Findes der en exitstrategi?

Det er vel i nogen grad forståeligt, at der i dag på den nationale fløj findes en vis opgivenhed og tvivl om, hvorvidt det danske folk kan overleve det ragnarok, vore landsforræderiske politikere har nedkaldt over os – og ikke mindst en berettiget tvivl om, hvorvidt det danske folk overhovedet fortjener at overleve. Når man læser aviser (jeg ser bevidst ikke fjernsyn) og konfronteres med udtalelser fra vore komplet hjerneblæste politikere og fra vore såkaldte ”kulturpersonligheder” og den tilhørende ”intellektuelle elite”, kunne man sagtens tro, at de fleste af disse er undsluppet en idiotanstalt, og meget vel komme i tvivl om eksistensberettigelsen af et sådant folk, når det stiltiende finder sig i disse tingenes tilstand – lullet godt i søvn af ”Vild med dans” og ”Den store bagedyst” mv. Det ser ganske rigtigt ikke godt ud. Men hvad så?

Nogle ser sig i denne situation forståeligt nok om efter en exitstrategi. De ønsker kort sagt at flygte. Problemet er, at der i dag ikke er mange steder at flygte hen. For 100 år siden var verden åben for en. Man kunne udvandre til USA, Canada, Australien, New Zealand, det sydlige og østlige Afrika og ikke mindst til Sydamerika, hvor bl.a. Argentina syntes at byde på uanede muligheder. I disse lande kunne man dengang trygt opbygge sig en ny eksistens i forvisning om, at man stadig levede i hvide, europæiske samfund. Ingen af disse lande er i dag attraktive for folk, der ønsker at flygte fra Muhammeds soldater og det multikulturelle samfund – tværtimod. Man vil komme fra asken og ind i ilden. Så hurtigt er det nemlig gået. Og i fremtiden kommer det til at gå endnu hurtigere. Hvorhen altså?

Det nemmeste valg ville i dag være Polen, hvor man stadig holder EU en armslængde på afstand, hylder den katolske, europæiske civilisation, bekæmper dekadencen, forbyder barnemord osv. Polen er et land, hvor der stort set ingen muslimer er, og hvor indvandringen er stærkt begrænset. Den findes dog. De større byer har deres negre, endskønt det er få – endnu. Her var det også få for 50 år siden. De fremmede skal dog arbejde. Der er ingen hjælp at hente, hvis man ikke vil det. Det begrænser af indlysende grunde tilstrømningen betydeligt. Jeg har også overværet en demonstration foran en kirke i Warszawa, hvor en lille forkølet flok sang salmer, mens de tilbad regnbueflaget. Der var ikke mange, og der var næsten lige så mange politibetjente til at passe på dem, som der var deltagere, men det er et tydeligt tegn på, at der er orm i æblet.

Polsk er endvidere nok det mest tilgængelige af de sprog, der kan komme på tale, hvis man vil flygte, og polsk levemåde og kultur vil ikke forekomme os fremmed, tværtimod – og livet i Polen er bestemt godt og relativt billigt. De fleste polakker er mennesker af god kvalitet, som vi ville have let ved at leve sammen med. Som en overgangsløsning kan man jo eventuelt slå sig ned i en af de tyske landsbyer omkring Oppeln. I det område kommer man meget langt med tysk, men der er ingen vej uden om at lære polsk – og ingen vej uden om katolicismen, hvis man vil være en del af samfundet. Og det er vel det, man vil? Eller vil man bare leve isoleret for sig selv i tilbedelse af sit eget lille værdiløse liv, der nu er løsrevet fra sine rødder, sin historie og sit naturlige habitat?

Det største problem ved Polen er, at den nuværende regering kun lige hænger fast med det yderste af neglene, og at en anden regering lynhurtigt vil udrulle Vesteuropas velsignelser over deres landsmænd, ligesom den vil åbne porten for EU. Det er nemlig det andet problem. Polakkerne elsker arbejdskraftens frie bevægelighed – men de bryder sig ikke så meget om politisk indblanding i Polens indre anliggender. Sagen er imidlertid, at der i dag ikke findes nationale ”indre anliggender” inden for EU. Man kan ikke både være inde og ude! En folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab ville i Polen sandsynligvis desværre blive et rungende JA – i hvert fald i dag. At flygte til Polen kunne meget let gå hen at blive en meget midlertidig flugt!

Et andet oplagt flugtland ville være Ungarn. Meget af alt det, der kan siges om Polen, kan imidlertid også siges om Ungarn – både hvad angår fordele og ulemper. Jeg har set flere negre i Budapest end i Warszawa, men også i Ungarn skal de arbejde! Orbán sidder imidlertid langt fastere i sadlen end hans polske kollega – men han er stadigvæk afhængig af en volatil folkevilje, og hetzen mod ham fra udlandet er stor. Orbán har et stort kærlighedsforhold til Netanyahu og Israel – og formodentlig til sin jødiske kone Anikó Lévai, der dog ikke er religiøs jøde. Han finder, at det er en moralsk pligt, at sikre, at jøder kan leve frit og praktisere deres religion frit i Ungarn, og enhver form for ”antisemitisme” forfølges strengt. Han ser et partnerskab med den israelske (læs: jødiske) højrefløj som er ideologisk partnerskab. På den korte bane kan han sandsynligvis udnytte dette partnerskab til sin fordel – men erfaringen viser, at det er sværere på den lange bane! Der er 1 % jøder i Ungarn. Hvis hans politik og hans personlige forhold kan skaffe ham deres støtte, vil han stå stærkt og have opnået, hvad ingen anden på højrefløjen har opnået. Erfaringerne andre steder fra skræmmer imidlertid. Indtil videre ser det dog ud til at gå godt.

Han har lidt det samme EU-problem som polakkerne, men han har større pondus bag sig end Morawiecski i Polen, og der er nok færre ungarere i udlandet, end der er polakker – også procentvis. Det ungarske sprog er en barriere – men sprog kan læres. Landet er mindre katolsk end Polen. Også her kan man søge ly hos det tyske mindretal i Fünfkirchen (Pécs), men uden ungarsk kommer man ikke ret langt, hvis man vil bo i landet. Livet i Ungarn er også godt og forholdsvis billigt, vinen er fortrinlig og vejret er bedre end her. Også i Ungarn kan flugten dog meget vel få midlertidig karakter.

Hvad er der så tilbage? Alle de tidligere østblokstater er naturligvis bedre end her, når det gælder indvandring, men de har de samme EU-liderlige prostituerede politikere som i vesten. Kroatien har en temmelig stærk højrefløj, men den er blevet svækket løbende, og den siddende konservativt ledede regering er en koalitionsregering. Hvis man kan lide at være en del af en turistattraktion, er Adriaterhavskysten naturligvis fantastisk smuk og tiltalende, men om sommeren fylder turisterne fra væg til væg i de smalle gader. Bortset fra den har landet ikke så meget at byde på, men livet er bestemt godt og billigt og jeg mindes ikke at have set en eneste neger – undtagen blandt turisterne. Det er et godt barometer. Til gengæld har man mange sigøjnere. Lavacovic-familien er fra Kroatien. Det skulle ikke være nødvendigt at sige mere. Alt for mange af dem gør deres yderste for at leve op til deres ry. Denne befolkningsgruppe findes imidlertid overalt på Balkan, ja, overalt i Østeuropa. Endnu er landet ikke en del af Schengen, men det kommer. Fremtiden er usikker. Det samme må desværre siges om Serbien, hvor man også er blevet EU-liderlig. Der er imidlertid en stærk nationalistisk bevægelse, som kan give et vist håb. Vil man tilslutte sig den, må man nok hellere træde ind i den ortodokse kirke. Der er mange smukke steder i Serbien, livet er billigt og godt. Men det er ikke det letteste land at blive en del af. Der er historisk en tæt forbindelse mellem Serbien og Rusland, men den amerikanske ambassade i Beograd har en ildevarslende størrelse.

Så er der endelig Rumænien og Bulgarien, begge uden for Schengen, men ivrige EU-
medlemmer. En vis tilbageståenhed beskytter dem i nogen grad imod indvandring fra den 3. verden. Begge lande har klare fordele mht. skønhed, priser og livskvalitet, men fremtiden er usikker. Tjekkiet, Slovakiet, Nordmakedonien, Slovenien og Montenegro anser jeg af forskellige grunde ikke for realistiske flugtlande – og Albanien falder helt uden for. Kosovo ligeledes, Europas absolut mest uinteressante og modbydelige land. Så er der naturligvis Ukraine, som er let tilgængeligt, men et land med store problemer og en usikker fremtid. Dets største svaghed er imidlertid dets længsel efter EU. Hviderusland er i nyhederne af de helt forkerte grunde, og fremtiden er usikker.

Skulle jeg vælge et exitland, ville det uden enhver tvivl være Rusland. Putin sidder fast på posten, og den vestligt støttede såkaldte opposition er latterlig. Det gælder også klovnen Navalnyj, som kun tages alvorligt i vesten. Det er vanskeligt at forestille sig, at regeringen skulle have forsøgt at tage livet af ham. Der er nok snarere tale om et opgør blandt kriminelle. Altså kan man regne med politisk stabilitet. Livet i Rusland kræver imidlertid lidt mere tilvænning end livet i Polen – men man er til gengæld dejlig fri for alle Vestens uvaner og idiotier, og befolkningen har som helhed betragtet særdeles sunde værdier. Russisk er en absolut nødvendighed. Man skal imidlertid ikke være blind for, at Putin ikke motiveres af racistiske motiver. Han ser for sit indre øje – ligesom rigtig mange almindelige russere – den hedengangne Sovjetunions grænser som Ruslands naturlige og egentlige grænser, og alle fra den tidligere Sovjetunion er sådan set velkomne i Rusland – så længe de arbejder. En taxachauffør i Moskva kan meget vel stamme fra Kirgisistan, Usbekistan eller et andet fjernt sted, og Rusland har selv en betydelig muslimsk befolkning, der ganske vist er koncentreret i særlige områder, og som har lært grænserne for deres udfoldelser. Men de er der. Man ser også negre på gaden i Moskva og især i Sankt Petersborg, som har et lidt for vestligt præg efter min mening. Det er ikke mange, men…. Kommer man imidlertid væk fra de to største byer, er man i den europæiske del og i store dele af Sibirien helt blandt europæere. Det er en vidunderlig følelse. Putin er realpolitiker – det ses f.eks. i forbindelse med konflikten mellem det kristne og indoeuropæiske Armenien og det muslimske og tyrkiske Aserbajdsjan. Armenien er et lille og betydningsløst land, Aserbajdsjan en nation rig på råstoffer. Og så han har nok også rigeligt på sin tallerken i øjeblikket …..

Rusland er imidlertid på trods af alle indvendingerne det land, hvor man som hvidt menneske har den største overlevelseschance – samtidig med at Rusland har rigtig meget at byde på. Skal man flygte, skal man imidlertid gøre det, mens man er ung. Ingen af de nævnte lande er specielt ældrevenlige, og hvis man som ældre ikke har penge med hjemmefra, skal man slet ikke tænke på at flygte til et af dem.

Så er flugt en mulighed? Nej – egentlig ikke. Som man siger i USA: ”You can run but you
cannot hide!” Og det er sagen i sin nøddeskal, for amerikanerne kender problemet. Når de er voldsomt imod sporvogne, letbaner og lokale busser, er det, fordi disse bringer den indre bys problemer ud i forstæderne, sådan at de hvide amerikanere må flygte. Når den første sorte familie flytter ind, kommer ”Til Salg”-skiltene op på plænerne, også selv om det er en pæn og ordentlig familie, der flytter ind. Erfaringen har lært hvide amerikanere, at der følger andre efter, som ikke er helt så lette at leve sammen med, og når der bliver for mange mørklødede ansigter på gaden og i butikscentrere, styrtdykker ejendomspriserne, hvilket trækker endnu flere til. Ghettoiseringen er i gang, og den, der ikke har været hurtig, mister alt. Altså flytter man længere ud på landet, indtil problemerne også kommer der og så videre ad infinitum.

Jeg har kunnet følge dette fra første parket igennem de sidste 40 år, både i området omkring Washington D.C., i Chicago og i Milwaukee, hvor processen i dag er i gang i de nordlige forstæder. Idiotiske danskere kan let sidde hjemme i sofaen og forfærdes over de grusomme og racistiske amerikanere, men det er jo heller ikke deres liv og ejendomme, det går ud over.

Vi taler imidlertid om en livslang flugt, og der bliver stadig færre steder, man kan flygte hen! Helt ærligt: Er det sådan, du vil leve dit liv? Er det sådan, du vil have, at dine børn skal leve? Og hvor du end vil kunne finde et helle, vil det ikke være dit land. Det vil ikke være din kultur, dit folk og dit sprog. Er det, hvad der er blevet tilbage af vikingeånden? Et folk, hvor de bedste stikker halen imellem benene og render bort i stedet for at tage kampen op og i det mindste gå under med værdighed, hvis det ikke kan være andet?

Vi ved godt, at nogle har været tvunget til at flygte – ikke for at søge større behagelighed, men fordi deres liv var i fare. Det har jeg stor respekt for, men jeg har ingen respekt for de mennesker, der i dag taler om at forlade landet, fordi deres landsmænd åbenbart ikke er dem værdige. De er selv for værdifulde, men hvis man lægger dem under mikroskopet, er det imidlertid som oftest små mennesker, der ikke selv har gjort noget virkeligt for at vende strømmen, som ikke har sat noget på spil og ikke har mistet noget i sagens tjeneste, men som blot hengiver sig til det søde liv, som de forstår det.

Bevares, vi er alle alt for ofte blevet skuffede over vore medmennesker, og det kan unægtelig undertiden være svært at opretholde respekten for den store masse af stemmekvæg, der så helt klart intet har forstået, og som tilsyneladende har mistet enhver tilknytning til deres folk og til virkeligheden. Men vi bliver nødt til at se på, hvorfor det er sådan – og når vi har erkendt det, bliver vi nødt til i sandhed ”at dræne sumpen” – og det noget mere grundigt, end Inger Støjberg – med al mulig respekt – har tænkt sig at gøre det. Danmark kan også overleve med 2 millioner indbyggere – bare det er de rigtige 2 millioner. Det er ikke det ideelle scenarium, men det kan gå sådan, for der er ingen som helst pæn vej ud af den nuværende situation, og enhver, der tror det, putter sig selv blår i øjnene. Denne kamp skal udkæmpes i gaderne, og det er glædeligt at se, at man kan samle så mange traktorer og fiskekuttere i landets to største byer. Kun skammeligt, at de ikke tog deres gyllevogne med og tømte indholdet på politikernes dørtrin. Og det er beskæmmende – men uhyre karakteristisk – når man ser, at Socialdemokratiets nye formand for folketingsgruppen gav dem fuckfingeren på Facebook. Dette er kampen mellem de produktive kræfter i samfundet og de store byers snyltedyr, der intet nyttigt foretager sig og ingen værdier skaber. Det er den klasse, vi skal af med!

Denne kamp vil desværre ikke standse ved traktorerne og gyllen, men når regeringen efter noder overtræder grundloven – og det er ikke kun i sagen om minkene – og regeringschefen frækt udtaler, at hun ville gøre det igen, selv om hun kommer til at overtræde den grundlov, hun har skrevet under på at ville overholde, når politiet – af alle instanser – med rigspolitichefen i spidsen håndhæver ulovlige ordrer, og når regeringen sætter militæret ind mod danske borgere, så er der kun oprøret tilbage. Så er retstilstanden ophævet! Jeg er ked af at måtte indrømme det, for jeg har naivt tilbragt hele mit liv med at ville bevise, at skuden kunne vendes ad demokratisk vej inden for systemets rammer, men min erfaring har unægtelig været, at systemet gang på gang konsekvent træder dette højt besungne demokrati under fode, når det passer det, og nu har vi fået denne råddenskab bekræftet helt oppe fra toppen. Lovene skal kun overholdes, når det behager magthaverne!

Hvad vi har oplevet siden i foråret, minder unægtelig alt sammen temmelig meget om den tyske ”Ermächtigungsgesetz” af 1933, som satte forfatningen ud af kraft og overlod al magt til statsministeren. Denne hed Adolf Hitler. Hvis det er den vej, vi skal gå, skal det i hvert fald ikke være med Mette Frederiksen ved roret!

Og nu vil man altså flygte, for evt. at komme hjem igen, hvis denne kamp vindes – hjem til det gode liv i fædrelandet. Uden at man har gjort en indsats…. Det er den holdning, der mere end en ligegyldig socialdemokrats fuckfinger kan gøre mig modløs. Hvis det er sådan, vi vil løse problemerne, fortjener vi virkelig ikke at overleve.

Jeg er desværre for gammel til at give mig af med at lege røvere og soldater og er ikke
uddannet i krigskunsten. Det må andre finde ud af, og de bliver nødt til at skynde sig, inden krigen blive udløst fra en anden side. De muslimske hære er på plads. Det kan imidlertid ikke siges ofte nok, at muslimerne kun er et irriterende symptom. Sygdommen sidder dybt i folket, og det er der, den skal bekæmpes. Om så den sidste muslim rejste i morgen, og regeringen dinglede i lygtepælene, ville folket være dødsdømt, hvis det ikke skifter retning. Dermed skal ikke være sagt, at islam ikke er farlig. Det er den bestemt, men islam findes kun her, fordi skiftende regeringer har ladet den komme indenfor, og fordi stemmekvæget hele tiden bliver ved at stemme på de selvsamme politikere, der kun vil folkets undergang. En gang imellem må man tage sig selv i at ønske, at dette stemmekvæg – og frem for alt den herskende islamelskende, feministiske og kønsforvirrede elite – fik lov at prøve islamismen på deres egen krop. Pernille Skipper i en burka og stening af Mette Frederiksen ville bestemt være aspekter af islam, man ville kunne værdsætte!

Det er imidlertid dette nødvendige retningsskift, der skal beskæftige mig. Også her har jeg imidlertid brug for hjælp og støtte, og den står heller ikke i kø. Nationale mennesker, der kan have gode grunde til ikke at deltage på barrikaderne, kunne imidlertid uden videre og uden risiko for deres borgerlige eksistens, købe et par bøger i ny og næ og derved udbrede dem og sikre deres overlevelse – samtidig med at man ville støtte nationale forfattere med et par hårdt tiltrængte kroner, så de overhovedet kan tillade sig den luksus at skrive og udgive bøger for de få – for det er jo heller ikke gratis. Men også her svigter den nationale iver. Alle ved åbenbart det hele i forvejen – uden at dette dog tilsyneladende har nogen konsekvenser.

Måske har ”flygtningene” alligevel ret. Der er måske slet intet håb. Men jeg foretrækker trods alt alligevel at gå ned kæmpende! Er der mon nogen, der vil med?

Dette indlæg blev udgivet i Nationalisme og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Findes der en exitstrategi?

  1. Torben C siger:

    Artiklen giver en god oversigt over tilflugtsteder i Europa. Men hvad med længere væk ? Asien, Australien, New Zealand. For mig at se, så er Stillehavet med omgivelser dér hvor tingene kommer til at udvikle sig. Desuden er engelsk et ret gangbart sprog i mange af landene. Sydamerikanske Chile fungerer vist også ret godt. Men dets ledelse har jo også i decennier holdt marxisterne på måtten.

    Like

  2. Morten B. siger:

    Jeg er så heldig at have kontakter i flere østeuropæiske lande, der ganske givet kunne give mig en drømmestart på en ny tilværelse, hvis det var det, jeg ønskede. Men som forfatteren af nærværende tekst også kommer ind på, så deler vi et skæbnefællesskab med det folk og det Fædreland, vi skylder vort ophav. Vi fik Fædrelandet i dåbsgave. Det eneste, det krævede til gengæld, var vores loyalitet. Her svigtede de fleste af os jo nok.

    Illoyalitet er svært at forsvare, men man kan redde den sidste rest af sin ære ved i det mindste at gå ned sammen med sit Fædreland.

    Derfor takker jeg nej til tilbuddene om at leve de sidste år af mit liv i mageligt eksil. Vi kom, vi så, og vi tabte. Nu bliver vi og betaler prisen.

    Liked by 1 person

  3. hvnensrytter siger:

    Virkelig god artikel, som blandt andet sætter fingeren på det ømme punkt: Hvad er man selv rede til for Danmark?
    Jeg er ligesom forfatteren for gammel til at skulle ud “at lege røvere og soldater” (omend der måske altid ville være noget, man kunne bruges til?), og jeg gider ikke længere at forsøger at skrive mine nationalsindede synspunkter på de få tilbageværende “sociale medier”. Senest er jeg blevet smidt ud (“bannet”, som det hedder på moderne ameri-dansk!) cirka 15 gange fra det forfærdelige forum Jubii Debat. Alt det der kan ikke betale sig længere, da disse hensygnende sider kontrolleres af socialistiske, islamelskende tyranner.
    Nej, så er der mere mening i at støtte nationale forfattere ved at købe et par bøger i ny og næ, som der opfordres til. Det har jeg selv gjort her først på efteråret – og det styrker at læse ligesindede. Sysler også med at skrive noget (delvis erindringspræget), ment som inspiration til at være konsekvent ved at finde sin selvbesindelse. Måske ville nogen på et tidspunkt have lidt glæde ved at læse det.

    Enig med Morten B. Vi bliver og betaler prisen. Hvad andet kan vi?

    Like

  4. hvnensrytter siger:

    Jeg kan besvare forfatterens afsluttende spørgsmål: Enig i, at det er at foretrække at gå ned kæmpende. Problemet for mig er i stigende grad blevet, at det i takt med den politiske korrektheds censur alle vegne, er blevet sværere – bare de sidste fem år – at komme afsted med at skrive et par nationalsindede ord nogen steder.

    De såkaldte sociale medier domineres af venstreorienterede muslim-håndlangere, og de etablerede aviser, som overhovedet har kommentator-bokse, er næppe bedre.

    Jeg har tidligere på året gjort, hvad her opfordres til: købt et par bøger med nationalt indhold, og haft udbytte ved et. Sysler også selv med at skrive noget – men hvordan man får det ud og læst, ved jeg ikke. Er vi ved at nærme os noget, der ligner 1940’ernes illegale blade? Er det sådan det vil gå?
    Morten B. har ret: Vi betaler prisen.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s