Red Famine

BOGANMELDELSE:
Anne Applebaum:
RED FAMINE
Stalin’s War On Ukraine

Doubleday, 2017

Anne Applebaum er en af de fremmeste kendere af Sovjetunionens historie, og læsningen af ”Rød Sult”, som bogen hedder på dansk, er bestemt ikke for sarte sjæle – og endnu mindre for folk med våde drømme om det socialistiske paradis.

I modsætning til, hvad de fleste uoplyste europæere tror, er Ukraine ikke Rusland. Ukrainerne er en nation med egen historie, eget sprog, egen kultur og egne samfundsmønstre, og da revolutionen brød ud i Sankt Petersborg i 1917, øjnede man en chance for selvstændighed. Det forblev ved drømmen, for Ukraine havde noget, som heller ikke de nye herrer i Rusland ville give afkald på: korn!

Revolutionen styrtede hele det gamle russiske rige ud i et hidtil uset kaos af borgerkrig, økonomisk sammenbrud og sult. Lenins korte rædselsherredømme skønnes at have kostet 17 mio. mennesker livet, men det blev ikke bedre under Stalin, der som georgier var totalt ligeglad med både russerne og ukrainerne – ja, med menneskeliv i det hele taget. Afskaffelsen af den private ejendomsret indebar også kollektiviseringen af landbruget. Hvor de russiske bønder historisk set var vant til at drive deres jord i fællesskab og først med revolutionen havde fået deres egen jord, som de til dels tog fra godsejerne, havde man i Ukraine altid haft en selvstændig bondestand, og hverken de russiske eller de ukrainske bønder var villige til at opgive deres ejendom. Dertil kom også ukrainernes forsøg på at genoplive deres sprog, institutioner og kultur. Selv om Ukraine officielt var en selvstændig sovjetrepublik i union med Rusland, havde man imidlertid ingen reel selvstændighed, hvilket man hurtigt og meget tydeligt fik at føle.

Kollektiviseringen af landbruget var naturligvis fra begyndelsen et politisk projekt. Stalin var ligesom Lenin og Karl Marx skrivebordsteoretiker, og ligesom alle de andre mislykkede eksistenser, som stod bag kommunismen og den russiske revolution, anede heller ikke han noget om landbrug eller om, hvordan mennesker reagerer og fungerer. For ham var kollektiviseringen teoretisk rigtig – ja, ”videnskabeligt” rigtig – som et nødvendigt skridt for at proletarisere bønderne og effektivisere landbrugsproduktionen, for med kornet kunne han ikke blot føde byernes arbejderbefolkning – han kunne også eksportere det til vesten for hård valuta, som kunne bruges til indkøb af maskiner og andet godt fra den kapitalistiske fjende.

Som sagt, så gjort – men bønderne ville ikke være med, og kollektivbrugene blev langtfra nogen succes, for de blev ofte ledet og styret af folk fra byerne, der intet anede om landbrug. Det mest velstående bønder, der ifølge sagens natur også var de dygtigste, blev likvideret eller deporteret til Stalins tilintetgørelseslejre. Produktionen faldt katastrofalt, men Stalin forlangte nu endnu større mængder korn fra Ukraine – korn, der ganske enkelt blev taget fra bønderne og kollektivbrugene uden betaling eller anden kompensation. Kollektivbønderne fik blot småpenge og lov til at beholde en ko og dyrke en have med produkter til eget brug. De fik med andre ord intet ud af at producere mere – ergo mistede de interessen. Når der ikke var mere korn, blev også sædekornet beslaglagt, og bønderne mistede dermed muligheden for at så næste forår. Det første til sult – og næste år, øgedes sulten yderligere, fordi der blev produceret mindre. Når kollektiverne ikke opnået de fuldstændig urealistiske normer, der blev fastlagt på et kontor i Moskva af folk, som anede lige så lidt om landbrug som Stalin, blev de pålagt store bøder, og når de ikke kunne betale, fratog man dem maskiner og trækdyr – og forventede stadig, at de kunne producere mere.

Et rimeligt begavet menneske ville nu have sat sig til at tænke over, hvordan det vel kunne være, at Europas kornkammer pludselig sultede – og ville være kommet frem til, at det måske kunne være de såkaldte reformers skyld. Men Stalin var ikke intelligent – han var kun snu – og i stedet for selvransagelse forklarede han den manglende produktion med sabotage, udenlandsk indblanding, nationalister, kulakker (1) etc., etc. Stalin var nemlig ikke interesseret i at standse sultkatastrofen. Han så den i stedet som en mulighed for at tæmme Ukraine. Sulten var blevet et våben, der blev sat ind
for én gang for alle at udrydde de oprørske ukrainere.

Så mens folk sultede, spærrede Stalin disse landområder af for omverdenen, forhindrede folk i at søge ind til byerne, oprettede sorte lister over folk og landsbyer, som ikke måtte handle eller købe på markederne, mens han samtidig sendte ungkommunister fra byerne ud for at konfiskere, hvad de kunne finde af spiseligt fra de i forvejen sultende bønder, ja, hvis de så røg fra en skorsten, skyndte de sig hen for at se, hvad man vel der havde fundet at spise, for at konfiskere det og hælde suppen ud på jorden. Folk spiste deres heste, hunde og katte. Det øgede antallet af mus og rotter, som de også spiste. De spiste lig – der var nok at tage af – og ja, de spiste deres egne børn. De slog sågar deres egne børn ihjel for at spise dem. De ville jo være døde alligevel. Samtidig eksporterede Sovjetunionen store mængder korn til udlandet!

Dette var planlagt sult – det var massemord! Det var staten, der myrdede sine egne borgere – og staten, det var Josef Stalin, på daværende tidspunkt på vej til at overgå Lenin som historiens største massemorder – senere dog overgået af sin kollega og trosfælle Mao Zedong. Ofrenes antal er naturligvis ukendt, men Anne Applebaum holder sig til 4 – 4,5 mio. mennesker i Ukraine alene. Så vidt jeg kan se, tæller hun ikke dødsfaldene blandt de deporterede ukrainere med, men de tæller i sig selv sandsynligvis et par millioner, idet chancerne for at overleve Gulag-systemet var ganske beskedne. Nogle taler om 10 mio., selv holder jeg meget af tallet 6 mio. Sagen er jo, at det er umuligt at finde det eksakte tal. Sovjetmagten destruerede alle registre over nyfødte og døde, og da den næste folketælling naturligvis blev en katastrofe, forfalskede man den og myrdede de statistikere, der havde lavet den, så der ingen diskussion kunne blive om det. Der havde officielt aldrig været sult i Ukraine eller noget andet sted i Stalins rige.

Sulten ramte ganske vist hårdest i selve Ukraine, men der var også andre områder, det gik ud over – og de fleste af dem var netop de mest frugtbare jorder, hvor der også var en stor ikkerussisk befolkning. Kubanregionen i Nordkaukasus, der dengang havde et ukrainsk befolkningsflertal, og Volgaregionen med den tyskbefolkede Volgarepublik. Dertil kommer Kasakhstan, hvor 1,5 mio. kasakhiske nomader og bønder blev sultet ihjel, en sult som næsten ikke berørte Kasakhstans slaviske befolkning. Endelig døde der naturligvis også et meget stort antal russere, men de var spredt mere ud over det store land og er derfor endnu vanskeligere at tælle. Efter sulten fulgte så de store udrensninger, der også gik hårdt ud over Ukraine, ja, når vi tæller det hele med, kommer vi let op på over 30 millioner, inden Vestens darling lægger sig til at dø i 1953.

Vi taler altså om et tal, der i allerede i 1941 var langt over mit favorittal på 6 mio. – nok nærmere de 20 eller 30. Og morderen var det kommunistiske system, personificeret ved Josef Stalin – Churchills og Roosevelts allierede i kampen mod ”barbariet”. Og det var ikke sådan, at man i Vesten ikke kendte til de faktiske forhold. Man vidste meget god besked, selv om Stalins beundrere, der i rigeligt mål fandtes blandt de intellektuelle snyltedyr, gjorde deres bedste for at bortforklare dette eller direkte bifaldt det. Stalin var for dem ”et menneske, hvis dimensioner overgår, hvad vi ellers beundrer af storhed… et forbilledligt menneske … en stor humanistisk skikkelse”, som kommunisten Gelius Lund udtrykte det i et hyldestskrift i anledning af Stalins 70 –
årsdag (2) . Den jødiske digter og stalinkritiker Nadezjda Mandelstam udtrykker sig lidt anderledes: ”Jeg kalder ham for et geni, fordi han i et landbrugsland formåede at tilintetgøre hele bondestanden på to år!” (3) Nadezjda Mandelstam var gift med digteren Osip Mandelstam. Begge kom senere selv i Stalins søgelys.

Jeg ville så gerne have, at nogen ville være så venlig at forklare mig, hvordan den 2. verdenskrig kan beskrives som et korstog imod umenneskeligheden. Selv om vi er meget konservative i vore udregninger, vil vi komme frem til, at Stalin havde slået mange flere mennesker ihjel allerede inden 1941 end Hitler, der på daværende tidspunkt faktisk havde meget få på samvittigheden. Og inden Stalin var færdig, blev tallet som nævnt endnu større!

Når man taler om jødernes holocaust som ”verdenshistoriens største forbrydelse”, så er det, jeg gerne vil vide, hvordan sølle 6 mio. jøder kan være en meget større forbrydelse end 20-30 mio. russere, ukrainere, kasakher mv. – eller er det sådan, at 1 jøde er mere værd end 4-5 andre mennesker? Jeg skal blot have det forklaret, for jeg er jo nok bare lidt dum. Og kom nu ikke med den der med, at det er det industrielle massemord, der gør det til noget særligt, for de beretninger, man sådan kan læse, fremstiller tyskernes massemord som meget lidt industrielle og under alle omstændigheder langt mere humane end den sultedød, Stalin påførte 10 mio. af sine egne borgere. For de døde spiller etiketteringen under alle omstændigheder nok en underordnet rolle!

Samtidig må jeg så også have at vide, hvorfor folk, der synes Hitler på mange punkter var en ret fornuftig fyr, er absolutte pariaer, der ikke kan have stillinger nogen steder eller bare simple jobs, mens tilhængere af massemorderne Mao, Lenin, Stalin og hele den kommunistiske pest, tilsyneladende er fine fyre, som kan besætte poster i hele vort undervisningssystem fra vuggestuen til universitetet, hvor de overalt kan udbrede deres bolsjevistiske fækalier uforstyrret. Hvad er det, der gør Hitlers følgere værre end Stalins, Lenins og Mao Zedongs halehæng? Er det igen, fordi jøder er så meget mere værd end andre mennesker? Kom nu med en god forklaring!

Begge parter har det jo med at underspille regimernes skyggesider, men da kommunisten og maleren Wilhelm Lundstrøm blev konfronteret med Stalins massedrab på bønderne, erklærede han åbent og ærligt:: ”Jamen, det er ideen, ideen det kommer an på!” (4) Jeg glæder mig til at se det argument anvendt om holocaust. Den, der gør det, vil blive henrettet offentligt på Rådhuspladsen – om ikke andet så i overført betydning!

Det var det Ukraine, Anne Applebaum beskriver, Hitler besatte i 1941 – et land, der var dybt præget af den netop overstående sultkatastrofe og den sovjetiske undertrykkelse. Det kunne have være en forgyldt mulighed, et modent æble, der blot ventede på at blive plukket. Ukrainerne modtog tyskerne som befriere, men Hitler havde ganske andre planer. Ukraine skulle ernære hans tropper og være kolonisationsområde for en voksende tysk befolkning – og på kort sigt var det, det drejede sig om at nå frem til olien i Kaukasus, uden hvilken Hitler vidste, at hans krigsmaskine ville gå i stå. Ukrainerne var skuffede, men tyskerne nød stadig stor sympati i befolkningen, og da krigslykken vendte, åbnede Hitler også for et samarbejde og modtag frivillige soldater fra både Ukraine og Rusland. Da var det imidlertid for sent, og dette samarbejde blev siden vendt imod ukrainerne – og det bliver det stadig den dag i dag, hvor landets nationalister beskyldes for at være ”nynazister” i forklædning.

Da Hitler gik i gang med at rense Ukraine for jøder, mødte han imidlertid også stor forståelse fra den lokale befolknings side, idet jøderne på daværende tidspunkt ikke blot stort set havde undgået Stalins vrede, men alt for ofte direkte havde medvirket som dennes villige bødler og i øvrigt havde præget den sovjetiske ledelse lige fra dag 1. Yagoda og Kaganowich var navne, ukrainerne ikke glemte i hast! Dette er et forhold, Anne Applebaum af naturlige årsager forsøger at forbigå i tavshed, og hun er ikke alene om det. Den jødiske indflydelse i den bolsjevistiske bevægelse er dog så veldokumenteret, at kun den jødiske beherskelse af medieverdenen formår at undertrykke denne viden i dag. I stedet bombarderes internettet med falske og forløjede oplysninger. Jødernes magt voksede imidlertid i en sådan grad, at Stalin begyndte at frygte dem, hvorfor de blev et af hovedmålene for hans sidste store skueprocesser – og netop disse processer bar betegnende nok kimen i sig til Stalins posthume fald og forvisning fra mausoleet på Den Røde Plads til Kremlmuren. Blandt hans ”fejl og mangler” var imidlertid typisk nok ikke hans omfattende massemord på Ukraines bønder og alle hans andre bloddryppende ugerninger – kun dem, der var begået internt, og var gået ud over andre kommunister. Det var nærmest ideologiske – ja, måske endda ”videnskabelige” fejl.

Når man læser Anne Appelbaums bog er det imidlertid meget nærliggende at drage visse paralleller til vore dages Europa. Jævnsides med den fysiske udryddelse af store dele af befolkningen, gennemførte Stalin således også en ”af-ukrainisering” af landet, der skulle afskaffe vigtige nationale institutioner, og erstatte sproget af russisk. I Ukraines kulturelle hovedstad Kiev (5) indledte man nedrivningen af alle gamle og historisk betydningsfulde bygninger, der kunne minde ukrainerne om deres egen kultur og historie, for at erstatte dem med sovjetisk arkitektur, således at Kiev i dag er en jævnt kedelig by, en by uden sjæl. Også historiske kirker forsvandt. Det er et helt under, at Sofia Katedralen endnu står, og at huleklosteret ikke er blevet jævnet med jorden. Højere læreanstalter blev nedlagt. Specielt ikketekniske og humanistiske studier forsvandt. Også sproget undergik bevidste forandringer. Man fjernede ord, der smagte af bourgeoisiet, klassefjenden, som var nationalistiske eller i videste forstand anti-sovjetiske. Den ukrainske ordbog blev afskaffet. I stedet blev der decideret udarbejdet lister over ord, der nu ikke mere måtte bruges (som i dag f.eks. neger og kønsbestemte betegnelser), og ord, der skulle bruges (i morgen f.eks. ”hen”). Det særlige ukrainske bogstav for lyden ”g” blev afskaffet (6) . Den ukrainske identitet og historie skulle i sin
helhed forsvinde.

Er der imidlertid ikke noget af dette, der minder os om i dag? Alle humanistiske og klassiske studier er afskaffet eller erstattet af snak og pjat, byerne skifter karakter – blot se på de rædselsfulde kasser, der opføres i København til erstatning for smukke klassiske bygningsværker – for slet ikke at tale om Aarhus eller Aalborg. Kirker lukkes. ”Cancel culture!” er blevet et begreb, et mål. Bøger bliver renset for uønskede ord. Navne og oplysningstavler på museer ændres etc. etc. Statuer fjernes, hvis de da ikke bare stjæles og smides i havnen af de mennesker, der egentlig er ansat til at passe på dem. Sproget udskiftes langsomt med sikkert med engelsk. Der undervises ikke mere i dansk – det skulle man i hvert fald ikke tro! Sproget får lov til at løbe løbsk.

Vi sultes ikke ihjel, men gennem P-piller og fosterdrab (40 hver dag) decimeres vor befolkning systematisk. Vore fødevarer er fulde af kemikalier, der nedsætter vor fertilitet. Kvindens ”ligestilling” betyder, at hun får børn sent, hvis hun overhovedet får nogen, hvilket igen vil sige, at der bliver mindst 30-35 år imellem generationerne i stedet for som før 20, samtidig med at vort land åbnes for fremmede folk, der får lov til at tage det i besiddelse. Vi udryddes planmæssigt. Og bondestanden – ja, den er også for længst forsvundet.

Kampen imod bønderne er noget, vi her har oplevet siden 1960’erne. Bønderne var garantien for nationens beståen, ikke blot fordi de leverer maden, men især fordi de er forbundne med naturen, jorden, hjemstavnen og nationen. Prøv at forklare en bonde, at der er 57 køn, at børn frit kan vælge, om de vil være drenge eller piger eller skifte deres køn. Eller at alle mennesker er lige, at racer er en social konstruktion, osv. Det vil være op ad bakke! For Stalin gjaldt det om at gøre dem til proletarer ligesom arbejderne, til rodløse robotter – ja, til statens livegne uden fri bevægelighed, en status, russiske bønder ellers var sluppet af med i 1861. Og helt det samme gjaldt det om i sidste halvdel af forrige århundrede. Bonden er ganske vist ikke gjort til statens livegne, han er er i stedet blevet bankens livegne – og antallet af bønder er i dag meget lavt, ja, de er ikke mere bønder – de er ”fødevareproducenter”. En stadig større del af jorden drives i selskabsform, ofte ejet af uigennemskuelige konstruktioner. Landbruget er blevet til en industri – ganske som Stalin ville have det. Hvor bonden før var forbundet med sin ejendom, ofte igennem mange generationer, er det nu blot et sted, han arbejder. I stedet for at beskæftige mennesker, investeres der i store milliondyre maskiner, som gør det nødvendigt at pantsætte sig selv til banken. Bondestanden eksisterer ikke mere. Stalins drøm er på det punkt omsider gået i opfyldelsen.

Andre gode eksempler på ”Cancel culture!” finder vi i Kina under den såkaldte ”kulturrevolution”, blandt ivrige muslimer, der er i fuld gang med at ødelægge de mange oldtidsminder i Mellemøsten, og talebanerne, der sprængte de store Buddhastatuer i Bamiyan-dalen i Afghanistan i luften. Alle disse kræfter stammer fra den samme mødding, og deres mål er dybest set det samme: at destruere alt, hvad der er godt og smukt, fordi de selv – som de undermennesker, de er – ikke er i stand til at skabe noget af blivende værdi.

Alt dette ville blot være akademiske betragtninger, hvis det ikke var for den sørgelig kendsgerning, at næsten hele Vesten i dag kontrolleres og regeres af Stalins efterfølgere – revolutionsheltene fra 1968 og de generationer, disse har kunnet opdrage siden da – i ly af al snakken om politisk og akademisk frihed. Vi kan her i sandhed tale om ”Nationens lort!” Vort Folketing beherskes i dag i vid udstrækning af menneskelignende skabninger, hvis hedeste ønske er at virkeliggøre Stalins kommunistiske samfundsmodel, hvor vi alle blot er statens slaver. Med et skatteniveau, der nærmer sig 50 % af økonomien, er man allerede kommet langt hen imod dette mål. Og den politiske og hele åndelige ensretning er kommet meget længere end i den hedengangne Sovjetunion, hvor der dog var en mere eller mindre skjult opposition. Alle vidste, at den officielle propaganda var løgn. Her er der faktisk ingen nævneværdig modstand, for i modsætning til Lenins, Stalins og Bresjnevs Sovjetunion er det lykkedes Velfærdsdanmark at bedøve masserne med materiel velstand i bytte for deres selvstændige tænkning. Velfærden vil imidlertid forsvinde brat, når den sidste rest af privat initiativ er forsvundet, og der ikke mere kommer penge i kassen (f.eks. også fra olieindvindingen i Nordsøen!) til at forsørge det stadig stigende antal fremmede droner i landet. Men så er det for sent. Politistaten er – som vi netop ser det i denne tid – allerede på plads.

En af dem, der tilsyneladende stadig drømmer om kommunismens velsignelser er dagbladet Informations anmelder Joachim Lund, der nok anerkender Anne Applebaums viden, indsigt og evner som forfatter, men som ikke sætter pris på hendes vurderinger. Men vurderinger er jo netop det, der gerne skulle komme ud af studiet af historien – ellers er det jo vanskeligt at se, hvorfor man overhovedet skulle studere den. Han kan slet ikke lide, at Anne Applebaum ikke er fuld af næsegrus beundring for den bolsjevistiske revolutions helte:

Lenin er »en heftig, paranoid, konspiratorisk og fundamentalt udemokratisk leder«; hans bolsjevikker benyttede sig af »terror, vold og ondsindede propagandakampagner«, osv. Men heri ligger netop hendes problem. For mens man ret hurtigt kan blive enig om, at kz-lejre og hungersnød måske ikke hører til verdens mest opmuntrende forskningsemner, må man også med denne bog konstatere, at personlige be- og fordømmelser simpelthen står i vejen for en dybere analyse og formidling af emnet; et problem, vi genfinder hos en hjemlig sovjetkender som professor Bent Jensen.

Hr. Lund finder det således ikke i orden at fordømme Stalins og kommunismens ugerninger – eller at prøve at sætte sig ind i de revolutionæres forudsætninger:

Hvor interessant er det egentlig, at en amerikansk journalist ved navn Anne Applebaum finder bolsjevikkernes politik forkert? En langt senere tids neoliberale nordamerikanske værdier ligefrem vælter ned over en formulering som denne – tag en dyb indånding: »For alle i kommunistpartiet var borgerkrigen et vendepunkt, både i personlig og politisk henseende. I begyndelsen af 1917 havde ikke mange af dem udrettet ret meget i deres liv. De var tågede ideologer, der ikke på nogen måde havde oplevet succes. Hvis de tjente penge, var det ved at skrive for illegale aviser. De var røget ind og ud af fængsler, på det personlige plan var deres liv kompliceret, og de havde hverken nogen regerings- eller ledelseserfaring.«

Det er vanskeligt at se noget forkert i Anne Applebaums bedømmelse af ”heltene” fra 1917, og at bolsjevikkernes politik så åbenlyst var forkert, har historien vel dokumenteret til overflod. Det synes under alle omstændigheder vanskeligt at mene andet om en politik, der medførte den myriade af katastrofer, der fulgte i kølvandet på revolutionen, med mere end 50 mio. sovjetborgeres død til følge – ikke i forbindelse med krigshandlinger imod udenvælts fjender, men netop som ofre for ”tågede ideologers” idiotier. Når folk uden evner og uden viden kommer til magten, går det nødvendigvis sådan …

Der er typisk, at små ånder som Joachim Lund forsøger at nedgøre Anne Applebaum som
”journalist”, selv om hun har en grad i historie og er flere hestelængder forud for Joachim Lund som historiker og i henseende til forskning. Vi bemærker i den forbindelse også lige hans spark til Bent Jensen, der som historiker også er lysår foran Lund. Joachim Lund mener, at både Bent Jensen og Anne Applebaum savner ”objektivitetskriterier” – og så fremhæver han ved Gud i den forbindelse litteraturen om Det Tredje Rige og Holocaust som ”eksemplarisk”. Man behøver blot at betragte titlerne for at se absurditeten i denne påstand: ”Djævelens Dagbog”, ”En skole i vold”, ”Kryssing. Manden der valgte forkert”, ”Håndlangerne” osv. Helt ærligt: Det er vanskeligt – men i Danmark ikke helt umuligt – at finde bøger om det emne, der ikke indeholder massive fordømmelser, men går man til tysk litteratur om emnet, bliver det faktisk helt umuligt. Der skal sådanne bøger forsynes med at lang række besværgelsesformularer for ikke at være strafbare – eller de skal fortie halvdelen af historien.

Ej heller synes Lunds objektivitetskriterium at stå i vejen for hans egne skråsikre og absurde vurderinger. Der viser han i sin anmeldelse af Peter Langwithz Smiths seneste bog om Auschwitz-Birkenau, Dødens bolig, fra People’s Press. Jeg har ikke læst den, og Lunds anmeldelse giver mig heller ingen lyst til at gøre det – den forekommer at være et opkog af mere af det samme, som vi har hørt tusind gange før uden nogen form for historisk kritisk stillingtagen til f.eks. de mange øjenvidneskildringer. I betragtning af, at der angiveligt kun var nogle få hundrede, der slap derfra, må det have været en lejr for lutter skrivende folk. Men lad det nu være. Smith har fundet en emnekreds, der sikrer ham ros og gode penge – bare man holder sig til den foreskrevne dagsorden – og det gør han. Det skal være ham velundt. Det er bedre end at være gymnasielærer i tysk. Emnet er jo bestemt heller ikke videre opbyggeligt eller opmuntrende. Det vil være mere end vanskeligt at finde noget positivt at sige om disse lejre. Men når Lund f.eks. taler om, ”Dødens bolig” som et mikrohistorisk studie i ondskab, menneskelig fornedrelse og sadistisk vold, ja, så spørger jeg mig, om han ikke her er langt ude over den historiske objektivitet. Ondskab er jo defineret ved at bunde i et ønske om at tilføje andre smerte, og sadisme er jo decideret en form for sindssygdom. Disse lejre havde et eller – i tilfældet Auschwitz – flere ikke specielt laudable formål, men set ud fra styrets synsvinkel indgik ondskab og sadisme sådan set ikke i deres formålsbeskrivelse. Det var her nok netop ”ideen, det kom an på”. Jeg har aldrig hørt om nogen, der gjorde tjeneste i Auschwitz af lyst – tværtimod. Men jeg kan da godt forestille mig, at dette arbejde har medført et højt mål af forråelse. Der er faktisk mange tilfælde af folk, der forståeligt nok gik psykisk i stykker på den arbejdsplads.
Lunds personlige opfattelse er her sådan set ligegyldig. Men der er for Lund naturligvis forskel på, om det er Stalins ugerninger eller Hitlers, der beskrives.

Dette forstås helt klart, når man læser Joachim Lunds anmeldelse af Paul Villaumes bog om Den Kolde Krig, ’Frygtens logik’. ”Man kunne sagtens tåle 100 sider mere…” udbryder han begejstret om, hvad han kalder ”den første autoritative, danske historiske fremstilling af Den Kolde Krig i et globalt perspektiv”. Hvem er det nu, denne Paul Villaume er? Såmænd et tidligere ledende medlem af Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), hvis udgivelser han redigerede. Vi taler her med Bent Jensens ord om en ”stalinistisk sekt”. Villaume forlod Kommunistisk Arbejderforbund i 1980, hvor dette efterhånden havde taget afstand fra alt og alle i sin søgen efter ”den rene lære”. Han forblev imidlertid hyperaktiv på venstrefløjen og var medstifter af ”Nej til Atomvåben” sammen med vennen Jørgen Dragsdahl, som han også kraftigt understøttede under dennes retsopgør mod Bent Jensen, hvor han lod al objektiv videnskabelighed fare. Paul Villaume afsvor sig Stalin – omkring 25 år efter alle andre – men han er stadig postkasserød. Alligevel har han trods sin fortid og sine åbenlyse venstrefløjssympatier opnået status som koldkrigshistorikeren over alle. Ingen har betvivlet hans objektivitet. Og forlagene står tilsyneladende i kø for at udgive hans værker. Jeg har ikke læst hans bog og skal ikke kunne bedømme den. Men jeg har meget svært ved at fatte lid til den mands objektivitet. Specielt efter at have læst Joachims Lunds lovord om den i Information, der som bekendt på det nærmeste fungerede som distributionskontor for Sovjets desinformationskampagner under Den Kolde Krig.

Anne Applebaums bog er under alle omstændigheder særdeles læseværdig, og den formidler også en hel del baggrundsviden til forståelse af dagens konflikter omkring Ukraine, hvor det synes, som om Ukraines lidelseshistorie endnu engang skal drages i tvivl. Ukraine er heller ikke i dag i nogen styrkeposition, og hvis Ukraine vil have fred, må man 1) anerkende, at Krim ikke er og aldrig reelt har været ukrainsk, 2) sikre den russisktalende befolknings rettigheder i det østlige Ukraine eller – måske endnu bedre – regulere grænsen, 3) afholde sig fra ethvert kæresteri med EU og NATO. Gør man ikke det, bliver den ukrainske selvstændighed kun en kort parentes i historien. Som en af mine
meget gode russiske venner, der var ganske provestlig og havde opholdt sig længere tid i USA, engang sagde: ”Vi vil som russere aldrig nogensinde kunne acceptere, at Ukraine er udland, og at Baltikum er selvstændigt! Det er for os en absurd tanke.”

***

Noter

(1) Egentlig storbønderne, men da disse som nævnt for længst var blevet slået ihjel eller sendt til Gulag, blev begrebet nu anvendt meget vagt om alle dem, man ikke kunne lide – og det var ganske mange!

(2) Se herom Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, Lindhardt og Ringhof, 1984, s. 162. Lenin betegnede ikke for ingenting intellektuelle som ”Nationens lort!”

(3) Stalinismens fascination, s. 79.

(4) Stalinismens fascination side 218.

(5) Den politiske hovedstad var på det tidspunkt af samme grund forlagt til Kharkiv, som i sandhed er en sovjetisk by.

(6) Det bogstav, der grafisk er et ”g” udtales ”ch” på ukrainsk.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s