Alle andre himmelnisser har vigepligt, men Allah har forkørselsret!

Så oplever vi det hidtil største politiske knæfald for islam i dansk historie – i form af en voldsom begrænsning af ytringsfriheden, som burde være en af de demokratiske værdier, det ellers synes så vigtigt af forsvare alle andre steder end lige her. Juridiske ”eksperter” finder naturligvis, at det er helt fint, og Jørn Vestergaard – som altid har været en af de røde guruer, pressen har rådspurgt – kan ikke se nogen fare i denne indskrænkning og nægter, at vi her er kommet ind på en glidebare i forholdet til vore grundlæggende rettigheder.

Nu blev ytringsfriheden imidlertid indskrænket allerede ved indførelsen af straffelovens §266b i 1939! Dengang lød paragraffen:

Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger forfølger eller ophidser til Had mod en Gruppe af den danske Befolkning paa Grund af dens Tro, Afstamning eller Statsborgerforhold, straffes med Hæfte eller under formildende Omstændigheder med Bøde. Er Rygterne eller Beskyldningerne fremsat i trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved de er naaet ud til en større Kreds, er Straffen Hæfte eller under skærpende Omstændigheder Fængsel indtil 1 Aar.

Denne speciallov var naturligvis specielt møntet på Aage H. Andersen og hans særegne publikation Kamptegnet, som var ganske antijødisk, og man må jo for alt i verden ikke krænke jøderne. Det største problem ved denne paragraf var, at begrebet ”falske rygter og Beskyldninger” er et tvivlsomt begreb, som vi også kender det fra Facebooks ”faktatjekkere”. Hvem er kompetent til at afgøre, hvad der er sandt eller falsk i en given sammenhæng? Denne afgørelse er oftest rent politisk, som vi ser det i den såkaldte ”klimadebat”, hvor al saglighed skubbes til side af en politisk dagsorden. Paragraf 266b døde imidlertid i praksis ved den tyske besættelse af landet, og selv om den stadig fandtes i bogen efter 1945, fandt den ingen rigtig anvendelse, før den blev udvidet i 1971 – efter befaling fra FN. Siden er den så blevet udvidet ad flere gange efter salamimetoden, således at den i dag er kommet til at lyde således:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

De 3 senere udvidelser er fremhævet. Det er imidlertid ikke det hele. Der er nemlig i løbet af årene sket en gradvis udvidelse af, hvad man fra anklagemyndighedens og domstolenes side anser for at være en overtrædelse af denne lov. Her spiller også alle venstrefløjens aktivistiske dommere en afgørende rolle. Især stk. 2 indbyder til fri fortolkning.

Det er derfor ikke underligt, at der igennem de seneste ca. 10 år er sket en fordobling af antallet af sager, der fører til tiltalerejsning, ligesom antallet af domsfældelser er steget fra 1 i 2010 til 12 i 2019. Der er juridisk set ingen ytringsfrihed i det spørgsmål, der er af allerstørst betydning for danskernes og Danmarks fremtid, og loven fremmer nøjagtig de ting, der i ethvert sundt samfund må og skal bekæmpes!

Nu er det en grundpille i retsstaten, at man ikke kan dømmes, hvis man kan bevise rigtigheden af det, man siger. Hvis man skulle være så formastelig at sige, at negre er mindre intelligente end hvide – og kan understøtte denne påstand med diverse videnskabelige undersøgelser, burde ethvert retsprincip vel tilsige en, at man ikke kan dømmes. Men nej.

Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 af 14. september 2011, J.nr. RA-2010-609-0080 om “Behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6” fastslår således blandt andet:

“Det bemærkes, at anklagemyndigheden under straffesagens behandling i retten bør modsætte sig et eventuelt krav fra tiltalte om at føre bevis for rigtigheden af f.eks. beskyldninger om grov kriminalitet. Der vil i den forbindelse kunne henvises til U2000.2234H, hvor Højesteret tilkendegav, at der ikke havde været grundlag for at give tiltalte adgang til den ønskede bevisførelse, der bl.a. havde til formål at godtgøre, at tiltaltes udtalelser hvilede på videnskabelige undersøgelser.”

Endvidere skriver Rigsadvokaten:

“Strafbarheden afhænger ikke af, om den pågældende gruppe rent faktisk har følt sig truet, forhånet eller nedværdiget. Strafbarheden beror på en generel vurdering af, om de relevante udsagn i den konkrete sammenhæng kan anses for egnede til at fremkalde frygt (trusler) eller virke forhånende og/eller nedværdigende.”

Retstilstanden er på dette – og mange andre områder – som på hekseprocessernes tid. Der er intet forsvar, og tiltalerejsningen bygger på vilkårlighed med politisk slagside. Enhver påstand om, at Danmark skulle være en retsstat, er lattervækkende. Vi lever under et terrorregime, hvor der hersker fuldstændig vilkårlighed. Vi har set mange sager, hvor den ”krænkede part” er udlændinge, men jeg finder ikke nogen sager, hvor danskere er blevet krænket – og det er der ellers mange tilfælde af! Blot gå til en tilfældig muslimsk demonstration eller BLM-demonstration. Selv om loven teoretisk skulle gælde for alle, anvendes den i praksis kun imod danskere. Det vil næppe føre til en sag, hvis man siger, at japanere er mere intelligente end danskere. Bestemmelsen er dybest set kun på overfladen et juridisk anliggende, mens der i virkeligheden er tale om en politisk forfølgelse af mennesker af en ganske bestemt observans – dem, der vil forsvare dette land og dets fortsatte beståen! Det er danskerne, der skal kues af det nuværende forbryderregime, mens de fremmedes interesser skal fremmes. Men hvordan kan det være anderledes i en stat, der ikke kender magtens tredeling, og hvor justitsministeren sidder på såvel den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Enhver grundbog i demokrati fortæller ganske klart, at noget sådant ikke er muligt.

En lignende glidebane vil vi se i juntaens nye lov om forbud mod ”nedværdigende behandling af religiøse genstande” – en formulering, der giver vide rammer for, at vilkårligheden kan udbrede sig. Jeg vil vædde mine gamle sutsko på, at denne lov også kun vil blive anvendt på ”krænkelser” af de ømskindede muslimer, som jo i bund og grund er ligeglade med, hvad vi vantro gør, men blot ønsker at udstrække deres magt, hvilket de hermed har bevist, de kan, fordi vi har en regering, der er let at afpresse. Vi er på vej imod den totale underkastelse, og det kommer til at foregå fuldstændig som beskrevet i Michel Houellebecqs geniale roman Soumission (1) fra 2015, hvor den totale islamificering netop sker på denne måde. Ikke gennem en blodig borgerkrig, men som følge af befolkningens fejhed og ladhed! Som Jyllands-Posten skrev den 20. september 2022: ”Frihed er ikke særlig vigtig”! Befolkningen kerer sig ganske enkelt ikke om den. Der er som bekendt ingen mere indædte modstandere af netop frihed end mætte slaver. Derfor bruges en stadig voksende del af statsbudgettet på at fodre slaverne på de fribårnes bekostning! Det er alt sammen et resultat af, at vi netop ikke har nogen værdier, vi virkelig ønsker at slås for. Det har muslimerne, og derfor vil de vinde.

Som det ofte er sagt, kan ytringsfrihed ikke gradbøjes. Det er jo netop de ytringer, ingen ønsker at høre, som kræver beskyttelse. Efterplapren af den ensrettede presses og det politiske bundfalds meningsløse floskler kræver desværre i øjeblikket ingen beskyttelse! Det synes, som om den visionære engelske forfatter George Orwell så ganske er gået i glemmebogen, så lad os repetere et af de mindre kendte citater fra hans hånd: ”Jo længere et samfund glider bort fra sandheden, desto mere vil det hade dem, som siger den!”

Det mest forstemmende i denne forbindelse har imidlertid været ”almindelige” menneskers reaktion på afskaffelsen af endnu et stykke af vor frihed. Et par citater fra det virkelige liv: ”Det er da godt, det endelig er blevet forbudt at brænde den koran, så vi igen kan få fred!” Eller: ”Man må jo ikke gøre noget, som gør andre kede af det!” Til de første kan man blot svare med Benjamin Franklins ord: ”Den, der foretrækker sikkerheden frem for friheden, fortjener ingen af delene!” Til den anden må man fastslå, at det er umuligt at gå igennem livet uden at gøre nogen ”kede” af det. Det må disse sarte sjæle lære at tåle, for i et demokrati har man friheden til at sige sin mening, selv om den ikke passer ind i andres verdensbillede. Personligt føler jeg for eksempel hver eneste dag som én lang krænkelse, der forværres, hver gang jeg fornemmer uddunstningerne fra bunken af forrådnende affald på Christiansborg. Men det gør naturligvis ikke noget. Det er kun de politisk korrekte, der ikke må blive kede af det. Jeg må i den forbindelse blot fastslå, at et samfund, der indretter sig efter, hvad små mennesker kan blive kede af, eller føler sig krænkede over, fortjener at gå under, for det kan ikke samtidig være et frit samfund. Det er et sygt samfund, der skaber denne krænkelseskultur, som højst hører hjemme på børneværelset. I et samfund brydes meningerne. Hvis min nabo siger, at han elsker Mette Frederiksen, bliver jeg jo ikke ked af det – jeg synes, han er en idiot, men det er noget andet. Jeg bliver højst ked af at måtte konstatere, at landet er befolket af stupide mennesker og derfor er dødsens, men jeg vil dog ikke frakende ham retten til at mene det og til at sige det højt. Jeg vil højst forsøge at bringe ham på bedre tanker gennem saglig argumentation. Men vi er kommet dertil, hvor man selv på universiteterne skal beskytte de ”studerende” imod tanker, ”der gør dem kede af det”. Denne krænkelseskultur er det stik modsatte af frihed og demokrati – ja, det er en fornægtelse af selve universiteternes væsen. ”Solidum petit in profundis!” sagde man på mit gamle universitet om ankeret og delfinerne i universitetets logo, ”Søger i dybet den faste grund!” I dag er man nødt til at blive på overfladen, hvor ingen kan føle sig utryg ved en konfrontation med ny viden, dybere indsigt eller gamle tanker. Det er et system, hvor enkelte højtråbende idioter kan undertrykke det store flertal. Jeg ønsker mig at leve i et samfund af voksne og ikke i en vuggestue styret af skøre postpubertære kællinger!

Danskerne er i dag tomhjernede, magelige væsener, for hvem det blot gælder om at få deres varme mad. Det er et folk uden virkelige idealer og uden en forståelse for, hvad der holder dette samfund sammen. Men diskussionen viser med al ønskelig tydelighed, at et frit samfund må være et homogent samfund byggende på sund fornuft. Frem for alt skal vi ikke være nødt til at tage hensyn til fremmede kulturers besynderlige forestillinger her i vort eget land. Til gengæld skal vi respektere dem, når vi kommer til deres lande. Og hvis vi finder, at det er for galt, når de brænder kirker, bibler og kristne, ja, så må vi jo bare blive væk – for vi har en regering, der aldrig kunne finde på at lægge pres på dem for at standse det. Eller vi må acceptere det uden vrøvl. Vi skal ikke ændre på samfundet i Saudi Arabien – men de skal heller ikke blande sig hos os!

Den vel nok grundigste behandling af ytringsfriheden findes i Peter Germers juridiske doktordisputats Ytringsfrihedens væsen, Juristforbundets Forlag 1973. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man definerer en ytring og afgrænser den fra en handling – thi handlinger nyder ingen retslig beskyttelse – og om, hvorvidt der tilskyndes til ulovlige handlinger. Peter Germer var meget skeptisk over for den nye version af 266b. Mit synspunkt på dette er, at en væsentlig indvending imod en sådan lovgivning er, at den fører til selvcensur, og en selvcensur vil altid tendere til at være meget forsigtig, og dermed udgør den en betydelig indirekte begrænsning af ytringsfriheden. Ingen ønsker jo i et totalitært og de facto retsløst samfund som det danske at komme i nærkontakt med regimets politisk bestemte vilkårlighed. At afbrændingen af koranen ikke blot er en handling, men en ytring, fremgår endvidere klart af, at det vil være tilladt at afbrænde en koran hjemme i haven, men strafbart at slå en video af afbrændingen op på nettet. Her er det strafbare jo helt klart ikke handlingen, men derimod ytringen.

Når man i det hele taget har grebet til disse nonverbale protester, er det jo netop, fordi straffelovens paragraf 266b forbyder en selv nok så saglig diskussion af spørgsmål om race, religion og – ikke mindst – køn. Det vil på det nærmeste være umuligt at imødegå kønsidiotiet uden af overtræde denne antidemokratiske lov. Endvidere er det, muslimerne tilstræber, at umuliggøre enhver form for religionskritik, det vil i praksis sige en kritik af islam, ikke af kristendommen. Dette er bare det første skridt. Afbrændingen er, hvad Germer omtaler som ”fortvivlelsens selvhjælp”.

Man siger, at afbrændingen af koranen er respektløs. Ja, det er den naturligvis, men respekt er noget, man skal fortjene. Det er ikke noget af Gud givet. Det, at man opfinder en himmelnisse, der har dikteret en bog til en analfabet, som har skrevet den ned, og at man kalder en aggressiv og barbarisk ideologi for en religion, giver ikke umiddelbart denne ideologis tilhængere noget krav på nogen særlig respekt. Der er i USA en gruppe mennesker, som i fuldt alvor mener, at Adolf Hitler var en guddommelig udsending fra de højere magter, og som derfor dyrker ham inden for strengt religiøse rammer. Mon der også følger en særlig respekt med over for dem og AH? Jeg tvivler. Og så skal det i den forbindelse blot tilføjes, at der i både islams og kristendommens navn er blevet slået væsentlig flere mennesker ihjel end i Hitlers.

Stater, der har den islamiske ideologi som religion, optræder som antydet mindre end respektløst over for tilhængere af andre religioner, ja, ud fra de herskende vestlige ”værdinormer” vel også over for deres egne muslimske borgere, og hvis man skal tage midlertidigt herboende muslimers opførsel som udgangspunkt, bliver det svært at se, hvorfor disse skulle fortjene nogen som helst form for respekt. Tværtimod skulle jeg mene, at den yderste foragt var bedre på sin plads. Ja, hvis man læser lidt i Koranen, bliver det vanskeligt at se, hvorfor der ikke er iværksat en juridisk proces for at få denne forbudt i henhold til straffelovens ovenfor omtalte paragraf 266b, idet den utallige gange opfordrer til at dræbe ”vantro” (det er os), jøder, homoseksuelle osv. Sådanne afvigere kaldes over en bank for aber, æsler, svin mv. Dette falder bestemt ind under straffelovens bestemmelser om trusler, forhånelse og nedværdigelse. Dette så meget mere, som disse regelmæssigt fremføres i landets moskeer og koranskoler, hvor oplæsning af koranen er helt central, og hvor landets retmæssige borgere ved gæsternes blotte bekendelse til denne såkaldte religion trues, forhånes og nedværdiges. Det er kendetegnende for en retsstat, at de samme bestemmelser og den samme retshåndhævelse gælder for alle – men Danmark er ingen retsstat. Her kan den imbecile herskende politikerkaste lyve åbenlyst og begå underslæb, bedrageri og embedsmisbrug, ja, statsministeren kan uden videre overtræde grundloven selv, uden at det får nogen konsekvenser, så hvad kan man forvente? Prøv at lave en udgave af koranen, hvor ”vantro”, ”jøder” og ”homoseksuelle” erstattes af muslimer – og der vil straks blive reserveret plads til dig på Hotel Gitterly.

Jeg er helt overbevist om, at vore brave demonstranter nok skal finde på en anden måde at udtrykke deres foragt på end ved at afbrænde koranen. Hvad med at tegne store billeder af ”profeten” for derefter at afbrænde dem foran diverse landes ambassader? En dobbelt fornærmelse! Men så skal politikerne nok finde på at kriminalisere det også. Vi er i fuld fart på vej ned ad glidebanen mod den totale tilintetgørelse af os selv – og Danmark.

Povl H. Riis-Knudsen

***

Note

(1) Dansk titel Underkastelse. Se anmeldelse i Povl H. Riis-Knudsen: Utidssvarende betragtninger 2017, der indeholder flere artikler om denne emnekreds.