I januar hængte Iran et par mordere. Mordene var politisk motiverede, men det er jo ikke nogen undskyldning. Hvis det var det, ville vestlige politikere skulle forstærke deres livvagter betydeligt. Som konsekvens heraf har udenrigsministeren, øltønden Lars Løkke Rasmussen, indkaldt Irans ambassadør i Danmark til en alvorlig samtale i udenrigsministeriet. Det skal nok få ambassadøren til at ryste i bukserne…

Men undskyld mig: Hvad kommer den sag Danmark ved? Mener vi også, at vi har retsmyndighed over Iran? Dette er om noget et indre iransk anliggende. De to hængte har eklatant overtrådt loven og er blevet dømt af landets domstole. Man kan synes om styret i Iran, hvad man vil, og man kan have sine tvivl om retsprincipperne set ud fra vort synspunkt, men det er altså iranerne, der selv har valgt det. De kunne have støttet shahen, men flertallet i befolkningen havde fået nok af shahens amerikanisme og dermed forbundne kissemissen med Israel og foretrak ayatollah Khomeini, som fra sit eksil i Frankrig førte en intens og effektiv kamp mod shahen ved hjælp af en stadig strøm af kassettebånd med islamistisk indhold. Frankrig lod det stiltiende ske, selv om det jo ellers er god latin, at mennesker med politisk asyl ikke driver politik fra værtslandet. Og Amerika lod naturligvis shahen falde, selvom man selv havde indsat ham som statholder – på samme måde som man har ladet alle andre amerikanske støtter falde, når det er forekommet regimet i Washington opportunt. Amerika støtter folk, som rebet støtter den hængte.

I ethvert samfund er der nok en opposition, som ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Jeg er for eksempel særdeles utilfreds med Danmarks politiske system, og jeg så gerne politikerne dingle fra lygtepælene, ligesom deres skrig fra torturkammeret ville være den sødeste musik i mine ører. Og jeg er ikke alene om det. Men når behjertede nationalister protesterer og demonstrerer, ignoreres det af pressen, og når jeg udgiver mine kritiske skrifter, sørges der for, at de får en så lille udbredelse som muligt. De læses stort set kun af menigheden, for de anmeldes ikke, og bibliotekerne køber dem ikke, fordi Bibliotekscentralen ikke forsyner dem med en lektørudtalelse. Både pressen og Bibliotekscentralen beherskes af gammelkommunister, som sørger for, at det kun er deres evangelium, der bliver prædiket over der, hvor de kan gøre deres indflydelse gældende.

Sådanne grupper finder man som sagt overalt. Men når det nu gælder Iran og Rusland, så tillægges sådanne gruppers protester alverdens betydning, og deres budskab når ud i hele den (amerikanskstyrede) vestlige verden. Penge synes de heller ikke at mangle, og styringen og koordineringen af disse såkaldte folkelige protester er yderst professionel. Hvem mon der sørger det? Som sædvanlig er det USA’s afdeling for undergravende virksomhed, der er i sving, for USA ønsker et svagt og splittet Iran, da et stærkt Iran er til fare for Israel, og det er Israel, der angiver tonen i den amerikanske regering i alle anliggender, der blot i svageste grad vedrører Mellemøsten, hvor jeg i øjeblikket opholder mig. Ingen er her i tvivl om USA’s indblanding i denne sag. Man ved, at det er USA, der har ødelagt hele den arabiske verden for at beskytte Israel mod arabernes forståelige vrede. Iran er ikke arabisk, og man har indtil videre holdt stand imod alle odds. Mon styret nu overlever en reprimande fra Lars Løkke Rasmussen – en på alle måder ligegyldig og latterlig figur?

Iran er en suveræn stat. Vi hører ellers så meget om, at suveræne stater kan gøre, hvad de vil – men det gælder måske kun Ukraine? Forholdet imellem stater er hidtil blevet reguleret af folkeretten, der er baseret på jura. I dag er denne blevet erstattet af, hvad USA kalder ”regelbaserede” retningslinjer. Men det var jo netop det, folkeretten er. Det ”regelbaserede” består i dag i Amerikas ensidige fastlæggelse af nogle værdibaserede regler og normer, som man i fuldt alvor mener alle andre nationer skal følge – mens USA selv kan skalte og valte med andre stater efter forgodtbefindende. Det er jo et udtryk for storhedsvanvid – og det er sygt. USA’s værdier er ikke universelle – tværtimod er de antiværdier, som er ødelæggende for ethvert samfund, der hengiver sig til dem.

Man kan være uenig med højsalig Ayatollah Khomeini om mangt og meget, men én ting havde han i hvert fald ret i ”Amerika er den store Satan”, og man kan også kun være enig med hans efterfølgere i, at undervisning i engelsk er overflødig, da sproget ikke er er bærer af sunde værdier. Der er så rigtigt, som det er sagt! Det er noget, vi også burde tænke på.

Nu indfører Vesten så endnu flere sanktioner imod Iran – angiveligt fordi de ha krænket de såkaldte ”menneskerettigheder”. Altså: Ukraine må gerne myrde 14.000 civile igennem 8 år, og USA må gerne slå 500.000 irakiske børn ihjel og bombe Serbien med et større antal døde til følge – samt smadre hele den arabiske verden og Afghanistan med utallige dødsofre som resultat. Men Iran må ikke henrette to mordere. Hvor mange mordere henretter USA – og hvor mange af dem er uskyldige?

Der måles med to forskellige alen her! Dertil kommer, at ”menneskerettigheder” er et intetsigende vestligt begreb. Mennesker har ingen iboende rettigheder. Naturen giver ingen levende organismer nogen rettigheder. Rettigheder kan etableres inden for en stats retsorden, byggende på denne stats moralopfattelse, religion etc. Det er juridiske rettigheder, og de er forskellige fra land til land. Mennesket er i naturen ikke noget særligt, og det, at en organisme går på bagbenene og ikke bærer fjerdragt, berettiger den ikke til noget som helst.

Og det er både imperialistisk og racistisk, når USA vil pådutte verdens sit perverterede værdisystem som en gudgiven ret.