Et hovedtema i The Culture of Critique er, at flere jødisk dominerede intellektuelle bevægelser udviklede teorier, hvor hvides (og kun hvides) etnocentrisme var et tegn på en psykiatrisk lidelse. Det gjaldt ikke kun Frankfurterskolen, som måske var den største synder, men også Richard Hofstadters diagnose af »statusangst« for hvide, der var bekymrede for deres fortrængning, og Erich Fromms analyse i form af »sadomasochistiske reaktionsformationer« (se her, s. 195ff). Alle disse bevægelser blev hjulpet på vej af psykoanalysen, en uendelig plastisk antividenskab, som var i stand til at opnå ethvert ønsket resultat.