På trods af massiv offentlig opbakning til aktiv dødshjælp og den megen tale om humanisme og medmenneskelighed lever vi stadig i et system, hvor mennesker med svære invaliderende handikap og smertefulde sygdomme tvinges til at leve et liv, de bare for enhver pris ønsker at slippe ud af. Dette er uværdigt og umenneskeligt – det er ganske enkelt en skændsel for et samfund, der kalder sig civiliseret.

Argumenterne for opretholdelsen af denne form for tortur ville være lattervækkende, hvis sagen ikke var så alvorlig, som tilfældet er. Grundlaget for denne umenneskelighed er at finde i vor perverterede form for kristendom, og det er derfor ikke underligt, at modstanden mod medmenneskelighed kommer fra de sortkjolede hyklere i Folkekirken. I kristen optik, er livet givet af Gud, og Han og Han alene bestemmer, hvornår det skal slutte. Smerte, ubehag og håbløshed er en del af prøvelsen. Den skal vise, om vi nu er værdige til at blive lukket ind ad Perleporten, eller om vi skal et varmere sted hen. Sådan argumenterer man naturligvis ikke, for argumentet hænger ikke sammen. Gud har ikke givet os lægevidenskaben. Den er menneskeværk, og den gør det muligt at forlænge livet – også ud over dets naturlige grænse. Derfor er det – selv ud fra en kristen synsvinkel – bestemt forsvarligt også at sætte grænser for, hvor længe det er rimeligt at gøre dette. Ellers ville det logiske være at afskaffe læger og hospitaler. Så er det op til Gud alene.

En del læger lægger også stemmer til koret. Lægernes opgave er at holde liv i folk – ikke at slå dem ihjel, lyder det fromt fra de hvidkitlede hyklere, der er endnu værre end deres sortklædte meningsfæller, for der er næppe mange læger, der ikke har deltaget i det legaliserede fosterdrab, som har kostet ca. 15.000 danskere livet hvert år. Med disses børn og børnebørn drejer det sig nok om ca. 2 mio. danskere. I denne forbindelse er der vel at mærke tale om mord på mennesker, der har livet foran sig – måske mennesker med store evner, som kunne gavne samfundet. Disse sunde og raske menneskebørn nægtes retten til det liv, de allerede har påbegyndt. Deres livslys må gerne slukkes, men dødssyges og lidendes liv må ikke forkortes for at gøre en ende på deres lidelser. Dette er perverst, barbarisk og uciviliseret. Mennesker, som forsvarer eller foretager disse mord på uskyldige, fortjener ikke kun foragt – de fortjener lovens strengeste straf!

Fortalerne for mordet på ufødte børn vil hævde, at der er tale om kvindens naturlige ret til at bestemme over sin egen krop. Meget vel, men der er jo her ikke tale om kvindens egen krop, men om en lille ny krop, der lever et selvstændigt liv i kvindens krop – og som ikke selv har bedt om dette liv. Det er resultatet af kvindens egne handlinger – og mandens med, men han bliver jo ikke spurgt, om man må myrde hans barn. Og børnene selv har jo heller ingen forsvarer. De slås bare ihjel. Kvinden kan naturligvis bestemme over sin egen krop – og det gør hun ved at klemme benene sammen. Endelig er der – desværre – også rigelige midler til at undgå svangerskab. Men at få børn er naturligvis at få ansvar – og dagens kvinder skyer ansvar. De foretrækker egoistisk selvtilstrækkelighed. Flugten fra ansvaret er en af de grundlæggende sygdomme i vort døende samfund!

Men når man ligger på det yderste eller lever et helt igennem utåleligt liv, så har man pludselig ikke mere ret til at bestemme over sin egen krop – nu er det pludselig et samfundsanliggende af moralsk karakter – hvor mord på ufødte åbenbart ikke har nogen moralsk karakter. Det er noget, kvinden – der selv har skabt dette ufødte liv – egenrådigt kan bestemme. Det er selvmodsigende – for nu at udtrykke det mildt. ”Vi må blive bedre til at yde palliativ behandling”, siger lægerne fromt – og det er naturligvis udmærket, men hvordan yder man palliativ behandling til den person, som efter et ulykkestilfælde er lammet fra halsen og ned, og som kun kan bevæge sine øjenvipper. Hvordan yder man lige palliativ behandling her? Mere plejepersonale, 18 handicaphjælpere pr. patient etc.? Men giver det et meningsfyldt liv, når man ikke selv kan klø sig, vende sig, forrette sin nødtørst, spise eller noget som helst andet, som vi normalt forbinder med det at leve?

Jeg må i denne forbindelse kraftigt understrege, at det må være op til den enkelte at bestemme over sin krop – også i dette tilfælde. Har en patient lyst til dette liv, skal jeg ikke misunde vedkommende det. Men har man ikke lyst til det, skal man så sandelig have lov til at forlade det på human vis. Man har i den situation jo ikke engang mulighed for selv at gøre en ende på det.

Og det samme gælder naturligvis terminalt syge. De skal have lov til at vælge livet fra på et hvilket som helst tidspunkt under forløbet, de måtte ønske det. Og patienter, der vil vågne op som grøntsager, bør næppe vågne. Der er der ikke mere tale om liv. Og det er der vel heller ikke ved svær demens.

Vi har at gøre med vanskelige spørgsmål, men netop kultiverede og civiliserede mennesker bør ikke undvige de vanskelige beslutninger – og under ingen omstændigheder skal lovgiverne forhindre, at folk behandles humant, og at man retter sig efter deres ret til at bestemme over deres egen krop!

Man hævder endvidere fra umenneskenes side, at det er en glidebane, at den lidende eller døende kan blive presset af sine omgivelser, fordi vedkommende føler, at han/hun er ”til besvær” osv. Det er ikke helt sådan, mennesker fungerer. Disse indvendinger er udelukkende meningsløse udflugter og bortforklaringer, der bunder i religiøs overtro.

For læsere, der er lykkeligt uvidende om disse ting, bliver jeg desværre nødt til at berette om et dødsfald, der berørte mig dybt – og som også bestyrkede min mistillid til det danske sundhedsvæsen, som i forvejen var i bund. Denne historie har en umiddelbar forbindelse med emnet aktiv dødshjælp.

Grethe havde allerede fra 30-årsalderen fået store mængder stærk medicin. Lægerne havde undladt at scanne hendes ryg i tide, så de måske kunne have repareret hendes diskoprolaps – inden de fandt på at scanne hende, havde hun 5, og behandling var umulig. Suppleret med alkohol – som også er et smertestille middel – fik hun svære leverskader. Hendes mobilitet var selvsagt ringe, og hun faldt ofte.

Engang jeg kom hjem fra Rusland, var hun faldet og havde knust glasset i ovnlågen. Hun kom på hospitalet, hvor man fastslog, at hun havde pådraget sig en mindre hjerneblødning. Der var ingen grund til behandling. Grethes konklusion af dette var: ”Jeg har tit sagt, at jeg hellere ville dø end leve det liv, jeg lever, men nu ved jeg, at det vil jeg ikke!” Hertil kom, at hun følte, at hun skyldte mig at leve.

En sen aften et par uger efter ringede hun. Hun kunne ikke rejse sig op, og hun skulle på toilettet. Jeg måtte komme og hjælpe hende. Jeg kunne heller ikke rejse hende op. Altså opkald til den private hjemmepleje. De sendte en ung pige. ”Jeg er gravid, jeg kan ikke løfte!” var det første, hun sagde. Det skulle hun naturligvis heller ikke – men hvorfor sendte de en gravid pige? Næste opkald gjaldt lægevagten. Et opslag på Grethes personnummer bragte en læge ud – også en pige, men en pige med ben i næsen. Vi fik Grethe på toilettet. Så sagde lægen: ”Det her går ikke – hun må på plejehjem, aflastning eller på hospitalet. Giv mig en grund til at indlægge hende!” ”Hun har rosen,” svarede jeg. ”Glimrende, det er indlæggelsesgrund, tak!” Derefter kom ambulancen, og Grethe kom aldrig mere hjem.

Men der fulgte for mig et 4-ugers kursus i det danske sundhedsvæsen, et kursus, jeg ville have levet lykkeligere foruden! Som englænderne siger: ”Better in prison than in hospital!”

Første station var medicinsk afdeling. Grethes journal var naturligvis tyk som telefonbogen over København, dengang man havde sådan en. Første gang jeg dukkede op, blev jeg mødt af en opbragt sygeplejerske: ”Hvorfor har hun ikke fået den her medicin? Den er udskrevet til hende, og den er vigtig!” Jeg måtte melde hus forbi. Grethe fik 17 piller om dagen. De blev bestilt og doseret af hjemmesygeplejersken. Det havde jeg ikke noget med at gøre. Grethe havde et sår under foden. Mine medicinske kundskaber sagde straks ”sukkersyge”, men Grethe bedyrede, at hun ikke havde sukkersyge – men det havde hun, man havde bare glemt at fortælle hende det, og det er ikke så godt. Efter et uheld havde hun imidlertid en skinne i den ene underben, og nu mente man på kirurgisk afdeling, at den kunne være skyld i såret. Så den skulle fjernes. Jeg rådede Grethe til at afslå det venlige tilbud. Den pågældende kirurg er berygtet for sin uduelighed og havde gjort skade nok på Grethes gangtøj – og narkose er næppe gavnlig for leveren. Men Grethe var føjelig.

Næste station var altså kirurgisk afdeling. Der havde man naturligvis ikke haft tid til at læse journalen, så hun blev anbragt på en fællesstue, mænd og kvinder imellem hinanden, der bare ventede på at komme hjem efter reparation af deres brækkede ekstremiteter. Jeg kaldte på sygeplejersken, der hovent meddelte, at jeg jo bare kunne klage, hvilket jeg bekendtgjorde, at jeg ville gøre, men at Grethe skulle have en enestue NU, for hun skulle ikke hjem. Det fik hun så.

Næste station var geriatrisk afdeling. Endelig var der en, som læste journalen, en ældre kinesisk læge uden væsentlige danskkundskaber, men til gengæld vidste han, hvad han havde med at gøre. Han sagde rent ud, at dette var alvorligt – chancerne stod 50-50, og at hendes liv ikke ville blive det samme igen. Altså måtte vi søge en plejehjemsplads. Kommunen var allerede repræsenteret ved lægesamtalen. Og så spurgte han, om hun havde ændret adfærd på det seneste, for når leveren står af, går blodet urenset til hjernen, og det vil i længden medføre hjerneskader. Jeg syntes egentlig ikke, jeg havde kunnet mærke noget – men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at der var sket ændringer. Grethe havde altid været en fortrinlig kok, men nu kunne hun ikke mere følge en opskrift, og så talte hun en gang imellem om ting, man ikke taler med fremmede om – og slet ikke ved middagsbordet. Så, jo – hjernen havde nok taget skade.

Næste station var gastroenterologisk afdeling. Her behandler man levere – og her skulle hun have været fra begyndelsen. Manglen på personale var tydelig. Som pårørende er man lynhurtigt en del af teamet – og det finder jeg egentlig helt i orden. Jeg kan godt hente mad og vand til folk. Jeg havde også tid til at tale med det lønnede personale, der skal bruge en tredjedel af deres tid på computernusseri (papir bruges jo ikke mere). På denne afdeling var der en yngre læge, som var både sympatisk og forstandig. ”Hvis jeg havde 10 af hans slag, kunne jeg klare hele hospitalet”, som afdelingssygeplejersken sagde. Og det tror jeg, hun havde ret i. Han gav sig tid til at læse journalen grundigt og fastslog, at det var alvorligt, men at de daglige blodprøver viste, at medicinen virkede, hvorfor han syntes, at behandlingen burde fortsætte. Vi skulle bare have tålmodighed, så måtte vi jo se.

Om fredagen var Grethes livet vældig op, sad i en stol og havde besøg. Hun havde store planer. Sygeplejersken advarede os. Det var ikke gode tegn. Da gæsterne var gået, blev Grethe dårlig, hun fik vand i lungerne. De blev tømt to gange, men det fortsatte. Lægen viste mig med sin lille smarte håndscanner på størrelse med en mobiltelefon, hvad det var, der skete – det så rigtig skidt ud, og naturligvis var det ubehageligt. Sygeplejersken så på os og spurgte, om de ikke skulle gøre noget ved det. Jo, naturligvis – hun skulle ikke lide. Det var både jeg og hendes datter enige om. Vupti fik Grethe stesolid i den ene arm og morfin i den anden, og en time efter var hun sådan set væk. Min sidste kontakt havde jeg med hende dagen efter – et meget svagt næsten umærkeligt tryk i hånden.

Søndag var jeg hjemme for at arbejde. Da jeg ringede til hendes datter for at få at vide, hvornår hun ville afløses, sagde hun: ”Der er sket noget. Overlægen kom og fjernede medicin, mad og vand.” ”Jamen, så dør hun jo!” svarede jeg. ”Ja, overlægen mente, at det var det bedste ud fra hans kendskab til patienten….” Jeg tror nok, jeg kendte patienten bedre. På hospitalerne hersker overlægen imidlertid enevældigt, også den behandlende læge mente pludselig, at det var det bedste”. Og det var det nok! Det, jeg kan bebrejde overlægen, var, at han ikke tog samtalen med Grethe, mens han kunne. Så havde hun jo sagt nej tak! Hun ville have taget chancen – og måske havde hun fortrudt det senere…

Uden mad og vand tager det 3 dage. Onsdag morgen døde Grethe.

Hvor vil jeg hen med denne personlige historie? Ja, jeg vil jo godt vise, at jeg kender problematikken – og at der er en problematik. Men jeg vil også gerne påvise systemets hykleri. For hvad var det nu lige, der foregik her? Havde det været i Tyskland, havde det været mord. Her er det passiv dødshjælp – og det er under visse betingelser i orden. Om de betingelser var opfyldt her, er vel nok tvivlsomt pga. den manglende samtale med patienten – eller i det mindste de pårørende. Grethes datter havde jo protesteret: ”Det kan jeg ikke tage stilling til alene,” havde hun sagt, hvorpå hun fik dette overarrogante overlægesvar: ”Du skal ikke tage stilling til noget som helst. Det har jeg gjort!” Det var nok meget godt, at jeg ikke var der….

Det, der skete her, var brutalt sagt, at Grethe døde af tørst – men hun mærkede ikke noget til det. Hun gled bare fra bevidstløsheden over i døden – og fik fred. Men hvorfor skulle hun ”leve” i 3 dage som et lig, der stadig trak vejret? Til hvilket formål? For at tilfredsstille himmelnissen? Havde det nu ikke været mere rationelt, menneskekærligt (og økonomisk!) at gøre en ende på det med en sprøjte med det samme? Vore hospitaler er overbelagte, men Grethe optog en stue i 3 dage til glæde for hvem? Jeg ville meget have foretrukket en sprøjte! Og denne historie er jo ikke enestående – der er mange af dem hver dag. Og egentlig aktiv dødshjælp forekommer også hver dag. Der er jo indimellem læger, som er mennesker og ikke blot maskiner.

Vi bør have ret til en død i værdighed! Den sidste ret, vi kan have! Og det er den enkelte, der skal kunne bestemme over sin krop – ikke over andres krop, men over sin egen krop! Ikke politikerne, ikke det helt overflødige ”etiske råd”, der blot er en forsørgelsesanstalt for vennerne. Dette er et personligt anliggende!

Regeringen har nu nedsat en kommission til at granske dette spørgsmål. Formanden er præst. Det siger alt. Det er blot en dyr syltekrukke – en ekstra forsørgelsesforanstaltning for de i forvejen vellønnede medlemmer. Det kommer der intet ud af. Som man siger: ”Da Fanden ville at intet skulle ske, da satte han i verden den første komite!”

Og imens myrder man stadig de ufødte børn på løbende bånd. Det er tilsyneladende ikke noget etisk problem – det er bare en del af planen om udskiftning af befolkningen. Færre danskere giver plads til flere indvandrere. Man kan jo egentlig spørge sig selv om, hvorfor man så ikke må myrde børn efter fødslen, når de er til besvar, græder og skal have skiftet ble? Eller hvorfor man ikke må myrde sin nabo, hvis man føler, at denne indskrænker ens handlefrihed – eller den indbrudstyv, der overfalder en, mens man ligger og sover. Dette sidste kunne jeg snarere finde en undskyldning for. Det burde være helt legalt.

Povl H. Riis-Knudsen