Rapport fra åndssvageanstalten på Christiansborg

Søren Pape Poulsen udnævnte sig selv til statsministerkandidat, og som hun burde have forudset, gik pressen herefter i gang: Konservative skal ikke have lov til at blive statsministre – og Pape frembød adskillige angrebsflader. Den mest nærliggende og saglige ville have været at undersøge hendes embedsførelse som borgmester i Viborg, der afslører en fuldstændig inkompetent person, der enten bare er dum eller bundkorrupt – eller sandsynligvis begge dele, hvem ved? Hendes tid som justitsminister var heller ikke glorværdig.

Men den mere maleriske angrebsflade var at finde i Papes privatliv. At Pape Poulsen slet ikke er til piger, men selv vil være pige for en mand, det er jo i dag en helt normal ting. Det er højeste mode, men hos Pape nok snarere et naturligt anlæg. Under alle omstændigheder var det jo ingen hemmelighed, hun havde selv gjort det til et offentligt anliggende ved at præsentere sin ”mand” på de konservatives (?) landsrådsmøde. Det var så møj fin en mand – fra Den Dominikanske Republik med et etnisk stamtræ, som man nu finder det på de kanter. Havde han været en hund, ville man have betegnet den som et gadekryds. Men det er i vore dage også en helt naturlig ting, som man slet ikke kan tillade sig at skrive om. Og så havde han en onkel – eller sådan noget – som angiveligt havde været præsident i landet – og så var han angiveligt så sandelig også jøde – det fineste, man kan være her i dette land, et sandt adelsmærke. Så denne fine mands kone – altså Pape – var lykkelig, og fremviste til enhver tid sin nyanskaffelse med stolthed – og klædt i kjole og hvidt og med et konstant dumt smil var han sin kone mere værdig, end denne i mangel af selverkendelse indser. De to passer sådan set fint sammen – et ægteskab, indstiftet i himmelen.

Det viste sig nemlig ved en dybdepløjning, at den fine mand fra det varme land var fuld af løgn. Han var – naturligvis – ikke jøde. Det var vel nok at kaste et blik på ham for at afgøre det. Han var syvendedagsadventist – og det er som bekendt noget andet. Og hans onkel var – oh, ak og ve – ikke forhenværende præsident i Den Dominikanske Republik – eller noget andet sted. Man kunne nok få det indtryk, at der blot var tale om en ganske almindelig købemand fra rendestenen – og købemænd (og ditto piger) er der en del af på de kanter. Ja, nogle valfarter dertil af samme grund. Men det skal vi naturligvis ikke kunne udtale os om.

Dertil kommer endvidere mandens optræden. Taget for spritkørsel, mens Pape var justitsminister, antastede en slovakisk advokat på et værtshus, hvilket helt fortjent indbragte ham en på tæven – men advokaten kom i spjældet og blev udvist, fordi det angiveligt var en ”hadforbrydelse”. Dommen blev omstødt, men i spjældet kom den antastede alligevel – og man kunne nærliggende nok antage, at det gik ham så ilde så hurtigt, fordi det var Papes forlovede, det var gået ud over. Der er jo nemlig en lov for folk på gulvet – og en anden for den ædle politikerkaste.

Kort sagt, Papes ”mand” var ved at blive en belastning, der kunne true Papes statsministerdrømme. Derfor lader Pape sig nu skille fra sin ”mand” – og dermed skulle sagen så være ude af verden, mener man – selv om der naturligvis er lidt reparationsarbejde at gøre.

Hør nu her! Et er, at Pape er til mænd. Hvad folk gør i deres soveværelser, er der ingen grund til at blande sig i. Det er virkelig en privat sag. Men for normale gennemsnitsmennesker, der er tro mod biologien og ikke lider af en medfødt svaghed for deres eget køn – hvilket vor store forfatter Herman Bang selv betegnede som en sygdom, der gjorde hans liv til et helvede – ja, for dem er det nu engang en vederstyggelighed. Det er derfor, man bør holde et sådant privatliv inden for sine egne fire vægge – eller i hvert fald udvise en vis diskretion. Vi skal have lov til at være her alle sammen, siger man så smukt – men det indbefatter altså også normale mennesker med normale instinkter. Deres naturlige opkastningsreflekser bør ikke stimuleres i tide og utide. Og det gælder ikke kun disse tilbøjeligheder – der er også andre afarter af livets private sider, der bedst holdes netop private (spørg bare Lars Findsen). Det skulle forekomme mig, at dette især gælder for folk, der kalder sig konservative og kristne, og som priser netop de dertil hørende idealer, og hvis jeg ikke tager meget fejl, går disse idealer netop ud på, at man har en rigtig kone, med hvem man får rigtige børn og lever et rigtigt familieliv. Men det er måske gammeldags, dog troede jeg i min naivitet, at konservatisme netop vil konservere de værdier, samfundet er bygget op på – nemlig familien og børnene.

Nuvel, det er naturligvis ikke det, Pape falder igennem på – det gør ham i mine øjne kun latterlig. Det hun falder på – ligegyldigt hvor mange gange hun lader sig skille fra sin ”mand” – er en usædvanlig ringe dømmekraft, og en usædvanlig mangel på nysgerrighed og menneskekundskab. At hendes ”mand” ikke er jøde, er jo evident – og det ville være meget let at verificere. Enten er Pape blind, eller hun er simpelthen for dum. Også historien om præsidenten ville vel kunne efterprøves – og under alle omstændigheder er den da så interessant, at den ville kalde på flere detaljer – simpelthen af almindelig menneskelig nysgerrighed og interesse. Dertil kommer mandens helt utilstedelige opførsel – der også skal have manifesteret sig i diverse sidespring. Sig mig, hvem du omgås, og så skal jeg sige dig, hvem du er.

Pape er også blevet kritiseret for angiveligt at have holdt møder med politikere i Den Dominikanske Republik uden at have orienteret udenrigsministeren. Det synes jeg så til gengæld må være hendes helt private anliggende. Det interessante ved den historie er vel snarere, hvordan disse møder kom i stand, og om det virkelig var politikere, hun havde møder med – eller blot folk, hendes ”mand” havde indhyret til formålet for at støtte sin åbenlyst falske selvbiografi. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det måtte være noget for den dybdepløjende presse.

Søren Pape Poulsen er ganske enkelt blot en latterlig tåbe, der på bedste vis eksemplificerer manglen på potentiale i Det Konservative Folkeparti. Og hun er ikke statsministermateriale. Hun har en 2-årig speditøruddannelse – og det er det. Hun påbegyndte en seminarieuddannelse, men fuldførte den aldrig. Alligevel har hun arbejdet lidt som lærer – og ellers som speditør. Der burde altså være meget langt til chefstolen i landets største firma – staten.

Mette Frederiksen er lige så uvidende og tåbelig. Hun handler ud fra et malplaceret kvindeligt instinkt. Hun træder på lovene, krænker folkets ret – øder dets penge bort og hetzer for at få en tredje verdenskrig. Men hun ved i det mindste, hvad hun gør – som regel da i hvert fald. Hun skal derfor stilles til regnskab ved en domstol. Pape falder ind under tåbeparagraffen.

Tilbage bliver altså Jakob Ellemann-Jensen – og han er heller ikke statsministermateriale. Han har dog i det mindste en slags uddannelse – selv om jeg ikke giver så meget for den – og så er han da løjtnant. Men han er langt fra at være general. Han er sin fars lille spolerede kæledække – en mand uden karisma (i modsætning til faderen) og uden personlighed.

Det er totalt ligegyldigt, hvilke af de idioter man stemmer på! Og det er netop sådan de folk, der ejer (se f.eks. i UK) politikerne, vil have det. Ligegyldigt hvem der går af med sejren ved det kommende valg, fortsættes kursen mod afgrunden med uformindsket styrke.