BOGANMELDELSE:
Claus Bundgård Christensen:
FØLG WILFRED!
RADIKALISERING – REVOLITION – NAZISTISK SUBKULTUR
EN BIOGRAFI OM WILFRED PETERSEN
Gyldendal 2022

Da jeg første gang hørte, at Claus Bundgård Christensen arbejdede på en biografi om Wilfred Petersen, tænkte jeg ved mig selv, at der næppe kunne blive noget særligt ud af det. Hvorfor ikke om Aage H. Andersen? Ham mente jeg umiddelbart, der ville være mere kød på. Den mening har jeg fået grundigt revideret! Wilfred Petersen var en særdeles spændende, enigmatisk person, i forhold til hvem Aage H., som han kaldtes af vennerne, nok vil forekomme jævnt kedelig.

Jeg er vokset op i et miljø, hvor Wilfred Petersen var et bandeord. Ikke at min far vidste meget om ham, men han affærdigede ham blot som en ballademager, der var ude på at splitte den nationalsocialistiske bevægelse. Det samme kunne nok siges om Aage H., selv om der var mindre ballade i ham, og alligevel var det ham, min far havde gjort fælles sag med. Det skal imidlertid samtidig siges, at min far ikke havde meget føling med danske politiske forhold i de år, han var i Tyskland – men alligevel. Aage H. Andersen var en mand med én sag: jødespørgsmålet, hvor han syntes, at Frits Clausen var alt for lemfældig. Hans udgangspunkt og forbillede var Julius Streicher og dennes Der Stürmer, som var modellen for Aage H. Andersens Kamptegnet. Aage H. Andersen havde ganske enkelt ingen politisk tæft. For den allerstørste del af den danske befolkning eksisterede der heller ikke dengang noget jødespørgsmål – ganske enkelt, og med Kamptegnet skød han langt over målet. Der kunne i Danmark ikke drives politik på det spørgsmål – og slet ikke i den form. Det havde Frits Clausen set helt rigtigt. Min far havde heller ikke forstand på politik. Han var idealist og afskyede jøderne som gruppe – men han var ikke politiker!

Wilfred Petersen elskede ikke jøderne højere end Aage H., og hans propaganda ramte vel på det felt objektivt set lige så langt ved siden af som Aage H’s, men han appellerede til en helt anden kreds, hvor primitiv propaganda havde langt bedre kår. Wilfred Petersen var ganske ung, da han indledte sin politiske karriere, og han appellerede til ungdommen, og specielt naturligvis til den ungdom, der i trediverne var blevet tabt på gulvet socialt. Det var her, det revolutionære potentiale var, og Wilfred var netop revolutionær og national socialist – mere end han var nationalsocialist. Wilfred Petersen kunne ikke lide Frits Clausen – og den uvilje delte han med ganske mange. Frits Clausen var populær i Sønderjylland. Han var meget national og kulturelt konservativ, men meget lidt socialist. DNSAP var en klon af det tyske NSDAP – helt ud i det latterlige, når man tager i betragtning, at DNSAP var et ganske lille parti, der forsøgte at passe tøj med et langt større parti. Og så var der jo Frits Clausens person. Overvægtig og fordrukken – og så havde han et åndssvagt barn, noget som ingen anstændig politiker eller journalist dengang kunne finde på at drage frem. Wilfred Petersen var ikke anstændig, i hvert fald ikke på dette punkt. Alt, hvad der kunne bruges imod DNSAP, Frits Clausen og de i partiet magtfulde Bryld-brødre, blev brugt, uanset om det var anstændigt eller ej, sandt eller løgn.

Politisk lå Wilfred nærmest på Straßer-fløjen, den socialistiske fløj inden for NSDAP. Ernst Röhm og Gregor Straßer ønskede en fortsat tysk revolution, også på det økonomiske område, og de ønskede et opgør med den prøjsiske adel, som de anså for illoyal, hvilket historien viste, at de havde ret i. Hitler var imidlertid bange for at gennemføre den økonomiske revolution – sandsynligvis fordi han ikke troede på, at den ville fungere. Og med hensyn til adelen, så var det jo der, den militære ekspertise var – og så snobbede han vel lidt for disse gamle slægter, der havde båret Tyskland frem igennem århundreder. Det var nok en fejl. Opgøret med Straßer-fløjen i 1934 var et problem for Wilfred, men han besluttede at tage det fra Det Tredje Rige, han kunne bruge. Han og hans folk deltog i massemøder, f.eks. i rigspartidagene i Nürnberg, og lod sig inspirere, men Wilfred var ambivalent i forholdet til det nationalsocialistiske Tyskland. Han så mere mod de nordiske lande og anså nordboerne for at være tyskerne racemæssigt overlegne.

Denne skepsis blev ikke mindre efter besættelsen, hvor Wilfred – som mange andre – frygtede, at tyskerne ville bringe Frits Clausen til magten, hvilket Wilfred satte sig for at forhindre med al magt. At Frits Clausen ikke kom til magten, anså han for at være en af sine succeser. Det var det imidlertid ikke. Tyskerne havde absolut ingen planer om at bringe DNSAP til magten. De havde et glimrende forhold til det danske socialdemokrati, som af tyskerne utvivlsomt var udset til at blive det systembærende parti efter en vunden krig. Blandt tyskerne var Frits Clausen heller ikke ubetinget populær. De støttede ham økonomisk, men de så ingen udviklingsmuligheder i det parti. Dette partnerskab var imidlertid heller ikke noget gode for Frits Clausen. Mange medlemmer så den tyske besættelse om en krænkelse af den danske nation, og en del tilsluttede sig modstandsbevægelsen – hvor mange vides vel ikke. Til sidst frasagde Frits Clausen sig støtten, men da var løbet kørt. Clausen fratrådte, og partiet gik i opløsning. Det var sket med eller uden Wilfreds smædekampagner, der blandt andet omfattede den berømte fremstilling af Frits Clausen som sprældemand, nytårshæftet Raketten og pjecen Rene Folk med rene Hænder, som er noget af det mest ondsindede – og ikke alt for sandfærdige – stykke propaganda, jeg har set.

Når Wilfred med et forholdsvis lille parti af sociale tabere i ryggen (Dansk Socialistisk Parti) kunne føre denne kostbare propaganda imod DNSAP, skyldtes det naturligvis, at han forstod at manøvrere i tidens oprørte – og farlige – farvand. Han spillede et kynisk og voveligt dobbeltspil mellem tyskerne på den ene side og regeringen og modstandsbevægelsen på den anden. En nøgleperson i dette spil var soldaterkammeraten Max Weiss, som var ansat i politiet, og som skaffede Wilfred kontakt med både justitsminister Harald Petersen og minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, en af landets rigeste mænd, der stort set alene kom til at finansiere Wilfreds mange lyssky aktiviteter. Politisk var de ikke enige, men omstændighederne bragte dem sammen om et fælles formål: at splitte nazisterne. Med Gunnar Larsens hjælp lykkedes ham at sprænge DNSAP’s folketingsgruppe, så Frits Clausen sad alene tilbage med den temmelig intetsigende Aage Henriksen. Han bestak ganske enkelt DNSAP’s folketingsmedlem Theodor Marinus Andersen med 10.000 kr. (233.705 nutidskroner!) og løsgængeren Svend Erik Johansen, der stod DNSAP nær, med et par tusind (46.741 nutidskroner) for at samle dem i det til formålet nystiftede Dansk Folkeparti, som blot var en tom skal uden nogen reel funktion – et falsk parti. Det var Wildfreds største og nok eneste virkelige politiske succes!

Nu er det naturligvis, man må spørge sig selv, hvorfor Wilfred spillede dette spil. Han var – til sin død – nationalsocialist med tryk på den sidste del af ordet. Hvorfor ville han ødelægge DNSAP, som dybest set var uden enhver politisk betydning, og som jo ud fra en overordnet betragtning stort set havde samme mål som Wilfred selv? Og ville en regering Frits Clausen have været værre for landet end samarbejdsregeringen? Set i bagklogskabens klare lys: ja! Men det kunne Wilfred jo ikke vide – i hvert fald slet ikke i begyndelsen. Men havde landet haft en regering båret af DNSAP, ville man efter 1943 ikke have kunnet skifte hest i vadestedet. Danmark ville have været en fjendtlig stat, set fra allieret side, med alle de følger, det kunne have haft. Men den 9. april 1940? Det er lidt svært at følge ham. En regering Frits Clausen ville jo ikke kun have bestået af nazistiske tumper, men ville have inddraget erhvervsfolk og andre agtede borgere. Der var jo også sådanne, der sympatiserede med Frits Clausen. Tiden var dengang en anden. Var det bare almindeligt nid og smålighed? Wilfred havde indledt sin karriere i DNSAP. Var han blevet der – og havde han styret sig bare lidt – ville han bestemt have kunnet gøre karriere i DNSAP også og ville have kunnet påvirke partiets politik i sin retning.

Wilfred var imidlertid idealist – og han havde svært ved at styre sig og var næppe i stand til at indordne sig under nogen form for partidisciplin, der ikke var en, han selv havde fastlagt. Han var endog særdeles velbegavet, og denne begavelse kunne have været brugt mere konstruktivt, end tilfældet var – også politisk. Men Wilfred var også en ballademager. Han skabte, som Claus Bundgård så rigtigt skriver, en nazistisk subkultur af radikaliserede sociale tabere. Voldsanvendelse var en del af dette billede. Claus Bundgård får det lidt til at se ud, som om voldsanvendelse var en specielt nazistisk ting. Det var ikke tilfældet. Nationalsocialister var nytilkomne konkurrenter på den politiske scene i tyvernes Tyskland og tredivernes Danmark. De blev mødt med vold fra kommunistisk side – og de lærte hurtigt at forsvare sig med vold. I dag er volden udelukkende et venstreorienteret fænomen. De kommunistiske stormtropper bruger ethvert voldeligt middel til at genere deres modstandere, hindre deres møder og gøre deres liv farligt. Og højrefløjen gør ingen modstand, måske fordi den i højere grad består af hobbyister, der også har et borgerligt erhverv og ikke ønsker at sætte noget på spil.

Claus Bundgårds skildring af de politiske kampe i 30’ernes Danmark viser imidlertid, at man tog demokratiet langt mere alvorligt, end man gør i dag. De tævede hinanden bravt, men de gik også til hinandens møder, lyttede til hinanden, deltog i diskussioner – og råbte ad hinanden. Der var en levende debat. Men frem for alt kunne folk som Wilfred, Aage H. og Frits Clausen leje kontorlokaler, mødelokaler, lastbiler til deres demonstrationer osv., og de havde intet besvær med at finde trykkerier og få deres tryksager distribueret eller med at få lavet deres faner. Det er demokratiet i praksis, som man i dag ikke kender det. Selv kendte nationalsocialister kunne også have et job, hvor de arbejdede sammen med kommunister, socialdemokrater osv. Det fungerede fint. Måske sloges de på vejen hjem, men det var deres private anliggende. Der var dengang ingen smal meningskorridor. Folk måtte have lov til at have en holdning og til at give udtryk for den. Og selv om de havde en måske temmelig afvigende holdning, kunne de stadig fungere sammen med andre i samfundet. Denne demokratiopfattelse trivedes delvis helt op til begyndelsen af 70’erne. Det såkaldte studenteroprør satte en stopper for den – i demokratiets navn.

Wilfred Petersen og hans folk bevægede sig hele tiden på kanten af loven, og ofte faldt de ned på den forkerte side. Wilfred selv kunne imidlertid sjældent forbindes med organisationens ulovligheder, selv om han naturligvis har kendt til dem. I besættelsestidens lovløse univers udartede partiets aktioner til den rene gangstervirksomhed – selv om denne et eller andet sted nok havde et politisk grundlag, omend det en gang imellem var lidt tyndt. Til sidst fik tyskerne nok, og da de samtidig frygtede, at Wilfred var i fare for at blive likvideret af modstandsbevægelsen, sendte de ham og hans familie i sikkerhedsarrest på et slot i Nordtyskland. Det var noget, man ofte gjorde i besættelsens sidste tid, hvor livet var blevet farligt for danske nationalsocialister og folk, der havde bistået tyskerne. De lettere tilfælde blev anbragt i Frøslevlejren, men Wilfred måtte helt ud af landet. Ved sammenbruddet blev han sendt med den sidste færge fra Warnemünde tilbage til Danmark. Hans dobbeltspil havde imidlertid betalt sig. Han og de fleste af hans folk slap meget nådigt fra retsopgøret, hvilket i øvrigt ikke øgede hans popularitet hos alle dem, det gik hårdere ud over. De så det som et tegn på at han var en forræder.

Efter krigen forsøgte han at undersøge, om man kunne videreføre bevægelsen på nordisk basis, men efter en kontakt med den svenske fører Sven Olov Lindholm opgav han tanken og helligede sig sit privatliv for i stedet at opbygge sin egen virksomhed. Han ændrede dog ikke sine meninger og afviste ikke, at han kunne finde på at gå ind i politik igen. Her slutter Claus Bundgårds beretning om Wilfred Petersen, men der er en kuriøs sløjfe på den – og den skal jeg binde her.

Efter at Hans Christian Krog Pedersen og undertegnede havde lavet søgang i hele den danske verdenspresse i begyndelsen af 70’erne, fik vi en dag en henvendelse fra en mand, der gerne ville møde os. Vi var jo åbne for alting, så han var da meget velkommen. Manden præsenterede sig som en ven af Wilfred Petersen. Vi mødtes med ham og snakkede om løst og fast en hel eftermiddag. De nærmere detaljer husker jeg ikke nu 50 år senere, for jeg anså dette møde for et af mange betydningsløse møder, jeg havde med betydningsløse folk. Jeg spurgte ham imidlertid om, hvordan det gik med Wilfred, og jo tak, han havde det udmærket, men der blev ikke gået i enkeltheder om det. Vi talte også lidt om Sverige og sådan om den politiske situation generelt. Da jeg ved modtagelsen af Claus Bundgårds bog bladede lidt i den, blev jeg imidlertid ganske overrasket. Der er et billede af Wilfred Petersen som gammel. Den mand, vi mødtes med på Sømandshjemmet i Aarhus var ikke en ven af Wilfred – det var Wilfred Petersen! Han havde ganske enkelt ikke kunnet styre sin nysgerrighed og ville vide, hvad vi var for nogle størrelser, og han er ganske rigtigt kommet til den konklusion, at vi var et andet sted. Vi var ikke radikaliserede tabere, men nogle akademikertyper, der aldrig ville kunne drive det til noget politisk – vi var ikke folkelige nok.

Jeg er i dag naturligvis ked af, at Wilfred ikke bare sagde, hvem han var. Så havde jeg jo haft en stribe opklarende spørgsmål at stille ham – selv om jeg dengang ikke var klædt så godt på til det, som jeg er i dag, ville det nu alligevel havde været særdeles interessant, og der kunne have været basis for et nærmere bekendtskab. Erfarne folk er værd at lytte til. Wilfred døde i 1981. Han opnåede således ikke at se DNSB i vore velmagtsdage med Jørgen Nielsen som organisationssekretær. De to ville nok have haft en del tilfælles, men allermest ville han sikkert have haft til fælles med Jonni Hansen og hans version af DNSB efter 1992. Her ville Wilfred have genfundet den radikaliserede subkultur, han kendte fra sine unge dage, med et hovedkvarter på Hundige Strandvej, der samtidig tjente som hjem for en del forhutlede partimedlemmerne, og hvor der aktivt blev opsøgt ballade og slagsmål. Jonni Hansen havde imidlertid så langt fra Wilfred Petersens format og begavelse.

Povl H. Riis-Knudsen