“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

Sådan forkynder grundlovens §77, men ved nærlæsning ser man straks, at denne ytringsfrihed intet er værd, idet den kan indskrænkes efter forgodtbefindende, bare det sker ved lov. Straffelovens paragraf 266b er således et glimrende eksempel på, hvor lidt ytringsfriheden betyder i praksis. Siden indførelsen i 1939 er denne paragraf blevet skærpet 4 gange. Vi har altså i dag væsentlig mindre ytringsfrihed, end vi havde i 1939.

Vi ser ved alle disse udvidelser, at det kun er særligt udvalgte grupper, der reelt beskyttes imod berettiget kritik. Man kunne jo have forestillet sig en bredere formulering af den beskyttede gruppe som f.eks. ”en identificerbar gruppe af mennesker”. Dermed havde Redox og andre på den fløj været i vanskeligheder – og netop derfor har man ikke gjort det. Sådanne grupper fungerer som systemets SA korps og nyder derfor i praksis vidtgående immunitet. Der er ingen grænser for, hvad man må sige og skrive om politiske eller filosofiske grupperinger, der er i opposition til det herskende forbrydervælde. Tilhængere af oldtidens religiøse overtro nyder således større beskyttelse end velovervejede filosofiske eller politiske tanker.

Vi har ved forbuddet imod koranafbrænding mv. set, at man også kan gå uden om §266b ved at forbyde ytringer, der af en tilfældig regering anses for farlige for rigets sikkerhed, dvs. ytringer, som provokerer en kreds af desværre herboende fremmedelementer, som netop er kendetegnet ved ikke at have nogen respekt for andres meninger og friheden til at ytre disse, men som bakkes op af diverse underudviklede lande, der stort set alle modtager dansk ulandsbistand, men som næppe kan siges at udgøre en trussel mod rigets sikkerhed, og med hvem vort handelssamkvem er begrænset. Truslen udgår fra herboende voldsmænd, som blot burde have et frimærke klasket i enden og sendes hjem til de lande, de kommer fra, og hvis systemer synes at behage dem mere end vort – men som ikke har noget socialkontor.

Det eneste, der er forbudt, er censur, en forebyggende forholdsregel. Dvs. du kan ytre dig, som du vil, men bagefter sætter vi dig bare i spjældet for dine ytringer. Det fører til den værste form for censur, der findes – nemlig selvcensur. Det var dog langt bedre, om man kunne få afgjort sine kommende ytringers lovmedholdelighed, inden man udgav dem.

Som vi netop har erfaret, er der imidlertid en meget mere effektiv og ubureaukratisk måde at standse uønskede ytringer på – og det er i distributionsleddet. Her kan det ske uden rettergang og uden mulighed for indsigelse. Forlaget Ordsmedens publikationer skader tilsyneladende Saxos ”brand”, og da forlagets bøger blev fremstillet via en print-on-demand-service ejet af Saxo (dvs. JP/Politikens Hus) under betegnelsen Saxo Publish, fjernede man lige så stille bøgerne fra serveren – og samtidig fra boghandelen Saxo.com – selv om de inden for en frist på 30 dage stadig kunne fremstilles. Efterhånden forsvandt de på mystisk måde tilsyneladende helt fra Bogportalen, idet også andre boghandlere ikke kunne/ville levere dem. Saxos kundeservicechef, Martin Lauritsen, marl@saxo.com, påstår, at de to størrelser Saxo og Saxo Publish ikke har noget med hinanden at gøre, men det er jo påviseligt løgn. Han er tilsyneladende selv ”kundeservicechef” for begge.

Hvordan ytringsfriheden kan skade Saxos ”brand”, kan vi ikke få at vide. Vi har solgt vore bøger ad denne kanal i henved 6 år. Mig bekendt har det ikke skadet deres ”brand”. Blandt de fjernede bøger er også titlen Individ og samfund i udvalgte klassikere fra dansk guldalderdigtning – men dansk guldalderdigtning skader åbenbart også Saxos ”brand”. Pornografiske titler, queertitler, woketitler derimod ikke. Der findes næppe den perversion eller afart af ekstremisme, som man ikke frit kan købe bøger om hos Saxo, herunder Hitlers Mein Kampf og William Pierces The Turner Diaries og mange flere. Hertil vil Saxos kundechef sige, at man må skelne mellem boghandelen og udgivervirksomheden. Interessant. Saxo optræder nemlig ikke som udgiver, nærmere som trykkeri, selv om bøgerne trykkes på en stor bogfabrik i Tyskland gennem et hollandsk selskab, der udbetaler royalties. En noget besynderlig konstruktion. Saxo faciliterer sådan set bare processen, så bøgerne kan udkomme med et dansk ISBN- nummer og automatisk opføres i Bogportalen, gennem hvilken boghandlerne bestiller deres bøger. Og ud fra dette nummer kan kyndige folk muligvis nok identificere Saxos mellemkomst – men hvem uden for branchen ved det?

Dette er et typisk eksempel på, hvordan demokratiet er kommet til at fungere ligesom enhver anden ideologi. Man har bare udliciteret censuren til private virksomheder. Og Saxo er et de facto monopol inden for branchen. Man sidder på 80 % af onlinebogsalget, og man er mig bekendt den eneste i landet, der yder denne print-on-demand-service – men altså kun til vennerne, kun til dem, der ikke behøver nogen beskyttelse af deres ytringsfrihed, fordi de ikke har noget at sige, som små højtråbende grupper måske vil være uenige i. Det er som bekendt kun kontroversielle ytringer, der har brug for beskyttelse – og den har de altså ikke. Dermed falder ytringsfriheden jo til jorden. At vore publikationer ikke anmeldes i massemedierne – selv om de behandler vigtigere ting end det meste af det møg, der anmeldes – og at de generelt ikke indkøbes af bibliotekerne, fordi disse støtter sig til kommunistiske lektører, der ganske enkelt ikke giver bøgerne nogen lektørudtalelse, ja, det skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. I et demokrati ville bibliotekerne skulle indkøbe alle nye bøger.

Nu vil man sige, at private virksomheder jo kan handle med, hvem de vil – men dette er jo ikke tilfældet. Loven om forbud mod forskelsbehandling beskytter nøjagtig de samme grupper mod forskelsbehandling som straffelovens §266b. Hvis du har en restaurant, kan du ikke forbeholde den for heteroseksuelle, hvide danske protestanter. Men du kan uden reel begrundelse lukke folk ude fra at ytre sig, når du bare er så stor, at du har et faktisk monopol. Hvis en restaurant ikke vil servere for dig, kan du blot gå et andet sted hen – med bøgerne er det ikke så let. Jeg kender kun ét andet firma, der udgiver på denne måde, men de står netop som udgivere. Det burde naturligvis ikke betyde noget, men de kommer på den måde til at stå midt imellem en printservice og et forlag. De vil heller ikke udgive noget, der er ”ekstremistisk”, uden at de dog kan eller vil definere, hvad det er, der gør disse bøger ”ekstremistiske” i modsætnings til kommunistisk bras. Der er ingen lov imod at være ”ekstremist”.

Saxo (og ”Books On Demand”) er bange for deres gode navn og rygte. Men hov? Er det i et superdemokratisk samfund som det danske sådan, at en lille højtråbende minoritet indirekte skal kunne bestemme, hvilke synspunkter der kan gives udtryk for i det offentlige rum – og hvilke mennesker der kan være ansat hvor? Hal Koch ville rotere i sin grav. Ideen med demokratiet er jo netop, at man opdrager folk til at tænke demokratisk – dvs. til at give plads til alle meninger. Det er det, undervisningen angiveligt skulle gå ud på – ja, det skulle præge hele samfundet. At det modsatte er tilfældet, ved enhver med indsigt i undervisningssystemet, der er nøjagtig lige så ensrettet som under Stalin eller i salig Adolfs dage.

Vi må konstatere, at forholdene for 100 år siden var langt mere demokratiske end i dag. Selv de mest ekstremistiske foreninger og partier kunne leje partilokaler (så længe, der ikke blev knust for mange ruder), de kunne uden videre få trykt og distribueret deres bøger og blade. De kunne leje lastbiler til deres demonstrationer, mødelokaler osv. – kort sagt, de kunne nyde deres demokratiske frihedsrettigheder. Nuvel, de forskellige fløje sloges også dengang bravt og blodigt med hinanden, men de gik også til hinandens møder for at diskutere civiliseret, lytte til hinanden – og råbe ukvemsord til hinanden. Der var, hvad man kunne kalde en livlig debat – og folk kunne frem for alt have et job, og der kunne kommunister og nazister i reglen fint arbejde sammen, selv om de måske røg i totterne på hinanden på vejen hjem.

Vi er kommet langt på de sidste 100 år – men desværre ikke i den retning, man har foregøglet os. Vi lever i et ufrit de facto diktatur, hvor der kun må være én holdning, og hvor medierne af regeringen foreskrives, hvad de må skrive om Islam, corona, indvandring, klima, Ukraine, Israel etc. Det er, når alt kommer til alt, de samme kræfter, der ejer politikerne og pressen. De er symbiotisk knyttede til hinanden. En virkelig opposition kan ikke opstå, for den kan ikke ytre sig, dens tilhængere kan ikke få et arbejde, for kollegerne bliver ”utrygge” ved folk, der i anden sammenhæng giver udtryk for en afvigende mening, man kan ikke ”samarbejde” med dem, ja, man bliver måske endog ”krænket” ved deres blotte tilstedeværelse – eller de er til fare for virksomhedens ”brand”. Systemet er blevet så afartet, så degenereret og så ubegavet, at det ikke kan tåle modsigelse, for man har kun floskler som svar – ingen argumenter!

Et sådant samfund kan eventuelt bestå, så længe folk kan få deres varme mad – folk er generelt bedøvende ligeglade med ytringsfriheden og såmænd også med andre friheder, bare de kan få lov til at opføre sig idiotisk. Men det er nu virkelig intet demokrati. Den politiske proces er her nøjagtig lige så styret, som den var i DDR eller Sovjetunionen, og når den varme mad slipper op, begynder problemerne for alvor.

En undertrykkelse af ytringsfriheden er den direkte vej til terror, som vil føre til et statsligt undertrykkelsesapparat af stalinistiske dimensioner, hvilket igen vil føre til mere terror osv. Det er for mig i dag vanskeligt at se, at pennen skulle være mere magtfuld end sværdet, når man intet blæk kan få!

Povl H. Riis-Knudsen