver næppe 20 år for at se, at Danmark er på vej imod historiens losseplads – sammen med den øvrige vestlige kultur, men jeg deler til fulde Uhrskovs ”dyb[e] vrede og bekymring over, hvad Danmark og størstedelen af den vestlige kultur er blevet til, nemlig en civilisation, der arbejder ihærdigt på at opløse sig selv ved at stå åben for alverden, hvilket i sagens natur, hvis det fortsætter, vil undergrave og ødelægge det europæiske menneskes livsgrundlag, etnisk og kulturelt.” På 20 år skulle man imidlertid også gerne være kommet frem til nogle håndfaste løsninger, uanset om disse ser realistiske ud eller ej!

Uhrskovs løsning er at gå tilbage for at se, hvor vi gik forkert. Det er et godt udgangspunkt, men man fornemmer ud fra ovenstående citat, at han ser indvandringen som den centrale faktor i vor civilisations undergang, og her må man stille sig selv det spørgsmål, om det virkelig er indvandringen, der er årsag til sygdommen, eller om den ikke blot er et symptom på den. Ville Danmark virkelig være på rette vej, hvis vi blot udviste de uønskede etniske elementer? Det tror jeg ikke! Vi skal grave langt dybere end som så, og det ved Uhrskov også godt, men han får ikke rigtig tingene til at hænge sammen.

Uhrskov beklager, at ”[v]i har ladet samfundets vigtigste byggesten, kernefamilien, kuldsejle i et omfang, hvor vi bildes ind, at kernefamilien højst er på linje med en hel masse andre familietyper.“ Og det er rigtigt. Men hvorfor har vi det? Det er i hvert fald ikke indvandringens skyld. Tværtimod kunne vi lade os inspirere af vore ”nye medborgere” til at finde tilbage til kernefamilien.

Han begræder også det uhyggeligt ringe kundskabsniveau i undervisningen på alle niveauer ”til fordel for en skole, der dyrker det lette, som hele tiden taler om læring, som om det er noget, der materialiserer sig, hvis man bare har den rette progressive tankegang.” Det er så rigtigt, som det er sagt – jf. mit barnebarn – men det er heller ikke indvandringens skyld, selv om den naturligvis bidrager til at umuliggøre et fornuftigt undervisningsforløb. Uhrskov klager fuldt berettiget over det manglende kendskab til Danmarkshistorien, kristendommen osv., herunder også over den ensidige koncentration om ”danskernes ”onde” handlinger”.

Morten Uhrskov er på trods af alt dette stadig optimist. Han vil ”forbedre den nuværende tingenes tilstand, men ikke ved at søge det perfekte, så sandt som den utopiske stræben fører os durk i Helvede.” Nu er der naturligvis noget sandt i, at det perfekte er det godes værste fjende, men Uhrskov er den typiske konservative, der tror, at man bare kan korrigere kurset lidt uden at udskifte det defekte styretøj. Det kan man ikke!

Herefter behandler forfatteren i 10 kapitler forskellige aspekter af dansk kultur og historie. Det første omhandler familien. Men det er stort set blot et resume af, hvad vi godt ved. Han tager udgangspunkt i bondesamfundet, men priser industrialiseringen, fordi den jo medførte en stor velstandsstigning. Her kunne jeg også godt ønske mig en problematisering. Bondestandens forsvinden er jo netop en væsentlig del af baggrunden for kulturens undergang og menneskenes rodløshed. Desuden er industrialiseringen grundlaget for storkapitalismen og dermed globaliseringen. Folket havde nok været sundere i sin fattigdom – men det er jo ikke noget godt valgprogram, og udfordringen er at bevare den sunde del af velstanden samtidig med, at man kvæler storkapitalismen, for den er også en del af grundlaget for den vestlige verdens forfald.

”I parentes bemærket er industrialiseringen i dag af ret store dele af den nye venstrefløj lagt for had, fordi den udleder co2 i atmosfæren. Lad mig afslutte parentesen med at sige, ja, det gør industrialiseringen, og det er et problem, der skal løses af nye energiformer som atomkraft, solenergi og vindmøller…” Her fattes jeg ord! En begavet historiker bør ikke falde for klimahysteriet, men læse professor Johannes Krügers bøger. Og nej, vi skal hverken have atomkraft (krigen i Ukraine viser, hvorfor), og vi skal heller ikke have landet plastret til med solparker og vindmøller. Hvad er det da for noget grænseløst idioti?

Uhrskov fremhæver så ganske rigtigt, at velstanden fremmer individualismen, som han senere i forbindelse med reformationen fremhæver som et særligt nordeuropæisk træk, hvilket helt klart er rigtigt. Men en nærmere diskussion af individualismen og samfundets sammenhængskraft havde nu ikke været af vejen. Han fortaber sig herefter i sit forhold til homoseksuelle ægteskaber. Dem går han ind for, så længe de ikke påvirker samfundsordenen. Hvad der er privat, er netop privat – men et ægteskab er ikke noget privat, det er et offentligt anliggende, og tillader man det, åbner man et lille hul, som tidens vind og vejr vil udvide til en ladeport. Det har vi allerede set. Han sætter dog fornuftigvis grænsen ved adoptioner – af hensyn til børnene. Derfor er han også imod børneindustrien med rugemødre, inseminering etc. Helt enig. Når der bortses fra tilfælde af infertilitet, er det jo imidlertid blot et udslag af menneskets unaturlige livsførelse. Uhrskov tror på, at disse uting vil forsvinde af sig selv, fordi folk vil gøre oprør mod wokebevægelsen. Jeg tvivler på, at nogen form for utøj forsvinder af sig selv, før det har ødelagt sin vært, og da er det for sent.

Kapitel 2 omhandler undervisningen – eller manglen på samme. Morten Uhrskov nævner rigtignok skolereformen af 1958, men tillægger den ikke den helt store betydning, idet den stadig fremhæver, at folkeskolens formål er ”at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber”. Jeg mener, at denne ændring af skolesystemet allerede varslede systemets forfald. Man afskaffede ved denne ”reform” ikke blot landsbyskolen, men også mellemskolen. I stedet for at dele ungerne i en A- og en B-linje efter 5. klasse, lod man dem fortsætte sammen igennem hele folkeskolen til og med 7. klasse. Jo tidligere man deler fårene fra bukkene, desto bedre! Naturligvis skal der være muligheder for at skifte linje, hvis det viser sig formålstjenligt, men skolen skal ikke give alle det samme, men tilpasse sig elevernes evner, og det kan kun ske effektivt ved en deling af eleverne. Der er brug for alle i samfundet, men alle har ikke brug for den samme undervisning. I dag har man klasser, der omfatter både sinker og genier, således at det er garanteret, at ingen af dem lærer noget. Ideen med, at læreren bare kan differentiere undervisningen (eller at man kan have 2 eller flere lærere), er både absurd og omkostningstung. Den højtbegavede elev kan ikke tidligt nok begynde at udvikle sine evner, for lad os se i øjnene, at netop de højst begavede har den største potentielle værdi for samfundet, fordi de ikke er lette at erstatte! De mindre begavede er lige så uundværlige, men der er bare flere af dem. Desuden afskaffede man den årlige overhøring, hvor skolekommissionen og præsten var til stede for at sikre sig, at ungerne havde lært noget. Det var ganske motiverende. Og efter overhøringen fik alle karakterer i alle fag efter ug-skalaen. En glimrende ordning!

Men det er naturligvis rigtigt, at der med Den blå betænkning, som udkom i 1960-61 som opfølgning af ”reformen”, skete et yderligere skred, idet man fastslog, at skolens fornemmeste opgave er, ”at skabe harmoniske og lykkelige mennesker” – ikke at formidle kundskaber. Hvori harmonien og lykken skulle bestå, blev ikke så nøje defineret, men det var billetten til at forme og indoktrinere børnene, og denne billet blev flittigt brugt, da studenteroprørerne 10 år efter tog magten og sikrede den totale ødelæggelse af generationer af unge. Der mangler her en hel del! At Morten Uhrskov så åbenbart også synes, at det er godt, at lærernes revselsesret er afskaffet, tilføjes kun for fuldstændighedens skyld. Jeg har aldrig oplevet at se spanskrøret i funktion, men det stod fremme, og vi vidste, det kunne bruges. Øretæver var der flere af, men det gik sjældent over gevind. Det er i dag almindeligt, at det tager 20 minutter af en skoletime på 45 minutter at skabe nogenlunde ro i klassen. Det er næsten en halvering af undervisningstiden, der i forvejen er skåret ned med 5 minutter pr. time og lørdagsfri (alene det er jo 1 / 6 af undervisningstiden). Dette spild af tid og kræfter skyldes naturligvis samfundets almindelige forfald og den kendsgerning, at forældre heller ikke mere opdrager på deres poder – og hvis de gør det, kan kommunen tvangsfjerne ungerne. Og børnehaver, fritidshjem mv. er også totalt opdragelsesfrie – en borgerkrigslignende zone i venstreorienteret wokeånd. Dette springer Uhrskov let og elegant hen over, ligesom han ikke kommer ind på realskolens afskaffelse og gymnasiets totale deroute – for slet ikke at tale om de videregående uddannelsers afskaffelse med Bologna-processen. Alt dette er vigtigt, for det er med til at forklare tingenes tilstand – og understreger, at der netop ikke findes lette løsninger a la Uhrskov. Han udtaler sig ikke så klart og tydeligt, og det er nok det, jeg mangler mest hos ham. Der er konservatisme light – ligesom alkoholfri øl og minimælk.

Kapitel 3 præsenterer en 8 siders gennemgang af Danmarkshistorien i udvalgte glimt, hvor forfatteren også fortaber sig i en diskussion om, hvorvidt adoptivbørn fra fjerne lande nu også er danskere, hvilket han mener de er, idet han dog tilføjer, at de skal gifte sig og få børn med etniske danskere for at blive en del af fællesskabet. Det er meget rigtigt. Den danske arvemasse kan optage og har optaget en del – men der er grænser, og mængden af adoptivbørn er jo stor – og jeg har helt ærligt mødt for mange adoptivbørn, som finder sig dårligt til rette, og som vi har set, har der jo ligefrem været tale om bortførelser og børnehandel. Det er et barns ret at vokse op i sin egen kulturkreds. Og hvis man ikke slog så mange børn ihjel inden fødslen, ville der være børn nok i Danmark, som kunne adopteres af barnløse danske ægtepar. Det var det man gjorde tidligere. Men det er jo netop planen at udskifte os. Alligevel er Uhrskovs løsning nok i dag den eneste måske realistiske.

Uhrskov er protestant med stort P. Han mener, at ”[p]rotestantismen passede og passer […] til danskerne, fordi vores individualisme gør det svært for os at indordne os et hierarki, som det katolske er.” Han berører under behandlingen af reformationen også dette spørgsmål, som nok kunne kræve en mere dybtgående diskussion. ER hver mand nu virkelig sin egen præst – og hvad har det ført til? Og ER det et gode, at alle kan læse Biblen – på hver sin måde? Gavner det sammenhængskraften i folket? Jeg opholdt mig en gang i Holland for at lære sproget. Breukelen var vel dengang en by på størrelse med Brædstrup. Der var 13 kirker, hvis menigheder foragtede hinanden, fordi de læste Biblen forskelligt. Styrker det nu virkelig folkets sammenhængskraft? Havde det måske ikke været bedre at tvinge os til at være en del af noget, som er større end os selv? Man kan kalde det individualisme, men man kunne jo også kalde det egoisme… Det er da i det mindste en diskussion værd.

Dette kapitel glider naturligt over i Kapitel 4 om kirken, hvor forfatteren får sagt, at Luther var en karismatisk og højt begavet personlighed. Det er noget af en påstand. Luther var en simpel munk uden spor af klassisk dannelse, og han var ikke begavet nok til at vide, at han manglede noget. Uhrskov slutter kapitlet optimistisk: ”Man skal derfor lade være med at fortvivle over tidens mange dårskaber og i stedet tænke på, at man som national og konservativ og kristen har en langt mere langtidsholdbar vision for fremtiden end de flygtige modeluner, som venstrefløjen altid og kun har været leveringsdygtig i. Det har som bekendt ingen hast for den, som tror.”

Jeg skal ikke påstå, at venstrefløjens modeluner har nogen bestand, for de er selvdestruktive. Deres samfund kan ikke bestå i længden. Det sørger alene den demografiske udvikling for. Men hør nu her: Konservatisme af enhver art vil konservere en bestemt opfattelse, og konservatismen havde magten i dette land ved indførelsen af grundloven i 1849, som nok gik an, men som jo allerede bar kimen til forandringer i sig. Disse kom slag på slag. Parlamentarismen i 1901, omfattende udvidelse af valgretten til at omfatte folk, som ingen valgret skulle have, i 1920, og endelig grundloven af 1953, der gjorde det muligt at afgive suverænitet. Siden har Danmark ikke været et suverænt land, og med udlændingeloven af 1983 (under den konservative statsminister Poul Schlüter) har danskerne heller ikke mere nogen ret til deres eget land. For nu bare at nævne nogle få milepæle på vejen mod afgrunden. Konservative har aldrig med eftertryk banket i bordet og sagt: ”Nu er det nok!” Konservative har altid givet efter for tidernes tryk – som Uhrskov selv gør det i denne bog. Man har ladet tiderne forme den konservative tankegang i stedet for selv at forme tiderne. Man er villigt veget tilbage, og nu står man ved afgrundens kant. Det gælder både politisk, religiøst og nationalt! Det er svært for mig at se nogen grund til optimisme i dette. Konservatisme er på forhånd en tabt sag – en kapitulation. Man accepterer stiltiende afviklingen af civilisationen, men man vil bare gerne have, at det går lidt langsommere. Sagen er, at styretøjet simpelthen er for dårligt. Der er ikke mere nogen let vej eller nogen mindre kursændring, der kan redde folket. Man skal i sandhed tilbage til det sted, hvor man for vild – men man skal betydelig længere tilbage, end Morten Uhrskov forestiller sig. Det er muligt, at det ikke har nogen hast for den, som tror – men det har hast for den, som læser befolkningsstatistikken!

Kapitel 5 er helliget kulturen – men igen er det svært at se den røde tråd. Der er dog gode betragtninger, som f.eks. denne: ”I dag er vi langt hen ad vejen nået dertil, at de fine kunstarter er blevet ødelagt af elitære komponister, dramatikere og andre virkelighedsfornægtende mennesker fra den kulturelle overklasse i en grad, der gør, at almindelige mennesker som oftest ikke ved, hvor smukt f.eks. klassisk musik kan lyde.” Dette er jo meget rigtigt, men jeg vil dog anholde ordet elitære, som jeg finder højst problematisk. Eliten er jo blomsten af folket, de bedste, de klogeste, de dygtigste. Disse såkaldte ”kunstnere” er charlataner, der med forsæt ødelægger kunsten for derigennem at nedbryde folket. Jeg ved nok, at Uhrskov ikke bryder sig om at høre det, men der er faktisk mennesker eller menneskelignende skabninger derude, der ønsker vor undergang, og som anvender deres betydelige pengemidler og politiske indflydelse på at fremme dette mål – bl.a. gennem nedbrydelse af kunsten, litteraturen og musikken. Kulturen en nemlig også et vigtigt bindemiddel, der holder folket sammen. Der var en gang, da vi som børn alle mere eller mindre havde læst de samme børnebøger og set de samme film, læst de samme blade osv. Det er en del af den fælles referenceramme, vi alle havde, og som gjorde, at vi forstod hinanden uden mange ord. Denne referenceramme forstærkedes naturligvis gennem skolen – og det er bl.a. denne ramme, der adskiller os fra andre folk. I dag skal skolen servicere op imod 200 forskellige nationaliteter. Der kan ikke mere formidles nogen fælles referenceramme, for der er ingen. De fleste af ”de andre” går imidlertid ikke i teatret eller til koncert, kunstudstillinger mv. Det er alt sammen imod islam. Det er derfor for de virkelige magthaverne vigtigt at nedbryde resten af vor fælles referenceramme, sådan at intet mere binder os kulturelt sammen.

Efter kulturen kommer markedet i kapitel 6. Det har vi sådan set været inde på. Uhrskov er naturligvis også her på kapitalismens side og imod kommandoøkonomien, som vi kender den fra kommunismen. Men igen formår han ikke at trænge dybere ned i emnet. Det var netop planøkonomien, der ødelagde Sovjetunionen, ikke statsejerskabet. Det er ikke mere upersonligt at arbejde for staten end for Blackrock – tværtimod. Men Uhrskov er dog for, at staten f.eks. ejer sygehusene – for ellers bliver forskellen mellem rig og fattig for markant. Men netop sygehusvæsenet er jo offer for en katastrofal planøkonomi, der hvert år koster mange liv, og netop denne sektor må og skal privatiseres og styres af efterspørgslen. Den nuværende stat (og regionerne er jo også staten) har jo netop vist sin komplette uduelighed på dette felt. Sikringen af, at alle kan få lægehjælp, er et forsikringsspørgsmål. Forsikringsselskaberne skal nok sørge for, at de, der driver sygehusene, ikke betragter det som et tag-selv-bord. Men man kan altså ikke drive sundhedsvæsenet ud fra planer og budgetter. Det er planøkonomi – og den duer ikke!

Hele dette kapitel vil jeg kalde uhyggeligt naivt, men en nærmere redegørelse for, hvordan man kan indrette økonomien, sprænger rammerne for selv denne anmeldelse. Kendsgerningen er imidlertid, at de smukke liberale tanker i dag er illusioner. Man kan i teorien stadig bare åbne en forretning eller en fabrik, hvis man har lyst og kan rejse de fornødne pengemidler, men man kan ikke konkurrere med de store verdensomspændende koncerner, der kan køre en i sænk på nogle få uger. De fleste af de ”danske” virksomheder, vi kender, ejes i dag af udenlandske selskaber, f.eks. Orkla eller Unilever. Går man en tur igennem indkøbscentrene, dominerer tøjforretningerne (85 % af kunderne er kvinder), og det ser virkelig ud, som om der er konkurrence, men det er ikke tilfældet. De fleste mærker ejes af den samme mand eller den samme kæde, i Danmark typisk Bestseller, der betaler licens til de udenlandske ejere af mærkerne – som man finder i alle indkøbscentre i hele verden fra Shanghai til Buenos Aires. Man kalder det mangfoldighed, men det er det bestemt ikke! Og alle disse store selskaber er jo aktieselskaber – og de virkelige indehavere er oftest fuldstændig anonyme kapitalfonde med ejere, som giver en god dag i de enkelte landes nationaløkonomi, og hvis kapitalkraft langt overstiger den danske stats. Hvis en dansker får en god idé, vil han snarest muligt sælge den til det højstbydende multinationale selskab, tag blot Skype og Damgaard Data, der i dag ejes af Microsoft. Penge ”tjener” man på børsen, hvor der ikke så meget handles værdier, men kunstigt skabte forventninger. Det er utroligt, hvilke væddemål man rent faktisk kan indgå på børsen.

Min første gerning på det økonomiske område ville være at lukke børsen og at udelukke udenlandsk kapital fra at eje noget som helst i Danmark. Penge må rejses fra indenlandske kilder eller fra staten, der gerne må eje, men kun i begrænset omfang drive virksomheder, og da kun sådanne, som berører landets infrastruktur, typisk jernbaner, færger etc. Ville det ikke være vidunderligt, hvis staten kunne hente sine indtægter fra veldrevne helt eller delvist statsejede, men privat drevne virksomheder i stedet for gennem skatter og afgifter? Med sådanne reformer ville der igen være basis for den private foretagsomhed, der er grundlaget for vort samfund. Men Morten Uhrskov er lalleglad som de fleste danskere: ”Lad os runde dette kapitel af med en optimistisk note for Danmarks vedkommende. Hvis vi herhjemme får løst de helt afgørende problemer i forhold til EU og udlændingepolitikken og samtidig indgår en forsvarsalliance, der kan betrygge vores selvstændighed, er der intet til hinder for, at Danmark også i fremtiden skulle være et rigt land med en høj levestandard for den enkelte dansker. Det skyldes det danske folks dygtige udnyttelse af de muligheder, som en markedsorienteret økonomisk politik giver.” Der er jo jo en del ”hvis” her. Jeg finder det grænseløst naivt. Dansk økonomi ejes allerede af udenlandske interesser, og vi har selv ingen virkelig indflydelse på den – og vi er ikke mere et selvstændigt land! Morten Uhrskov er meget optaget af levestandarden, og det er da også vigtigt nok, at vi har, hvad vi skal bruge. Men forbrug er altså ikke livets mening. Kaj Munk skrev i en unægtelig anden sammenhæng et lille digt om denne livsindstilling, en perle:

Ubi bene (1)
Du siger, dit Fædreland findes der,
Hvor Prisen for Flæsk er fin.
Forstaar sig! Hvad er vel mere værd
Paa Jorden end Flæsk for Svin?

Kapitel 7 er viet straffeplejen. Uhrskov mener, at man bør straffe så lidt og så mildt som muligt, når der skal tages hensyn til retsfølelsen. Det er jo et synspunkt, og det fører til en længere historisk diskurs om resocialisering. Når man har læst Uwe Max’ gribende beretninger fra hans tvungne samtaler med kriminalforsorgen, ved man, at hele dette overflødige bureaukratiske uvæsen skal nedlægges. Uhrskov fremhæver da også, at de virkelig farlige kriminelle lider af lav intelligens og en afvigende hjernestruktur. De kan ikke resocialiseres. Det er ikke miljøet, men arven og biologien, der er afgørende. Helt enig, men hvad så? Jeg ser ikke rigtigt, hvor han vil hen, hvilken konsekvens han drager af det. Min indstilling til dette er helt klar, men Uhrskov ville ikke synes om den: meget få fængsler til småting, men til gengæld arbejdslejre og dødsstraf – også gerne offentlig kagstrygning ved førstegangsforseelser. Jeg tror ikke på, at man løser nogen problemer ved blot at spærre forbrydere inde sammen med andre kriminelle, og der skal ikke bruges penge på at holde kronisk kriminelle i live på et højere niveau end landets pensionister.

Kapitel 8 er interessant. Det handler om eliter og demokrati. ”I Danmark gik vi en anden og langt mere fredelig vej [end Hitler og Stalin], og skønt vi har et demokrati i ret alvorlig krise, fordi eliterne i afgørende spørgsmål ikke lytter til befolkningens flertal, må vi medgive, at det danske demokrati er et af de absolut mere vellykkede, selv i vor tid med EU og masseindvandring fra især Mellemøsten og Afrika som de alt overskyggende problemer. Det er ovenikøbet sådan at danskerne i noget højere grad end i alle andre vesteuropæiske lande har været i stand til at få politikerne til at lytte bare en smule til de bekymringer, som danskerne, som de er flest, har.” Her fattes jeg virkelig igen ord. Danmark står ved afgrundens rand som følge af dette ”vellykkede” demokrati. Og alle de stationer på vejen, som Uhrskov selv nævner, er resultatet af dette såkaldte folkestyre. Såkaldte, fordi vi reelt ikke har noget demokrati. Vor vise grundlov nævner intet om statsstøttede partier og statsfinansierede massemedier. Det er reelt en meget lille gruppe mennesker, der bestemmer landets politiske kurs, og hvem der skal sidde i folketinget (Uhrskov skønner en 5000-6000 mennesker). Et sæde i folketinget er i øvrigt ret uvæsentligt, da det reelt er partierne, der bestemmer, hvordan der skal stemmes. Det er alt sammen skuespil. Jeg har i artiklen “Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger (2) skrevet lidt om grundlaget for et fornuftigt og i sandhed demokratisk styre, men der er naturligvis meget mere at skrive. Jeg er ikke færdig, men arbejder på sagen. Det vigtigste ved statens styreform er ikke at sikre, at den mindst begavede skolepige får lov til at være med til at bestemme, men derimod at give garanti for, at hun under ingen omstændigheder får noget at skulle have sagt. Det skal sikres, at statens styre ligger i hænderne på en virkelig elite. Når Uhrskov taler om at lytte til befolkningens flertal, er jeg bange for, at dette flertal blot render efter rottefængerne, akkompagneret af massemediernes propaganda. Jf. Inger Støjbergs succes ved sidste valg.

I denne forbindelse vil jeg meget anholde Uhrskovs brug af ordet elite. Han mener, at vi styres af en elite, men helt ærligt: Hvis Mette Frederiksen, Lars Løkke og deres kumpaner er repræsentanter for Danmarks elite, fortjener dette land at gå til grunde, jo før desto bedre, for hvis det er det bedste, nationen kan frembringe, har vi ingen eksistensberettigelse – vi har tabt i evolutionskampen. En elite er blomsten af nationen, de allerbedste – og det er rigtignok dem, der burde styre landet. Den personkreds, Uhrskov betegner som en elite, er derimod de værste elementer i befolkningen, både moralsk og intelligensmæssigt. Det, der er sket, er en bundvending i samfundet, hvorved den værste slam og den mest modbydelige og ildelugtende natrenovation er kommet op til overfladen. En sådan bundvending er den helt logiske og naturlige følge af skindemokratiet. Det er efter Uhrskovs mening eliten. Men Uhrskov har ganske ret i, at denne falske elite har sikret sig magten på længere sigt, fordi den er trængt igennem hele administrationsapparatet, pressen, kulturen, undervisningen, kirken, domstolene osv. Uhrskov mener derfor ikke, at en ændring kan komme nede fra folkets dyb, men kun ved dannelsen af en modelite. Her ligger han helt på linje med Oswald Mosley, der mere bramfrit udtrykte det således: ”Man rydder ikke en mødding nedefra!” Uhrskov påpeger således ganske rigtigt, at såkaldte populistiske politikere, altså politikere, der repræsenterer folket og folkets synspunkter, aldrig rigtigt har kunnet slå igennem. Det gælder mest typisk nok for Donald Trump, der ikke kunne tørlægge sumpen i Washington, selv om han prøvede. Repræsentanter for folket er dømt til at lide skibbrud. Vi har set det med Glistrup, og vi vil nok også se det med Wilders. Men et system, der fungerer sådan, er jo netop ikke et demokrati – det er et forklædt diktatur. Så lad os kalde det, hvad det er!

Uhrskovs forbillede er Viktor Orbán, om hvem journalisten Lasse Skytt åbenbart har skrevet en bog, Orbanland, fra 2022. Den har jeg ikke læst – jeg har generelt ingen tiltro til danske journalisters analyseformåen. Men dens pointe er ifølge Uhrskov netop, at Orbán har skabt en modelite, og at det er derfor, han går fra den ene valgsejr til den anden – i hvert fald så længe det varer. Vi har netop set, hvordan amerikanske dollars har fremkaldt et regimeskift i Polen, som ellers også havde en fornuftig regering, og hvis historiske forudsætninger meget ligner Ungarns. Partiet Prawo i Sprawiedliwość (Ret og Retfærdighed) rådede bestemt også over en elite, fremelsket igennem mange år ved magten. Hvad vi ser i Ungarn, er nok den sjældne kombination af en særdeles dygtig leder og en dygtig elite. Samme kombination, som vi ser i Rusland. Men hverken Orbán eller Putin er unge mennesker. Spørgsmålet er, om systemerne kan overleve et lederskifte.

Problemet er imidlertid, hvor Uhrskov kan få øje på en modelite på mindst en 5000- 6000 mand – og en dygtig leder. De tidligere østblokstater har på det punkt bedre forudsætninger, idet deres undervisningssystemer var intakte, indtil de kom ind i EU. De har altså stadig folk med en rigtig uddannelse at tage af. Også i de tysktalende lande og i Italien og Spanien kunne jeg se en mulighed for at tromme en alternativ og virkelig elite sammen. Men ikke i de skandinaviske lande. Vi har meget få folk med de krævede kvalifikationer. Uhrskov lægger – med fuld ret – stor vægt på intelligensen, men der kræves mere end det. Uhrskov nævner selv ”viljen til magt” (et absolut fyord!) og arbejdsomhed. Men det er stadig ikke nok. Det kræver mod, idealisme, og at man er villig til at tilsidesætte sine egne behov for helhedens skyld. For man skal jo have eliten, inden man kan få magten – dvs. Uhrskov vil skabe en elite ud af ingenting og i en strid modvind. Den potentielle elite skal altså være villig til at ofre noget og risikere alt uden at kunne være sikker på at få noget igen. Jeg frygter, det bliver op ad bakke, for alle ved, at dissidenter, der ikke opnår magten, ingen karrieremuligheder har.

Uhrskov ser sig selv som en del af denne modelite. Nuvel, jeg vil foretrække Uhrskov som statsminister fremfor stor set alle i folketinget, ja, jeg ville endda foretrække Caligulas senatorhest. Men Uhrskov vil ikke løse problemet – højst udskyde det lidt, så den fremmede befolkningsdel kan vokse sig endnu større. Og det er ingen god løsning. Man siger, at det skal blive galt, før det kan blive godt! For en virkelig ændring skal bæres af folket, den skal komme nedefra – men den kan ganske rigtigt ikke kun komme nedefra. En grundlæggende ændring af dette land kræver nemlig ikke blot en anden elite ved roret, den kræver en revolution, et komplet systemskifte, og en revolution kræver social nød – eller tiltagende uroligheder forårsaget af vore ubudne gæster. Uhrskov tror på en magtovertagelse gennem valg, men det er der ikke mange, der har haft held med – den eneste, jeg kan komme i tanker om, er unævnelig. Uhrskov siger selv, at vi ikke befinder os særlig langt fra sommeren 1789 og senvinteren (?) 1917, fordi det nuværende system er ustabilt. For et par sider siden, omtalte han det ellers som vellykket. 1789 og 1917 udbrød der revolutioner – ikke paladsrevolutioner, men rigtige revolutioner, der løb af sporet. Jeg vil også stærkt foretrække en paladsrevolution, men jeg ser ikke, hvordan Uhrskovs vej skulle føre derhen – og han præsenterer heller ikke nogen plan for det. Forfatteren Clement Andersen har i romanen For dette land er vort! præsenteret en mere eller mindre realistisk vision om, hvordan det kunne ske. Den kunne jeg anbefale Uhrskov at læse, om ikke andet så for underholdningens skyld.

Kapitel 9 omhandler udlændingepolitikken, og bortset fra et for en historiker meget overfladisk syn på både den amerikanske krig imellem staterne (som Uhrskov øjensynligt intet ved om) og den anden verdenskrig, er dette kapitel ikke særlig kontroversielt blandt nationale mennesker. Udlændingepolitikken er et kolossalt stort problem, der begyndte som storkapitalens ønske om billig arbejdskraft og er endt med at være en økonomisk, kulturel og etnisk katastrofe, der truer vor eksistens som folk. Konservative kræfters medskyld i dette kan vel ikke nægtes! Uhrskovs korte beskrivelse af situationen i USA er særdeles rammende, og det er helt på sin plads, at han for en gangs skyld ikke er den store optimist med hensyn til Amerikas fremtid.

Dermed er vi nået frem til sidste kapitel, der har titlen ”Danmark i morgen”, og som er en noget rosenrød beskrivelse af udvalgte sider af det samfund, Uhrskov ønsker sig. Kernefamilien, undervisningen og religionen vil – som ved magi – blive genoprettet. Udlændingene vil få penge for at rejse hjem. Det vil efter Uhrskovs mening kunne gøres for 1.000 milliarder kroner (40 % af BNP). Det har jeg en billigere løsning på. De vil få et tilbud, de ikke kan sige nej til! Uhrskovs forslag er naturligvis dødfødt. Der er vel ca. 1 mio., der skal udvises, og de ville med andre ord skulle have 1 million pr. næse. Ikke på vilkår! Jeg henviser til Thorbjørn Vikings udvisningsplan i ovennævnte roman. Den er en del billigere og langt mere effektiv! Nå, i det mindste er Uhrskov da kommet frem til, at de skal ud. Det ville han ellers ikke i sin noget bedre bog Indvandringens pris. På vej mod et fattigere Danmark fra 2012.

”Det er slet ikke så svært, som jeg har vist her. Kun ringe informerede personer eller dem med ondt i sinde vil påstå, at det danske folk ikke er herre over sin egen skæbne. Danske mænd og kvinder kan frigøre sig fra nutidens politiske kvælergreb og genetablere fremtiden for danskerne. Det kan enhver se, som har læst denne bog.” Kun meget naive sjæle kan dele denne opfattelse. Morten Uhrskov skøjter hen over problemerne på meget tynd is uden problematisering, diskussion eller dybere indsigt. Han har ikke foretaget den nødvendige analyse af samfundet, og han vil ikke se, at der er en magtfuld gruppe mennesker, der aktivt arbejder på at styrte os i afgrunden, idet vi er den eneste realistiske konkurrent til denne gruppes verdensherredømme. Men selv om vi ser bort fra dette, er der jo uoverstigelige problemer, som Uhrskov overhovedet ikke tager fat på. Hvad med EU? Hvad med de så højt besungne ”internationale forpligtelser”. Tror han vi fik lov til at træde uden for nummer uden sværdslag? Vi er nemlig ikke mere herrer over vor egen skæbne.

Men også hvis vi helt ser bort fra det: Der skal et flertal i folketinget til at gennemføre disse planer. Hvor skal dette flertal komme fra? Partidemokratiet er konstrueret således, at der altid skal en koalition af flere partier til. I øjeblikket har vi en sådan ”hen over midten”, og sådan vil det nok forblive fremover. Hvem der er statsminister, er rystende ligegyldigt. Selv om Uhrskovs meget overfladiske program er ganske fornuftigt, vil det være fuldstændig uspiseligt for de kredse, der i dag behersker både politikken og medierne. For at ændre situationen ad nogenlunde fredelig vej skal der et totalt politisk og økonomisk sammenbrud som i 1989 til, men som vi har set, nytter det ikke noget, hvis man ikke har sin modelite klar. Og Uhrskovs modelite er alt for lille. For at gennemføre sit program skal han bruge flere hundrede tusind mennesker, bl.a. til udskiftning af hele bureaukratiet (men antallet af bureaukrater kan uden videre skæres ned med 90 %), lærerstanden på alle niveauer, præsterne, dommerne, journalisterne etc.

Kun en total samfundsomvæltning i flere europæiske lande på samme tid kan løse problemerne, for de skal løses fra grunden. Pseudodemokratiet, som vi i dag får det serveret, er den sikre vej til undergangen, fordi det altid vil garantere, at det ikke er de bedste og de dygtigste, der kommer til at styre landet, men de mest tomhjernede individer, der er lettest at manipulere, og som tilbyder de letteste løsninger. Uhrskov har tilsyneladende ikke tænkt over, hvorfor og hvordan vi er kommet i den nuværende situation. Det er fordi styretøjet er en fejlkonstruktion og skal udskiftes. Vi skal have en helt ny styreform for at undgå en gentagelse.

Helt ærligt tror jeg – nej, jeg ved – at Uhrskov meget vel er klar over mange af de dybere sammenhænge i den udvikling, der fører os mod afgrunden, men hvorfor siger han det så ikke, som det er, i stedet for at levere os denne udvandede suppe uden smag og næring? Jeg tror ganske enkelt, det skyldes, hvad jeg ville kalde Johanneseffekten med henvisning til Johannesevangeliet, kap. 7, vers 13, hvor alle, der er i besiddelse af en Bibel, kan slå det op. Men skynd jer! Man har forkyndt, at man i den kommende nye bibeloversættelse ganske enkelt vil forfalske teksten – af netop samme grund, som det pågældende bibelsted anfører. Stakkels Gud! Et godt dansk ord for denne mekanisme er fejhed, jf. Kaj Munks ord nedenfor.

Rent sprogligt er jeg forfærdet over at Uhrskov kan skrive ”han lykkedes ikke med sit forehavende”. Dette er en grammatisk forkert konstruktion, som uddannede mennesker ikke benytter, ligesom ordet ”rygbrækkende” er en ækel amerikanisme, som ikke har noget at gøre i det danske sprog. Men det er så en detalje.

Summa summarum kan Danmarks Frihedsraad anbefale bøger, det lønner sig bedre at investere i!

Da vi nu ovenfor har taget hul på Kaj Munk her kort tid efter 80-årsdagen for mordet på ham i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg, skal jeg med glæde fortsætte med et par tekster, som på en måde illustrerer denne anmeldelse.

Ikke Forlig

Ak, hvor man længes efter
at eje Fred med en og hver
og bruge sine Kræfter
paa lutter Vennefærd.

Hvor er man træt af haarde
og spotske Ord i Bog og Blad,
saa dødtræt af at saare,
naar helst man gjorde glad.

Hvor længes man mod Himlen,
hvor fri fra alle Jordens Baand
man fatter glad i Vrimlen
sin værste Uvens Haand.

Men under Himmellaaget
skal evig bølge Røg og Damp.
Saa sandt du tror på Noget,
saa vil det Noget Kamp.

At tro er det rebelske
at ville Værn, at maatte Trods.
Kun den, der ej kan elske,
kan slippe for at slaas.

Og om mit Hjerte krymper
sig ved at fælde Næstens Dom,
jeg var jo dog en Stymper,
om jeg gik udenom.

– Du, som til Kamp mig kalder
for hvad jeg tror og bygger på,
giv, til den Dag, jeg falder,
mig skaanselsløst at slaa.

***

Enten – Eller

Mænd med blege Miner,
Folk, jeg agter stort,
villet rolig triner
ind ad Gaardens Port,
vil Beviser føre
for, hvad helst de tror,
trænger til at høre
deres egne Ord.

Og den samme Remse
bli’r mig tit forklar’t,
den om Smilets Bremse,
om vor Egenart,
om at Ret maa vinde
og ”Kong Christian staar”,
om at selvbesinde
og de tusind Aar.

Det er godt alt sammen.
Ære, Lov og Pris.
Men jeg svarer: Jamen
hvad skal her Bevis?
Vi til Kamp er buden.
Hvad der er os størst,
maa vi slaas for uden
nogen Vished først.

Du må slaas i Blinde
i den samme Stund,
da du trues inde
i din Verdens Grund.
Skal du overveje,
om det nytte kan,
for dit bedste Eje,
er du raadden, Mand.

Visst skal Fædrelandet,
skal vort Folk bestå.
Og dog – noget andet
maa jeg gruble paa.
Det er knap det største,
at vort Land er til.
Nej, det allerstørste:
at det Retfærd vil.
Skal en Fjende skogre
ad en Sump af Siv,
skal sig Danmark logre
til et løjet Liv,
skal et Flag vi bære
uden Korset paa,
da skal før med Ære
Danmark under gaa.

Altsaa Haand paa Værket!
Frem i Holgers Navn!
Krist har tegnet Mærket
over Skibets Stavn.
Frit skal Danmark gynge
paa det aabne Hav,
eller Svanen synge
over Danmarks Grav.

Fra Kaj Munk: Sværg det, Drenge! Studenterforeningens danske Bibliotek, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn 1945. Jeg fandt et noget laset eksemplar af denne lille bog i en genbrugsforretning i Aalborg. Bogen er forsynet med en dedikation: Til Bob med Tak for godt Samarbejde og Kammeratskab under Kampen for Danmark, fra Sten. Jeg går ud fra, at Bob og Sten er dæknavne. Hvis nogen tilfældigvis skulle vide, hvem Bob og Sten er, vil jeg blive glad, dersom de vil dele denne viden med mig.

Povl H. Riis-Knudsen

***

Noter

(1) Det fulde citat: Ubi bene, ibi patria = Hvor man har det godt, er ens fædreland.

(2) Visse boghandlere, bl.a. saxo.com, boykotter mine udgivelser, men du kan få din lokale boghandler til at tage dem hjem eller bestille dem hos bl.a. tales.dk.