Søren Krarup
3. december 1937 – 8. november 2023

Danmark har mistet en af sine fremmeste mænd. Søren Krarup er ikke mere. Få har med så megen energi og klarsynethed forsvaret vort fædrelands interesser som han. Allerede i min gymnasietid var hans små ugentlige kommentarer i Jyllands-Posten et af ugens højdepunkter. Siden fulgte en lang stribe bøger, hvori han forfægtede sine synspunkter og spiddede tidens mindre begavede kommentatorer og ”kulturpersonligheder”.

Søren Krarup var præst ligesom sin far og sin fætter Jesper Langballe, og han havde kunnet nyde et stilfærdigt liv til glæde for sin menighed i Seem, men Søren Krarup gjorde hele Danmark til sin menighed, ikke fordi han absolut ville være i rampelyset, men fordi han anså det som sin pligt at forsvare de værdier, han fandt rigtige, og det land og det folk, der var hans.

Naturligvis har jeg ikke altid været enig med Søren Krarup. Jeg har jo også fulgt mine egne vildveje, men jeg har altid haft stor fornøjelse af at læse hans bøger og artikler, der har været som kraftige vitaminindsprøjtninger. Jeg fandt – og jeg finder stadig – at Søren Krarup havde et meget unuanceret syn på besættelsestidens historie (1). Det var modsætningen mellem politikerne og det danske folk, som ifølge Søren Krarup kom til udtryk i samarbejdspolitikken. Nuvel, det synspunkt holder efter min mening ikke ved en nærmere prøvelse. Danskerne var blot opportunister – og det er de sådan set stadig. ”Det går nok!” lyder det danske valgsprog. Og som opportunist tilpasser man sig. Modsætningen mellem befolkningen og politikerne så han videreført i indvandringsdebatten, EU-debatten og kampen mod flygtningehjælpen. Men sagen er vel også her, at befolkningen igen er temmelig ligeglad, så længe den blot kan få sin varme mad. Den kan godt mande sig op til at stemme imod Maastricht-traktaten, men når det kommer til den virkelig kamp, ser det nok mindre godt ud. I hvert fald vælger befolkningens flertal konsekvent de politikere, der fører Danmark mod afgrunden.

I modsætning til denne vattede holdning repræsenterede Søren Krarup den absolutte etiske fordring. Søren Krarup har altid været i skarp opposition til samfundets selvgodhed, selvretfærdighed og selvfedme. Han tog tidligt afstand fra Brandes og dennes moderne gennembrud, der for Krarup var et moderne sammenbrud (2) , idet Brandes kastede vrag på ikke blot religionen, men på hele den danske kultur og tradition. Følgelig omhandlede hans gennembrudsbog da også en af efterkrigstidens foragtede litterater, Harald Nielsen (3) , der selv havde været en af Brandes’ hårdeste kritikere, men som netop under besættelsen og i tiden derefter var kommet i vanry. På mange måder minder Krarups omfattende forfatterskab meget om Harald Nielsens, beske kommentarer til samtidens koryfæer, krydrede med skarpsindige iagttagelser og analyser.

Søren Krarup var imod en ideologisering af tilværelsen – og også imod, at man tog religionen med ud af kirken for at gøre den til en ideologi. Søren Krarup var som sin far fast forankret i kredsen omkring tidsskriftet Tidehverv, og for ham var gudsforholdet en personlig sag, ikke noget, man kunne gøre til en politisk rettesnor. Kampen imod ideologiseringen kom også til udtryk i bogen Demokratisme (4), hvor han angriber, at demokratiet som styreform gøres til en ideologi, der skal indpodes børnene lige fra børnehaven. Demokratismen bliver dermed en undertrykkende ideologi ligesom kommunisme, nationalsocialisme og alle de andre, et tankesæt, der skal styre det enkelte menneskes liv. Det er det modsatte af frihed!

Kampen for Danmark betød konsekvent modstand imod EU og imod udlændingeloven af 1983. Søren Krarup havde et skarpt blik for, hvad den ville komme til at betyde, og han indledte nu en heftig kampagne imod hele flygtningeindustrien. Bedst kendt er nok hans annonce mod Dansk Flygtningehjælps indsamling i 1986 – ”Nej, ikke en krone!”. Kampen fik ham til at melde sig ind i både Den Danske Forening og Dansk Folkeparti, hvilket førte til en plads i Folketinget, hvor han jo desværre nok måtte konstatere, at de fleste sædekorn faldt på klippegrund.

Få mennesker er blevet skældt så meget ud som Søren Krarup, der er blevet beskyldt for at være ond, hadefuld, svinsk, kynisk, fascist, løgner etc. På det punkt slår jeg ham dog med udnævnelsen til ”Danmarks ondeste mand”, jeg tror, det var i Berlingske Tidende. Den bliver svær at stikke. Søren Krarup var ingen af delene. Han var en principfast teolog og demokrat, der var skyldig i den store synd at elske sit folk og sit land og have vilje og energi til at kæmpe for det i en tid, hvor næsten alle svigter fædrelandet!(5). Han var idealist – men han var ikke en verdensfjern en af slagsen. Han havde benene solidt plantet i det virkelige liv – i danskernes hverdag.

Søren Krarup havde den store lykke at nyde familiens aktive støtte til sine politiske og kulturelle bestræbelser, f.eks. hustruen Elisabeth i Forældrenes Børnekommission imod statsopdragelsen af børnene ud fra devisen ”Samfundet har ikke skabt familien. Men familierne har skabt samfundet”. Datteren Marie Krarup har også været medlem af folketinget og har kæmpet aktivt mod den ensidige dæmonisering af Rusland, ligesom en anden datter, præsten Katrine Winkel Holm, er medstifter af Trykkefrihedsselskabet. Den tredje datter, Agnethe Raahauge, der ligeledes er præst, har overtaget posten son redaktør af Tidehverv. De er vokset op i et godt hjem med sunde værdier!

Danmark skylder Søren Krarup uendelig meget, og jeg håber, at den dag vil komme, hvor hans statue pryder hver en by, og hvor gader og pladser kommer til at bære hans navn!

Æret være Søren Krarups minde!

Povl H. Riis-Knudsen

Noter

(1) Søren Krarup: I min levetid. 60 års Danmarkshistorie, Spektrum 1998, Fædreland og folkestyre. En kritik af Danmarks nyere historie, Gyldendal 1974.

(2) Søren Krarup: Det moderne sammenbrud, Gyldendal 1984.

(3) Søren Krarup: Harald Nielsen og hans tid, Gyldendal 1960.

(4) Søren Krarup: Demokratisme. En kritik, Gyldendal 1968.

(5) Vil man vide mere om Søren Krarup, anbefales Mikael Jalvings grundige og indsigtsfulde biografi Søren Krarup og hans tid, People’s Press 2014.