Afghanistan

Vestens åbenlyse og ydmygende nederlag til en bande religiøse fanatikere og analfabeter i
Afghanistan har fremkaldt mange kommentarer og betragtninger. Det er tid til selvransagelse. Hvad lavede vi egentlig i dette fjerne og os uvedkommende land, der har lagt så mange imperier i graven?

Det begyndte med Al Qaeda, hvis rolle i attentatet imod World Trade Center i New York der er god grund til at diskutere, for de ubesvarede spørgsmål er mange. Det er mit gæt, at de reelt ansvarlige for det skal findes et helt andet sted på landkortet, men det er selvfølgelig i nogen grad spekulation. At det skulle tage flere år at finde og dræbe Usama bin Laden var i sig selv et dårligt tegn, og en sådan organisation – hvis den altså findes og har den styrke, det påstås – står og falder ikke med en enkelt mand. Amerikanerne har påstået, at de har tilintetgjort Al Qaeda. Hvis Al Qaeda virkelig findes, er det nok tvivlsomt. Men hvad så derefter?

Jo, Amerika og dermed hele Nato besluttede nu, at man skulle kolonisere Afghanistan og
berige befolkningen med vore syge “demokratiske” værdier og sikre kvindernes ”frihed”. Altså ganske som Sovjetunionen ville berige hele verden med sit samfundssystem. Der er ingen forskel. Ethvert nogenlunde begavet menneske kunne sige sig selv, at det ville være en dødssejler. Demokrati kræver en oplyst befolkning – det har vi nu heller ikke mere – og frem for alt et ønske om at overtage vore værdier sådan bare uden videre. Den vilje var ikke til stede. En frisk meningsmåling fra Afghanistan siger, at 99 % af befolkningen ønsker et islamistisk system byggende på sharia. Nu tilsiger demokratiske principper vel egentlig, at disse 99 % får deres vilje – eller? Men nej, de skulle bombes til at være ”demokrater”, det vil altså sige til at følge den ene % og undertrykke de 99 %. Et sådant projekt kan ikke lykkes. Det skændige er ikke så meget, at Amerika opgav det – men at man ikke spurgte de allierede om deres mening, og at man efterlod sine baser og alt det udstyr man havde givet ”regeringshæren”, der kun bestod på papiret. Taliban er derfor nu i besiddelse af et enormt våbenarsenal, med hvilket man vil kunne true og destabilisere hele regionen. Det er ikke for intet, at Rusland skyndsomst har sendt tropper til Tadsjikistan! Det er en forholdsvis svag stat, og mange afghanere er etniske tadsjiker og taler tadsjikisk….

Det danske folk har vel aldrig næret noget ønske om at føre krig i Afghanistan. Det var fra
begyndelsen Anders Fogh Rasmussens personlige projekt. Han ville tækkes USA, så han kunne blive generalsekretær for Nato – og så hans søn lettere kunne blive amerikansk statsborger, men pressen solgte det jo lydhørt til danskerne som en kamp for frihed og demokrati i Afghanistan – som om det i det hele taget kom os ved. Det har kostet mange unge danskere livet eller førligheden, og nu sidder de naturligvis med en lidt fad smag i munden, mens regeringen forsøger at bestyrke dem i, at det var det hele værd. Uden at den dog kan pege på så meget som et eneste positivt resultat, der kunne retfærdiggøre disse ofre. Og så taler vi slet ikke om de milliarder af kroner eventyret har kostet, og som kunne have forbedret livet for de svageste danskere, f.eks. pensionisterne.

Hvad der har rystet mig mest, er ikke politikernes løgne og Rasmussens misbrug af danske liv til at fremme sin karriere. Jeg har for længst indset, at politikere er latente forbrydere, der benytter enhver chance til at mele deres egen kage og styrke deres eget patologiske magtbegær. Der er intet nyt i det. De vil forhåbentlig komme til at skabe arbejde til en hel hær af bødler, når den tid kommer. Nej, det, der rystede mig mest, var ugens udvalgte artikel i Jyllands-Posten den 29. august 2021, skrevet af en Nicola Sandra Voss, journalist og presseansvarlig hos ngo’en Girltalk – endnu en snylteorganisation, som jeg er sikker på har snablen dybt nede i de offentlige kasser. Hun skildrer en samtale med en ven, der var udstationeret i Afghanistan. Han ringede til hende for med grådkvalt stemme efter lang tids tøven at fortælle hende, ”at han havde gjort det.” Hvad havde han dog gjort? Jo, såmænd, han havde skudt en fjende – død. Han var totalt opløst. Her var en ”trænet kampsoldat. Delingsfører og dedikeret i kampen for frihed”, der ikke kunne komme over, at han havde slået en modstander ihjel, som uden at blinke ville have blæst ham direkte op i skødet på Vorherre. Selvfølgelig endte han med at blive diagnosticeret med PTSD, selvfølgelig.

Vi må håbe, at vi aldrig får brug for vor hær til at forsvare dette land, for så er vi fortabt. Det er nu engang soldatens opgave at dræbe fjendens soldater – eller endnu bedre at lemlæste dem, for det koster fjenden langt mere, end hvis man blot slår dem ihjel. Jeg ved ikke, efter hvilke kriterier man udvælger udsendte soldater. Jeg må gå ud fra, at det er de bedste, man sender af sted. Så vidt er vi altså kommet i ødelæggelsen af vort folk. Det er ikke mere i stand til at kæmpe – og det ville næppe være anderledes, dersom kampene stod i Sønderjylland. Vi ser, hvordan hærgende indvandrerbander angriber sagesløse mennesker, uden at nogen går til modangreb – hverken ofrene selv eller folk ved siden af. De skynder sig bare væk. Alle dukker sig. Vi er dødsens.

Nicola synes, jo vi har svigtet soldaterne. Vi skulle nok have haft 2 udsendte psykologer for
hver soldat. Hun mener også, at vi svigtede afghanerne, som vi var kommet for at ”hjælpe”. Hjælpe? Vi så i slutspillet, hvordan det reelt forholdt sig. Alle skiftede side på en brøkdel af et sekund. Afghanerne ville ikke selv kæmpe for et andet samfund – ikke engang ”regeringshæren” og den såkaldte regering, der skyndsomst forføjede sig til Qatar. Så længe de kunne tjene en særdeles fyrstelig løn og tiltuske sig store pengebeløb gennem korruption ved at bistå koalitionen – i hver fald om dagen, mens de måske om natten var talibanere – så var de glade for ”hjælpen”. Derefter skiftede de blot side.

Jo, jeg tror såmænd gerne, at den slags udsendelser tærer på tropperne. De ser vel som de
første meningsløsheden i det hele. Vore politikere er simpelthen for dumme og drevet af en afskyelig herrefolksmentalitet. Vi alene vide, hvad der tjener afghanerne bedst! Afghanistan er et godt eksempel på et multietnisk samfund. Det er ingen kit til at binde det sammen. Hvad vi vil se i de kommende år, er en stadig tiltagende opløsning af landet, hvor hver etnicitet og hver klan slås for at tilkæmpe sig sit eget territorium. De mange efterladte amerikanske våben vil gøre det til en særdeles blodig affære.

Samtidig vil vi se en stadig stigende strøm af ”flygtninge”, der til dels kommer til Europa som en veltrænet partisanhær, hvis formål vil være at bistå med overtagelsen af vore lande. Vi har lige set, hvordan 45 tolke blev til over 1000 personer. Og så har vi endnu flere familiesammenføringer at se frem til. Lad os imidlertid i den forbindelse holde fast i én ting. Det var ikke afghanerne – tolke eller hvad de nu var – der hjalp Danmark – kæmpede for Danmark, har jeg endog set – det var Danmark, der hjalp dem. Vi skylder dem intet, tværtimod. I Østrig har man i forvejen mange afghanere. De topper kriminalitetsstatistikken, og der er vel ingen grund til at tro, at det samme ikke vil blive tilfældet her.

Hvis man vil løse ”det afghanske problem”, kan det kun gøres ved hjælp af en passende
størrelse atombomber. Det virkelige problem er imidlertid også i denne sammenhæng vore politikere. Der er ingen straf hård og grusom nok for dem!

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s