En journalist spurgte mig for nylig, om jeg forventer en terror a la Breivik eller Christchurch på dansk grund – og om jeg håber det. De spørgsmål er vanskelige at besvare kort – og journalister vil helst bare have ja eller nej. Det er imidlertid mere kompliceret end som så.

Vi lever i en stat, hvor politikerne uden undtagelse forråder vort land, fylder det med fremmede, som forsørges af danskerne og til gengæld fylder godt i kriminalstatistikken og takker os for vor gæstfrihed ved at stille krav om, at vi skal acceptere og respektere dem og deres afgudsdyrkelse. Daglig bliver danskere overfaldet og slået til blods af disse fremmede. Vore børn frarøves arven fra deres forfædre og vil ikke mere have noget sted, de kan kalde deres. Det, vi ser her for vore øjne, er Den Store Udskiftning, der har som mål at udslette ikke bare danskerne, men alle hvide mennesker. At kalde dette en ”konspirationsteori” vidner om ringe intelligens eller ond vilje. Vore politikere tiltror jeg gerne begge dele. Men fremmedpolitikken er langt fra alt.

Man plukker os i skat – vi har verdens højeste skatteprocent, men vore sygehuse er en katastrofe, den offentlige infrastruktur i ruiner. Togene kan ikke køre, busserne indstilles, de ældre får uspiselige og ulækre substanser serveret som mad. Folkepensionen rækker ikke mere til selv et beskedent liv. Men der er penge at sende til Ukraine med det implicitte formål at udrydde det ukrainske folk og til den tredje verden, hvor både Kina og Indien – som begge er atommagter med et rumprogram – modtager dansk ulandshjælp, og der bruges uhyrlige summer på en meningsløs oprustning.

Syge og arbejdsudygtige snydes for deres ydelser og ydmyges og krænkes på daglig basis af bureaukrater i de såkaldte jobcentre, som ikke skaber andre job end deres egne, og på andre offentlige kontorer. Enhver kontakt med det offentlige er en ydmygelse – den blotte betegnelse ”borger” er en fornærmelse. Det næste bliver vel ”kammerat”. Computerne spytter uforståelige, meningsløse og verdensfjerne beslutninger ud. Et computersystem til 4 mia. kroner producerer helt eventyrlige ejendomsvurderinger, som vil fastlåse folk i deres huse i årevis.

Hæren af kontrollanter gør hver dag livet surt for den arbejdende befolkning – sammen med politibetjente, der er blevet reduceret til skatteopkrævere. Når man kan finde på at give folk en bøde og et klip i kørekortet for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens de holder på en rasteplads, blot fordi motoren er i gang for at varme eller køle, så er man ikke mere politibetjent – så er man blot et usandsynlig dumt svin. Politiet er besynderlig tilbageholdende over for BLM-terrorister, kriminelle og ”indvandrere” – men når det gælder fredelige danske dissidenter, er det en helt anden sag. Dem kan man uden videre chikanere uden at risikere at få bank. Og når politiet får øje på en cyklende familiefar med en mobiltelefon i hånden – og ørepropper i ørene – skrider man til en voldsom anholdelse med brug peberspray og rå vold, fordi han angiveligt har talt i håndholdt mobiltelefon. Fuldstændig absurd. Politiet har nok set for mange amerikanske krimier – og de glemmer, at voldsomme anholdelser i Guds eget land skyldes, at folk kan være bevæbnede. Det er danskere desværre ikke, så det er helt risikofrit at tyrannisere dem, som man vil. Politiet synes at overse, at nationens værste forbrydere ikke er folk, der – måske – taler i mobiltelefon, men den politiske junta på Christiansborg. Minkdrabene har heller ikke øget respekten for politiet blandt befolkningen. Man må blot håbe, at der i politiets rækker findes folk, som kan lægge 2 og 2 sammen og drage de rigtige konklusioner. I det lange løb betaler det sig ganske enkelt ikke at tjene uretten.

Læg hertil parkeringsvagter, der nidkært måler efter, om man nu har parkeret 10 meter fra krydset eller kun 9,75 m, og andre snyltedyr, hvis opgave udelukkende er at tømme borgernes lommer og gøre dem livet surt. Og hvis man som dansker har haft berøring med Udlændingestyrelsen, står der mord i øjnene på en! For slet ikke at tale om, hvis man har været udsat for sager, hvor emsige myndigheder vil fjerne ens børn. Der ville jeg meget hurtigt gå til håndgribelig modstand målrettet de direkte ansvarlige. Hvorfor mon offentligt ansatte efterhånden alle kun opgiver et fornavn? De ved, at de ikke er folkets tjenere, men et forhadt systems rakkerknægte.

Det hedder ”intet over og intet ved siden af folketinget”, men realiteten er, at 85 % af al lovgivning kommer direkte fra EU, som blander sig i vore liv og bruger vore penge, uden at vi bliver spurgt. Vi har aldrig sagt ja til at indgå i en europæisk, multietnisk, multireligiøs og multinational superstat, hvor vi i praksis ingen indflydelse har. Der er intet folkestyre tilbage – kun bureaukratier.

Meningsløse klimatosserier bruges som begrundelse for endnu flere skatter og afgifter. Den såkaldte ”pandemi” tømte sygehusenes budgetter og regeringens ”indgreb for at redde os” har kostet et uhyggeligt stort antal liv. Vore skoler og uddannelser er en vittighed, og vore børn fyldes med nonsens, der kun fremkalder angst of neuroser.

Og der er ingen, der holder politikerne ansvarlige. De kan derimod leve deres liv i luksus. I deres ministerbiler er de isoleret fra virkeligheden. Bliver de ”syge”, kan de bare blive væk fra arbejde, så længe de lyster. Der er ingen daglige ydmygelserne for dem. De kører gratis med den offentlige befordring, kan altid bestille et af flyvevåbnets fly – eller hyre et privatfly – hvis de skal længere væk. Lufthavnenes helvede er ikke en del af deres hverdag. Og naturligvis kan de gå gratis i teateret, til fodkoldkampe osv. Og de bor langt fra de fremmede, sender deres børn i privatskoler og behøver ikke at bekymre sig om dagen og vejen. De fastsætter selv deres løn og bevilger sig selv formidable pensioner. De har råd til en filippinsk hushjælp og et privat plejehjem, når det kommer dertil. De lever i et parallelsamfund uden nogen som helst berøring med det daglige liv, vi andre må leve. Og de kan snyde med statens kreditkort, voldtage og trampe på grundloven. Så længe de bare har et flertal i det såkaldte folketing, er de højt hævet over loven. Det ville være synd for dyrene at sammenligne dem med svin.

Jeg hader ethvert aspekt af den danske stat – og jeg er ikke alene. Forbryderbanden på Christiansborg får en kombination af Hells Angels, Bandidos og Loyal to Familia til at fremstå som en velgørende forening. Folk er generelt trætte af at være dette systems livegne, men de fleste er stadig for magelige til at gøre noget ved det. Der er som bekendt ingen større modstandere af frihed en mætte slaver. Folk vil bare have deres varme mad – så længe de kan få den. Men der er naturligvis folk derude, som en dag kunne få nok. Det kan være en nok så lille ting, der bare bliver den beskedne, i sig selv måske ubetydelige dråbe, som får bægeret til at flyde over og sikringen til at springe.

Og så har vi ”terror” – eller er det ikke blot et udtryk for folks håbløshed? De fleste mennesker har for længst opgivet troen på, at valgfarcerne vil ændre noget. Flertallets meninger formes af en enstemmig presse, så man skulle tro, vi var i Nordkorea eller Turkmenistan. Dissidenter sendes ud på et fjernt sidespor for udrangerede individer. De får ingen mulighed for at kommunikere. Og enhver, der har haft blot perifer berøring med ”retssystemet”, ved, at man fra den kant ingen ret kan forvente. Det er blot en del af undertrykkelsesapparatet.

Jo, jeg kan godt forstå, hvis nogen griber til selvforsvar i deres fortvivlelse. Målene burde naturligvis være politikerne – men de bruger formuer på at beskytte sig selv, så i hvert fald på folketingsniveau er de temmelig urørlige. Men folk, der er kommet i klemme i de kommunale systemers bureaukratiske mølle og er blevet ydmyget, mistænkeliggjort og krænket i årevis, kunne sikkert godt finde på at lade det gå ud over kommunalpolitikere og såkaldte sagsbehandlere i f.eks. jobcentrene. Offentligt ansatte klager over, at folk ikke taler pænt til dem. Hvorfor mon de ikke gør det? Det skulle de måske tage og tænke over og så være glade for, at de indtil videre kun får verbale tæsk.

Ellers er moskeerne oplagte mål, fordi de og den råddenskab, som udgår derfra, er så synlige – og mål, som de fleste vil forstå – men muslimerne er ikke årsagen til vor elendighed. De er kun et symptom på den. Årsagen er også her politikerne og deres dukkeførere overalt i samfundets kirtler. Men i deres vrede vil nok de færreste, der ikke længere kan beherske sig, tænke så langt.

Men pressens repræsentanter, uden hvis opbakning og ubetingede samarbejde med politikerne dette system ikke kunne eksistere, de politisk korrupte domstole, der straffer politiske dissidenter og lader udenlandske forbrydere slippe, og helt ned til de forskellige kontrollanter fra fødevarestyrelsen, arbejdstilsynet og andre, der blot ser det som deres opgave at genere folk mest muligt – ikke at få samfundet til at fungere – de vil ofte være de første, en frustreret undersåt får øje på. Eller den lærer, der perverterer børnene med ideer om unaturlig sex og kønsforvirring mv. Og de er alle ganske ubeskyttede.

For ikke at tale om de mennesker, der har været ofre for forbrydelser og derfor på nært hold har oplevet både politiets, pressens og domstolenes ligegyldighed over for almindelige menneskers problemer. Hvis din datter blev voldtaget af en udlænding, ville du formentlig blive terrorist lige med det samme! Og ikke blot stille gerningsmanden, men alle, der har svigtet i forløbet, til regnskab – herunder politikere, myndigheder, domstole, venligboere, flygtningevenner og andre, der direkte eller indirekte har faciliteret forbrydelsen eller undladt at straffe den efter fortjeneste. Eller?

Jeg er ganske overbevist om, at vi får den slags ”terror”, begået af ensomme ulve, som bare har fået nok. Og jo mere samfundet går i opløsning, desto mere ”terror” vil der blive. Som bekendt er den ene mands terrorist imidlertid den anden mands frihedskæmper.

Ser jeg frem til det? Både ja og nej. Et folk, der bare lader ethvert tyranni gå hen over hovedet på sig og blot dukker nakken yderligere, er dødsens – og den udgang ville jeg da beklage. Men sagen er, at de ensomme ulve ikke ændrer noget som helst. De gør blot deres eget liv endnu værre. Det er ulvekoblet, der skal gøre oprør, for det er først, når ulvekoblet samarbejder, at det kan nedlægge et større byttedyr til gavn for hele flokken.

En revolutionær ændring af samfundet må nødvendigvis være resultatet af en organiseret og struktureret indsats af folk, der nøjagtig ved, hvad de gør, hvorfor de gør det – og ikke mindst, hvordan de gør det. Og for at blive en succes forudsætter en sådan ændring, at der er et stort antal veluddannede mennesker på plads til at overtage de vigtigste funktioner i staten. Uden dem, vil alt være uden mening.

Clement Andersen har i sin roman “For dette land er vort!” (1) givet et bud på, hvad der kan ske, hvis folket fortsat overhøres. Som det normalt er med romaner, er den nok desværre ikke realistisk. Den er i sig selv et udtryk for håbløshed og dyb mistillid til det politiske system – både en utopi og en dystopi. Det er trist, at der er baggrund for at skrive sådanne bøger!

Jeg forstår således også udmærket, hvad der har fået Breivik til at handle, som han gjorde, men han har jo heller ikke ændret noget – nok snarere tværtimod. Breivik skal være en intelligent mand, men han har fejlberegnet situationen fuldstændigt. Var han gået ind i en moske, havde der været forståelse for hans handling i vide kredse (selv om disse ikke ville have turdet give udtryk for det), men det gjorde han ikke, fordi han havde indset, at det ville være meningsløst at gå efter symptomet. Han ville ramme årsagen, politikerne, og når han ikke kunne nå dem, så ville han ramme deres børn, som jo var selvskrevne til at være fremtidens socialdemokratiske, landsforræderiske elite. Det var ikke en FDF-lejr, han angreb – det var en reelt set kommunistisk træningslejr. Men han angreb børn, og det kan man i vor kultur ikke gøre – og det er nok godt, at det er sådan. Jeg kan ikke forestille mig et civiliseret samfund, hvor man udkæmper sine kampe på ryggen af børnene. I stedet for at afslutte sin aktion ved at skyde sig selv en kugle for panden, lod han sig fange, fordi han ville have retssagen. Han ville forklare sig og få nordmændene til at forstå situationens alvor. Det var naturligvis en alvorlig fejlberegning. Pressen følger sit manuskript uanset hvad, og hans ”nazihilsner” mv. har selvfølgelig stillet sig i vejen for enhver fornuftig kommunikation.

Er der slet ingen anden vej?

Kun det totale økonomiske sammenbrud – og det har jeg hørt om de sidste 70 år. Det vil man gøre alt for at forhindre, for man ved, at nød er enhver revolutions moder, men jeg må indrømme, at det nok er rykket nærmere. Vesten har ved sin konfrontationskurs over for Rusland ødelagt sit eget økonomiske grundlag og sin egen fremtid. Men vi har ved Murens fald allerede set demonstreret, hvad der så sker: De samme svin og pampere fortsætter bare med en anden etiket. Den folkelige opstand gik ikke nær langt nok! Der skulle helt bogstaveligt være rullet hoveder!

En anden mulighed er naturligvis den kommende storkrig – især når den ender som en atomkrig, og det vil den nødvendigvis gøre. Det vil opløse alle strukturer, men igen gælder: Hvis der ikke er dygtige folk til at tage over, så er det alt sammen lige meget. Man må ikke kimse ad uddannelse og tankevirksomhed. En bevægelse a la Jonni Hansens kan ikke føre til noget.

Under alle omstændigheder vil det komme til at koste blod! Frihedens træ skal som bekendt med mellemrum gødes af tyranners og patrioters blod!

Det bebrejdes mig undertiden, at jeg fremstår så kompromisløs. Nuvel, jeg tillader mig at stille ”den ideelle fordring”. Det er mig bevidst, at politikere kan finde på at indgå mere eller mindre dårlige kompromiser. Det kan synes praktisk i en given situation, men det vil være lidt som at tisse i bukserne på en kold vinterdag. Afhængigt af kompromisets art og af, hvor tæt det kommer på den ideelle fordring, vil det måske kunne fungere en tid, men hvis det ikke hviler på et fast grundlag, der hænger sammen filosofisk og videnskabeligt, og hvis det ikke overholder naturens benhårde love, men fortsætter med at lade samfundets bund stige til tops og forsøge at lede flokken, ja, så bliver det højst at udsætte pinen.

Man kan indvende, at vi jo ikke lever i naturtilstanden – og næppe heller ville synes om at gøre det. Og det er jo rigtigt. Vi europæere – og vi alene – har forstået at opbygge en virkelig højkultur og en civilisation som en smuk overbygning på vort samfund. Og vi har udviklet en videnskab, som undertiden forleder os til at tro, at vi kan beherske og ændre naturen. Vor civilisation har tilladt os at udvikle politiske og økonomiske modeller, der fremmer en samfundsopløsende individualisme og en antibiologisk tænkning – en tænkning, der sætter velbehagelighed og komfort i højsædet. Og denne tænkning bliver vor kulturs undergang. Vi vil ikke mere slås for et fælles ideal – for vi har intet fælles ideal – vi vil bare nyde livet i nuet, og vi giver en god dag i vore børns fremtid.

Det er den gamle historie om igen: Bløde senge giver slappe drenge, slappe drenge skaber slappe samfund, slappe samfund betyder elendighed og hårde senge, som giver stærke drenge, som skaber gode samfund – og bløde senge – og så fremdeles. Denne tilsyneladende ubrydelige cirkel er vel beskrevet af Oswald Spengler i bogen om Vesterlandets undergang, der udkom for 100 år siden. Udviklingen går imidlertid hurtigere i dag end tidligere, og fremmedinvasionen vil på afgørende vis ændre denne cirkel, ja, standse den og gøre de elendige samfund permanente.

Så måske er der virkelig intet at gøre. Da mennesket forlod naturtilstanden, beseglede det muligvis sin egen skæbne. Utallige tidligere kulturer er gået til grunde, og det er jo også før sket, at arter er uddøde – for naturen er det helt ligegyldigt. Evolutionen er ubønhørlig! Hvis vi opfører os biologisk uhensigtsmæssigt, uddør vi!

Vor nuværende samfundsmodel er imidlertid ikke særlig gammel – set med naturens øje fylder den kun en brøkdel af et øjeblik. Så måske kan menneskeheden reddes fra den sikre undergang. Men kun hvis den finder tilbage til det punkt, hvor den for vild. Derfor er der brug for ”den ideelle fordring”. Jo tættere man kommer på at opfylde den desto bedre.

Har jeg sagt det hele før? Ja – og jeg vil fortsætte med at sige det, så længe jeg kan!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Note

(1) ”For dette land er vort” kan i øjeblikket kun fås hos din bogpusher. Den blev fremstillet som print-on-demand via de-facto-monopolet Saxo. Her fjernede man den imidlertid uden varsel fra serveren sammen med alle andre titler fra Ordsmeden – således at boghandlerne ikke mere kan bestille den hjem og derfor fjerner den fra deres portaler. Denne form for privat censur er et godt eksempel på, hvorledes systemet fremmer ”terror”. Når man ikke mere frit kan få afløb for sin vrede ved at skrive bøger, må patrioter nødvendigvis finde andre udtryksformer.