Jesus har aldrig levet

BOGANMELDELSE:
Geoff Roberts:
JESUS HAR ALDRIG LEVET
Oversat fra engelsk af Niels Jørgen Lindtner.
Originaltitel: JESUS 888
Indblik 2020

Titlens nøgtern konstatering vil nok ikke være nogen stor overraskelse for de fleste. Jomfrufødsler, opstandelser, undere, spadsereture på vandet etc. er svære at sælge i dag – og de fleste er nok for længst kommet til det resultat, at disse ting blot er en myte, men mange tror desværre nok stadigvæk et eller andet sted, at manden måske, muligvis, nok har levet. Også det er – naturligvis – en myte. Det har været sagt mange gange før, men Geoff Roberts har brugt mange år af sit liv til at dykke dybere ned i sagen, og det er ikke småting han har gravet frem.

Han begynder med at opridse nogle klare kendsgerninger, som kirken ikke gerne taler om, men som ingen rigtig kan bestride. Vi er vant til at læse Det Nye Testamente (NT) forfra: først evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), så Apostlenes Gerninger og derefter brevene. Det hele er ordnet som en pæn fortløbende fortælling. Men netop ordnet! De ældste dele af Det Nye Testamente er Pauli breve, af hvilke en del er anerkendt som forfalskninger i den forstand, at de i hvert fald ikke er skrevet af Paulus. Hvorfor er denne rækkefølge vigtig? Det er den, fordi Paulus tilsyneladende ikke aner noget som helst om Jesu angivelige fødsel af en jomfru eller om hans mirakler. Ja, selv korsfæstelsen mangler enhver detalje. Det er jo mærkeligt – og endnu mere mærkeligt er det, at Paulus angiveligt har truffet både Peter og Jakob i Jerusalem, men disse Jesu disciple har åbenbart heller ikke fortalt ham noget – og de nævner heller ikke noget om disse ting i deres egne breve. Nu vil bibellæseren naturligvis sige, at det var noget, der allerede var skrevet om, noget som alle i øvrigt vidste, således at Paulus ikke behøvede at skrive om det. Men det er jo ikke rigtigt. Evangelierne var endnu ikke skrevet. Markusevangeliet er tidligst nedskrevet omkring år 70. Johannesevangeliet måske først efter år 140 – altså 2-6 generationer, efter at begivenheder skulle have fundet sted, og det oprindelige manuskript er naturligvis for længst gået tabt. De afskrifter vi har er mindst et par hundrede år yngre. Og husk, at det var kirken selv, der afskrev og opbevarede manuskripterne. Og selv om vi i sandhed taler om spektakulære begivenheder, der fandt sted i en meget skrivende tid, er der ingen andre, der nævner dem. Nu vil apologeterne komme trækkendende med Testamonium Flavianum, fra Antiquitates Judaicae af historikeren Josefus, hvor hele Jesushistorien står i et enkelt afsnit, der nøjagtig følger kirkens officielle lære, og som tydeligvis ikke har nogen forbindelse med den tekst, det står i. Det er en klar og tydelig interpolation. Josefus var jøde – han ville ikke betegne Jesus som Kristus. Det er ganske udelukket. Hos Josefus findes også en lille passage om Jacob, Jesu bror (eller halvbror, må man vel sige). Den er lige så overbevisende som den anden passage. Interpolationer i håndskrifter er ganske almindelige – de foretages tit blot for at ”forbedre” teksten, og dem finder man også i litterære værker fra oldtiden og middelalderen. Der er heller ingen, der påberåber sig disse passager for at bevise evangeliernes sandhed før flere århundreder senere, for de fandtes ikke tidligere. Der er ingen anden historiker – og der var mange på den tid – der har skrevet om Jesus eller om de 500 døde, der stod op af graven og gik tilbage til deres familier i Jerusalem i forbindelse med korsfæstelsen, som også ledsagedes af et mægtigt jordskælv. Dette ville nok have været værd at skrive om – men ingen har gjort det, og der er heller ingen arkæologiske beviser. Det havde sammen med selve opstandelsen, som den malerisk beskrives hos Matthæus, været udpræget ”forsidestof”.

Sandheden om NT er jo den prækære, at det er sammensat på kirkemødet i Nikæa i 325, hvor man diskuterede en lang række kristne skrifter, der var lige så (lidt) autentiske som dem, vi kender i dag, og hvor man sluttelig ved håndsoprækning og som et resultat af politiske studehandler udvalgte de skrifter, der skulle kanoniseres. De andre skulle helst glemmes, for der var alt for mange meninger om, hvad kristendom var. Roberts har gravet i disse ”glemte” skrifter, ligesom han gennemgår hele det religiøse landskab på den tid, hvor antallet af mysteriereligioner, frugtbarhedsreligioner og soldyrkere var ved at eksplodere, og hvor de gamle klassiske religioner stadig var i live. Han gør bl.a. læseren bekendt med både gnostikerne, essæerne, som Paulus er stærkt præget af, og Mithraskulten, som har mange lighedspunkter med kristendommen.

Resultatet er naturligvis, at der intet særligt er ved denne Jesus. Jomfrufødsler, korsfæstelser, mirakler, indtagelse af gudens legeme og blod ved hellige måltider – det er alt sammen set før, og tit er lighederne så slående, at konklusionen ligger lige for: Jesus er intet andet end et kopiprodukt.

Kristne henter beviser for kristendommen i Det Gamle Testamente (GT) – i alle forudsigelserne, der gik i opfyldelse. Men ingen af beretningerne i GT kan bekræftes af arkæologer eller historikere. Der foreligger ingen skriftlige kilder – og f.eks. ægypterne skrev meget. GT er lige så frit opfundet som NT. De fleste af forfatterne til NT var formodentlig jøder. I hvert fald har de anbragt Jesusfiguren inden for jødiske rammer og var fuldt fortrolige med forudsigelserne i GT, som de uden besvær fik til at gå i opfyldelse..

På vor rejse gennem alle disse andre religioner påpeger og forklarer Roberts også de slående ligheder i myter og symbolik. Ligeledes giver han os et kursus i soldyrkelsen og den dermed forbundne astronomi, som også har direkte nedslag i kristendommen. Det samme gælder frugtbarhedskulterne. Der er rent faktisk intet i kristendommen, der ikke kan føres tilbage til en kendt kilde.

Helt galt går det imidlertid, når vi begynder at sammenligne Det Nye Testamente med buddhistiske skrifter på sanskrit og pâli. Her ser vi nemlig umiddelbart en meget nøje overensstemmelse med historierne i NT, helt ned på det sproglige plan. Ja, man kan næsten tale om en piratkopi. Oversættelse var imidlertid dengang noget andet end i dag. Man oversatte i vid udstrækning lyd til tilsvarende lyd på målsproget uden tanke for indholdet. Det var langt vigtigere at bevare ordenes talværdi – og nu studser læseren naturligvis. I oldtiden havde bogstaver nemlig også en talværdi, idet man ikke havde nogen tal. Vi genkender lidt af det i romertallene, men på oldgræsk har hvert
bogstav en talværdi, og når bogstavernes talværdi lægges sammen, har man ordets talværdi. Og centrale ord har ofte en hellig talværdi, som man også kan finde udtrykt i arkitekturen. Disse principper bruges i allerhøjeste grad i NT – helt svarende til de buddhistiske skrifter. Dette ses naturligvis kun, hvis man læser den oprindelige græske tekst – og hvor mange gør det? Selv præster er ofte ikke alt for velbevandrede i dette sprog.

I et efterskrift forklarer den nylig afdøde og stærkt savnede førende danske sanskritist Dr.phil. Christian Lindtner dette oversættelsesprincip og viser eksempler på dets anvendelse i NT. Herefter må den historiske Jesus erklæres død – helt død. Samtidig udgør efterskriftet et heftigt opgør med teologerne. De teologiske fakulteter betegner Lindtner som ”svindelfirmaer”, der ”driver propaganda og ikke videnskab”.

Igennem flere år har Christian Lindtner forsøgt at få de teologiske fakulteter til at studere disse buddhistiske kilder, men interessen har – af måske forståelige – grunde været begrænset, og jeg syntes bestemt, jeg kunne høre fløjlsmaverne drage et lettelsens suk ved Lindtners alt for tidlige bortgang. I det lange løb vil der imidlertid ikke være nogen vej uden om at lære sanskrit, hvilket vel heller ikke skulle være nogen uoverkommelig opgave for akademikere. Det vil være et nyt og meget givtigt forskningsområde, men det vil uundgåeligt føre til aflivelsen af krammedyret Jesus. Spørgsmålet er imidlertid: ”Hvad så?” For de allerfleste mennesker vil det som nævnt næppe spille den store rolle. De ved det godt i forvejen. For Jehovas Vidner og forstokkede gammelkristne vil der blot være tale om snubletråde udlagt af Satan selv for at forvirre os. For teologerne vil opgaven imidlertid komme til at bestå i at udtænke, hvordan man kan redde resterne af kristendommen – og dermed kirken – over i den nye tid. Hvis teologerne fortsat ikke vil lære sanskrit og studere NT’s kilder, giver de Lindtner ret. De driver ikke videnskab og har intet at gøre på landets såkaldte universiteter. De er jo meget velkomne til at gendrive Roberts’ bog og Lindtners forskningsresultater, hvis de kan, men mit gæt er, at de blot ignorer begge dele. Når man lukker øjnene, eksisterer virkeligheden jo ikke, og man kan fortsætte i den gamle skure og leve et bekvemt og beskyttet liv på skatteydernes regning.

Selv om selve historien er lige så frit opfundet som de nordiske gudesagn, forbliver både GT og NT imidlertid fantastisk litteratur i absolut verdensklasse. Nogle vil også finde behag i kristendommens åndelige budskab – og nogle vil se NT som et forstudie til Det Kommunistiske Manifest, en udlægning, vi gerne vil være foruden, og som der i et sundt samfund ikke vil være plads til.

Dertil kommer imidlertid også, at et folk uden religion er i yderste dødsfare, som Vilhelm Grønbech udtrykte det. Et rent materialistisk samfund vil være en sand rædsel, og mennesket har også brug for ritualer og ceremonier – et sted, hvor den protestantiske kirke lader meget tilbage at ønske. Spørgsmålet er, om teologerne kunne genopfinde biskop Absalons form for kristendom, som nok er den eneste, vi vil kunne overleve med.

Allerhelst ville jeg personligt se enten den nordiske gudelære eller måske mere realistisk den græsk- romerske mytologi og filosofi som et grundlag for en europæisk åndelig genrejsning, for historisk set har kristendommen igennem de sidste 200-300 år været med til med sin misforståede humanisme at styre Europa mod afgrunden. Der er som bekendt ”en tid til at hade” – og også ”en tid til at slå ihjel”, således som det fremgår af Prædikerens bog. Og den tid er NU!

Vi trues i dag af en ny fremmedartet religion, der ingen borgerret har i dette land og aldrig nogensinde må få det. Den er os lige så fremmed som kristendommen var i sin oprindelse, men kristendommen er i dag i den grad sammenvævet med europæisk kultur, at den ikke vil kunne fjernes. Det er lige så vigtigt at kende Biblens eventyr som at være hjemme i de nordiske myter for at kunne forstå vort samfund og vor litteratur, musik og malerkunst. Islam er i den grad kulturfjendsk og i endnu højere grad end kristendommen fokuseret på et imaginært paradis efter døden, at den aldrig vil kunne blive en del af Europa. Skal vi vælge mellem kristendommen og islam, kan vi kun vælge kristendommen – men det må i så fald blive en ganske anden form for kristendom – en kristendom, der ikke bygger på den løgn, alle godt inderst inde ved, der er tale om, og som styrker folkets selvopholdelsesdrift og ikke nedbryder den.

Geoff Roberts bog er en guldgrube for religionshistorisk interesserede. Den er skrevet i et letforståeligt sprog. Oversættelsen er letlæselig og måske ligefrem lidt friskfyragtig, men det svarer nok meget godt til originalen. Jeg kan begræde en vis sproglig løssluppenhed og en udstrakt brug af anglicismer, i enkelte tilfælde også helt malplacerede anglicismer, men det er vel blot et af tidens sørgelige tegn, og det har ingen betydning for forståelsen af bogens indhold. Jeg vil ikke gå på jagt efter trykfejl – for jeg ved af bitter erfaring, at de ikke kan undgås, og at tidligere tiders altseende korrekturlæsere enten er uddøde eller sparet væk. En vil jeg dog gerne anholde. Midt på side 143 er der angivet en latinsk bogtitel Quod Omnis Probus Fiber Sit. Det skal naturligvis være: Quod Omnis Probus Liber Sit. Jeg er heller ikke vild med oversættelsen i fodnoten, men jeg skal da indrømme, at det kan være kluntet at få konjunktiven udtrykt rigtigt, men jeg ville foreslå Om den retskafnes frihed. Det løser det problem – og så har vi også fået ”quod” med. Generelt synes jeg endvidere, det er problematisk at anvende udtrykket ”ortodokse kristne” om ”de rigtige kristne” i oldkirken i modsætning til afvigerne. For den moderne læser er ortodokse kristne tilhængerne af de ortodokse kirker i Østeuropa, Armenien og Mellemøsten. Det kan man imidlertid næppe bebrejde oversætteren.

Dette indlæg blev udgivet i Kristendom og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s