For først gang siden den 9. april 1940 har fremmede tropper fået lov til at operere på dansk grund, ja, til at tage kommandoen over danske militære enheder. Det minder mig om det forkætrede Rostock-møde, hvor den radikale udenrigsminister skal have indgået aftale om Danmarks kampløse besættelse i 1940. Det har aldrig med sikkerhed kunnet bevises, at Rostock-mødet virkelig har fundet sted, men det er mere end sandsynligt, at der rent faktisk forelå en hemmelig overenskomst om Danmarks overgivelse til tyskerne, hvad enten den så var indgået i Rostock eller et andet sted. En større national skændsel end at tillade fremmede tropper på sit territorium er det svært at forestille sig! Så vi kan nu se frem til horder af uciviliserede individer i alle kulører og af alle 57+ køn, som i amerikanske uniformer vil drage hærgende og voldtagende igennem vore gader. Okinawa er et rigtig godt eksempel på, hvordan amerikanske besættelsesstyrker ter sig. Amerikanerne kommer ikke ”for at passe på os”, men for at udnytte os i deres storpolitiske spil.

Selv under den kolde krig, hvor der reelt forelå en risiko, havde vi ingen udenlandske tropper i Danmark. Så hvorfor nu, hvor der, indtil denne aftale blev indgået, ikke forelå skyggen af en risiko? Det gør der imidlertid nu, for stationeringen af fremmede tropper, der kan sætte en prop i indsejlingen til Østersøen – og dermed til den russiske flådebase i Baltijsk (tidl. Pillau) og til storbyen Sankt Petersborg er naturligvis uacceptabel for Rusland – ligesom stationeringen af amerikanske tropper langs den finsk russiske grænse er det, for slet ikke at tale om deployeringen af tyske styrker i Litauen. Tyskland har i forrige århundrede to gange overfaldet Rusland/Sovjetunionen – den seneste gang med 30 mio. døde russere til følge – og når Tyskland nu rykker ind på det, der indtil 1990 var sovjetisk territorium, er det mere end en rød klud, det er en krigserklæring.

For at ”beskytte” sig imod en imaginær fare, som kun eksisterede i uvidende menneskers tomme hjerner, har man taget skridt til at fremkalde en reel fare. Rusland vil før eller siden sende disse tropper hjem i ligposer. Det er kun et spørgsmål om tid. Situationen svarer fuldstændig til, at Rusland havde stationeret styrker i Mexico eller Canada nær den amerikanske grænse – eller på Grønland. Da Sovjetunionen i 1961 opstillede atomraketter på Cuba, var USA villig til at indlede en atomkrig for at få dem væk. Det russiske gensvar er i første omgang at opstille atomraketter i Kaliningradregionen, hvorfra man kan nå Bornholm på et par minutter og København måske på 5. Det første offer ved en sandsynlig væbnet konflikt bliver de baltiske stater, der næppe vil komme ud af en sådan med deres selvstændighed i behold – først og fremmest fordi deres uerfarne ledere lader sig drive af et gammelt nag til Rusland, som vestlige krigshetzere forstår at udnytte ved at hælde benzin på gløderne.

Det er naturligvis ikke kun Mette Frederiksen, der er idiot – eller bare en marionetdukke for de virkelige herskere i Det Hvide Hus. Denne sygdom synes at have grebet de fleste Natolande. Særlig alvorligt er udbruddet i Tyskland. Man skulle tro, at tyskerne havde fået tæsk nok, sidst de forsøgte at kolonisere Rusland, men det synes ikke at være tilfældet. De er denne gang på total selvmordskurs. De ødelægger deres økonomi – det er jo godt for ”kliiimaet” – og de har nedbrudt de frugtbare forbindelser til Rusland, der var blevet skabt efter Murens fald. Uden russiske råstoffer og russisk energi er Tyskland færdigt som industrination. Men sådan vil klimatosserne i det såkaldt ”grønne” parti netop have det – uden at de dog anviser, hvorledes landet så skal overleve. Men hvis jeg ikke tager grundigt fejl, er de tyske bidrag til krigsførelsen i Ukraine – og dermed til Ukraines undergang – stærkt miljøbelastende – og jeg tror ikke, der findes elektriske kampvogne! Den tyske grundlov forpligter endda landet til at holde fred – det er ikke et forslag, det er en forfatningsmæssig forskrift! Men alligevel råber den småtbegavede lille tyske udenrigsministerpige højere på mere krig end den unævnelige østriger i sin tid gjorde. Det kan kun ende galt.

Alle vestlige såkaldte ”ledere” er fanget af deres egen krigspropaganda, der flittigt spredes af de internationale mediers jødiske ejere. Rusland har ingen intentioner om at angribe fremmede lande, men Ukraine er ikke et fremmed land. Hele den østlige og sydlige del fra Kharkov til Odessa har aldrig været ukrainsk. Befolkningsflertallet der taler russisk, og hvis de før har været i tvivl om, hvorvidt de nu var ukrainere eller russere, så ved de det nu! Lenin skabte Ukraine som en forvaltningsenhed, ikke som en nationalstat. Det er så populært at sige, at der aldrig har eksisteret en palæstinensisk stat, således at Israel uden videre kan kolonisere området og fordrive befolkningen – eller udrydde den. Der har bestemt heller aldrig eksisteret en ukrainsk stat! Rusland ønsker mindst af alt at regere over ukrainere, men hvis en tåbelig ukrainsk regering ikke standser blodsudgydelserne nu og uden videre palaver afstår de russisktalende områder, har man ikke andet valg end at fortsætte til den polske, slovakiske, ungarske og rumænske grænse. Den nuværende regerings medlemmer vil enten komme til at gøre Navalnij selskab i Kharp resten af deres liv, eller de vil blive skudt af deres egne borgere. De fleste ukrainere er nemlig trætte af denne krig. De kan ikke se, hvad de slås for. En hel generation er blevet udryddet, byerne er ødelagte, landbrugsjorden er forurenet. Mellem 10 og 15 millioner ukrainere er flygtet til udlandet – over halvdelen vil ikke vende tilbage. Har det nogen mening? Hvad er det, de vestlige ”ledere” vil redde? Krigens mål er jo langt fra i overensstemmelse med de ”europæiske værdier”, man i sin febervildelse fabler om. Man vil tilkæmpe sig retten til at underkue et stort nationalt mindretal, som ovenikøbet er et flertal i de pågældende områder. Man har forbudt deres sprog, deres aviser, deres bøger, deres fjernsynsstationer, deres skoler og deres kirker. Man har forbudt enhver brug af russisk sprog og russisksproget (fag)litteratur i det akademiske liv – hvorved man gør sig selv irrelevant og latterlig. Ukrainsk kultur og videnskab har igennem århundreder udfoldet sig på russisk, og når man vil afrussificere landet, vil man reelt gøre det historie- og kulturløst. Også Ukraine bygger på traditionen, og denne brydes og tilintetgøres, når man ændrer på kirkens kalender og vil indføre latinsk skift i stedet for kyrillisk, der passer bedre til de slaviske sprog. Endelig har man dagligt bombarderet civilbefolkningen i de russisksprogede områder i Donbas igennem snart 10 år for at ”befri” den. Hvordan hænger dette sammen? Er det virkelig værd at spilde milliarder af dollars og euro for at redde dette ækle og menneskefjendske regime, der fører krig mod sine egne statsborgere?

Man kan ligefrem savne fredsbevægelserne fra den kolde krigs tid. Hvor er de henne? Verden er jo et langt farligere sted i dag! Jo, som vi allerede den gang vidste, var hele fredsbevægelsen blot en kommunistisk front. Vesten skulle være fredelig, så kommunismen kunne trives. Det var bare landsforræderi. I dag er der ingen virkelig kommunisme, så skidt med freden. Lad bare kapitalisterne i øst og vest slå hinanden ihjel.

Ukraine er det mest korrupte land i den vestlige verden – og landet var før krigen allerede kørt helt i sænk. En tredjedel af landbrugsjorden er solgt til Blackrock, verdens rigeste, jødiskejede kapitalfond. Den amerikanske præsident og hans søn er dybt involveret i lyssky affærer i Ukraine, som regeres af en mafia af kriminelle overvejende jødiske oligarker med Zelenskij som frontfigur, men han er blot en skuespiller, der får sit rollehæfte fra Washingtons lige så kriminelle jødiskdominerede sump. Som den højt respekterede oberst Douglas Macgregor siger, drives denne krig af folk, hvis forfædre udvandrede eller flygtede fra det zaristiske Rusland, og som føler, at de har noget at hævne. De folk, han taler om, er netop jøder, og disse sidder fast på magten i USA – og også i Ukraine. Denne krig er ikke blot hævn for zartidens pogromer og ukrainernes aktive deltagelse i holocaust – den er et led i bestræbelser for at udrydde det hvide menneske. Der er i både Washingtons og Kievs magtkorridorer glæde over hver eneste faldne, uanset om han er ukrainer eller russer!

Dette Ukraine har næppe nogen fremtid. Vesten har brugt alle sine midler på at ødelægge landet, som de facto blot er et bondeoffer. Der er kun Rusland tilbage til at bygge det op igen. Man kan glemme enhver tanke om våbenhvile og indefrysning af konflikten. Sådanne tiltag vil kun blive benyttet til at opruste Ukraine igen, og det ved russerne så udmærket. Mit gæt er, at Moskva vil indsætte en russiskvenlig regering i Restukraine, hvorefter man sandsynligvis vil stille amerikanerne et ultimatum. Nato skal ud af alle tidligere medlemmer af Warszawapagten og af Balkan, sanktioner skal ophæves, indefrosne midler udbetales. Hvis det ikke sker, har vi verdenskrig – og den vil nødvendigvis ende i en atomar katastrofe.

Rigtig Godt Nytår!
(Det kan meget vel blive det sidste)

Povl H. Riis-Knudsen