En af mine Facebook-venner meddelte for nylig, at han ville bruge mindre tid på Facebook i fremtiden – simpelthen fordi han ikke orkede at læse alt det forvrøvlede sludder, nationalsindede mennesker undertiden kommer af med i dette forum. Jeg har kendt den pågældende igennem 35 år, hvor vi begge har kæmpet for Danmarks sag, både sammen og hver for sig, så det er noget, der nødvendigvis må stemme til eftertanke. Og ret har han jo desværre. Det er utroligt, hvor mange bundfornuftige mennesker der pludselig kan få sig til at skrive indlæg, som savner enhver indre sammenhæng med det, de ellers skriver.

Højrefløjen savner simpelthen at få orden på tankerne. Den har ganske enkelt intet ideologiske grundlag – ingen grundlæggende idé, ud fra hvilken den kan tage fornuftig stilling til alle tidens problemer på en sammenhængende måde. Dertil kommer, at den ligger under for fjendens ideverden og overtager fjendens definitioner og fjendebilleder – måske som en alibireaktion, men måske også, fordi man ikke har tænkt nærmere over formålet med fjendens skældsord og værdisætninger og den videre rækkevidde af disse. Fjendens taktik er naturligvis helt bevidst. Man vil sikre, at højrefløjen bliver ved med at flakke rundt i alverdens retninger som en flok forvirrede høns, således at den intet får udrettet. Kun med en samlende idé kan man forene kræfterne til en effektiv modstandsbevægelse, og skabelsen af en sådan vil fjenden af al magt forhindre. En virkelig national modstandsbevægelse betyder død over landsforræderne og konsekvent rensning af landet for uønskede eksistenser.

Den overordnede idé, der forbinder nationale danske, er fædrelandskærligheden og troen på, at kun et homogent samfund kan sikre folkets beståen. Men dette – helt nødvendige – fundament savner en filosofisk, ideologisk og videnskabelig underbygning, der kan få verden til at hænge sammen på en meningsfuld måde. Det er bl.a. denne mangel, der gør, at konservatismen aldrig har kunnet og aldrig vil kunne vinde over andre politiske ideer med en kraftigere vision – eller over alle tidens skøre ideer fra klimatosseriet til kønsforvirringen. Konservatismen savner et egentligt idegrundlag, som den kæmper for at
virkeliggøre. Den lader sig nøje med at forsvare sine positioner, så længe det lader sig gøre, for derefter at indgå lunkne kompromisser med modstanderne i håb om i det mindste at kunne klamre sig til enkelte rester af sine positioner. Det er ynkeligt.

Ét samlende fjendebillede holder dog højrefløjen nogenlunde sammen: uviljen mod islam. Denne uvilje kan vi naturligvis til fulde dele. Islam er en primitiv religion for primitive mennesker, og vi vil ikke have den her, ikke i dag og ikke om tusind år. Men hvis primitive mennesker vælger en primitiv religion, er det vel kun meget naturligt. Hvorfor skal vi egentlig blande os i det? Hvis de nuværende muslimske landes befolkninger ønsker at forblive i middelalderen, at stene hinanden og hugge hovederne af hinanden, skal de da have lov til det, så længe de beholder denne religion for sig selv, naturligvis! Vi skal ikke pleje universelle ”menneskerettigheder”, thi sådanne findes ikke og bør ikke findes i den virkelige verden. Ethvert samfund må definere borgernes rettigheder i henhold til samfundets normer og værdier. Alt andet er en globalistisk opfindelse med det formål at svække os – og ophavsmændene er de sædvanlige skyldige.

Primitivitet kan imidlertid også være en positiv egenskab – nemlig i den udstrækning, hvor den tjener til at sikre gruppens overlevelse på bekostning af andre grupper, som er blevet så forfinede, sofistikerede og åndelige, at de har mistet viljen og evnen til at forsvare sig. Og her er vi ved sagens kerne. Alt det, man på højrefløjen kritiserer ved islam, er jo stort set det, der gør muslimerne stærke – stærkere end os!

Vi har travlt med at kritisere deres burkaer, slør, tørklæder og sociale kontrol med deres piger og voksne kvinder. Vi kan synes, at det måske er overdrevet – og måske i nogen udstrækning også forløjet – men vi har jo selv indtil for nylig også haft bånd på vore piger – indtil vi mistede livsviljen som gruppe, og indtil jødiske videnskabsmænd gav os P-pillen og deres meningsdannere overbeviste os om, at kvinden kun kan virkeliggøre sig selv ved at lade være med at få og opdrage børn – ja, at det endda er helt i orden at dræbe børn inden fødslen. Allerede i Manus Lovbog, der er nedskrevet omkring begyndelsen af vor tidsregning, men hvis indhold dog er langt ældre, slog de gamle indere fast, at den sikre vej til at ødelægge et folk, er at ødelægge dets kvinder. Det er kvinden, der får børnene – og det er hende, der skal opdrage dem. Manden forsørger dem. Da det er kvinden, der fører slægten videre, er det også vigtigt, at man ved, at børnene er mandens. Mænd kan vel i gennemsnit avle 100 børn om året – kvinden får i reglen kun 1 barn i den periode. Kvinden er med andre ord langt mere betydningsfuld for gruppens overlevelse end manden. Gruppen kan overleve med meget få mænd – men kun med mange fødedygtige kvinder. Det er derfor, manden går i krig og bliver slået ihjel – mens kvinden bliver hjemme og føder børn. Manden kan erstattes, kvinden ikke. Hun er simpelthen for kostbar til at benytte som kanonføde. Det er også derfor, at monogami egentlig er naturstridigt. Der vil i et samfund, som lever i naturtilstanden, være flere kvinder end mænd, og set fra et biologisk synspunkt gør det ikke så meget. Men da vi ikke mere lever i naturtilstanden, har
monogamiet samfundsmæssige fordele, idet vi ikke har noget stort overskud af kvinder. Når det imidlertid en gang imellem kniber lidt med at efterleve monogamiet, ja, så er det naturen, der slår igennem. Når muslimerne har op til 4 koner, giver det jo mange børn i familien, men ikke nødvendigvis en større samlet børneflok i befolkningen, da der jo i dag blot bliver et overskud af mænd, hvilket fører til en kamp om kvinderne. Denne kamp er imidlertid også en selektionsfaktor, som vi har sat ud af kraft. Tidligere var det ganske vist kvinderne, der måtte kæmpe om mændene, men det havde samme effekt. Når man ikke mere har nogen selektionsfaktorer, men lever i et samfund, hvor alt kan være lige meget, og hvor der ikke er forskel på godt og skidt arvemateriale, degenererer man for efterhånden at gå til grunde. Det ved enhver opdrætter af hunde, heste og kanariefugle, og de samme regler gælder for mennesket, som i bund og grund blot er et dyr med tøj på. Det skal dog i den forbindelse siges, at de fleste af vore gæster heller ikke har blik for biologien – de tænker kun på at styrke familiebåndene – hvilket naturligvis i princippet også kan være udmærket, men det fører til indavl og dermed oftest til degeneration.

En kvinde realiserer kun sig selv ved at formere sig og opdrage sine børn (og dermed bidrage til eventuelt at fortrænge andre grupper). Det er det, der er hele meningen med livet – ikke at have et arbejde ved et kassebånd eller optræde som statsminister. Det er mandens job, når han nu ikke går i krig, og det er selvfølgelig også vigtigt, for det sikrer slægtens og folkets økonomiske eksistens, men det kan ikke erstatte kvindens opgave. Feministerne finder, at dette er en nedgørelse og nedværdigelse af kvinden. Intet kunne
være mere forkert. Nedværdigelsen af kvinden består i, at hun ikke tillægges nogen værdi i sig selv, men kun som kapitalens slave på arbejdsmarkedet på linje med mændene. Hun er i sig selv meget mere værd end manden. Kvinder, der er EU-kommissærer, statsministre eller direktører for selv de største virksomheder, er i bund og grund biologisk set spild – også selv om de måske har fået et par børn, som de har ladet samfundet om at opdrage. Familien er samfundets byggesten, og kvinden er den, der skal sikre kvaliteten af disse byggesten. Derfor er det også vigtigt at give kvinden en god uddannelse, så hun har noget at give videre til sine børn. Dette gælder naturligvis især i dag, hvor man ikke kan regne med, at kvinder har noget som helst med hjemmefra. Det skal understreges, at den nordiske kvinde aldrig var undertrykt. Hun styrede husholdningen og hele familiens økonomi, når man var på krigstogt. Undertrykkelsen af kvinden kom først med kristendommen, der så kvinden som den personificerede synd på grund af Evas forkærlighed for frugten af Kundskabens Træ. Denne undertrykkelse var imidlertid det
nordiske menneske imod, og den forsvandt med tiden for først at dukke op igen med den jødiske feminisme, der vil tvinge kvinden ind i en rolle, der ikke er naturlig for hende.

Ødelæggelsen af kvinden er her stærkt fremskreden. Hjernevasken har været voldsom. Hun tror i dag, at hun er lykkeligere i sin materialisme, end kvinder var før, men antallet af psykiske forstyrrelser har aldrig været større. Ægteskaber har ingen bestand – børn har ingen familie. De er delebørn i delefamilier og er opvokset i multikulturelle institutioner – i bund og grund rodløse, uden del i den fælles kultur og uden eksistentiel forankring. De har ingen respekt lært for voksnes ord, der er ingen grænser sat for dem, og man har bildt dem ind, at de selv kan skabe sig deres egen identitet ved at ændre deres navn, deres køn, farve deres hår og vansire sig selv med tatoveringer, ringe i ørene eller tungen, horn i panden og så videre. Børn skal i dag under psykiatrisk behandling, hvis de ikke får ”Likes” nok på Facebook. Spejdere må ikke mere optjene duelighedstegn, for der kunne jo få nogle til at føle sig mindreværdige – og karakterer skal selvfølge afskaffes. Alle er jo lige. Deres selvværd er lig nul, de kender dårlig nok deres forældre for slet ikke at tale om deres bedsteforældre. Det indgår ikke i deres opdragelse, at de skal være en del af et fællesskab, og at helhedens vel nødvendigvis må gå forud for den enkeltes øjeblikkelige ønsker. Selvmord, selvskade, narko etc. er følgen. Jeg har stor respekt for familier, der imod alle odds formår at opdrage sunde og velfungerende børn, men som helhed er vi et døende folk, og ingen synes at ville ændre det – heller ikke på højrefløjen.

Hos de fremmede er dette anderledes. Familierne er langt mere robuste. Pigerne drikker sig ikke fulde fra 14-årsalderen, og de sælger ikke deres krop for en burger i en port på Strøget. De går ikke rundt og leger med drenge og forstyrres således ikke i deres skolegang. Derfor opnår de ofte gode resultater i skolen, men lige pludselig holder de op, bliver gift og helliger sig deres egentlige bestemmelse. Det er jo sådan set helt, som det skal være – det er kun en skam, at de ikke er danskere og aldrig vil kunne blive danskere. Men Danmark vil blive deres – de vil erobre det med deres underliv, mens danske kvinder har travlt med at ”realisere sig selv” på helhedens bekostning. Det er en af ”de danske værdier”.

Et andet angrebspunkt imod islam er muhamedanernes syn på homoseksualitet. Også her kommer vi med vore falske værdier, der svækker os. Seksualitet har reelt kun ét formål: formeringen til sikring af gruppens overlevelse. At det også kan være meget hyggeligt, er en anden sag. Homoseksualitet har som sådan ingen plads i naturens store husholdning – og derfor lægges den for had i både Koranen og Biblen og bekæmpes aktivt af islam, mens folkekirken for længst har afsværget kristendommen. Af samme grund bør den ikke understøttes af os. Ganske vist finder vi naturligvis ikke, at det er nødvendigt at piske homoseksuelle og hænge dem fra byggekraner. Man kan vel mene, at de i en mild grad er handicappede, og dem bør man derfor snarere have ondt af. De går glip af det vigtigste i livet, og det er synd for dem – og ikke nogen grund til at jage dem igennem gaderne, som man tidligere gjorde. Det stadium skulle vi gerne være ovre. Homoseksuelle må imidlertid acceptere, at deres praksis kan virke afskyelig for normale mennesker, og at de må holde den inden for deres egne døre. Almindelige mennesker har også krav på ikke at blive krænket! Der er ingen særlige rettigheder forbundet med dette handicap, intet ægteskab og slet ingen adoption af børn – det er simpelthen en forbrydelse mod børnene og et angreb på den sunde familie som samfundets grundpille. Vil de ikke acceptere det, vil et sundt samfund reagere. Vi vil ikke have parader i gaderne, og vi synes ikke, der er noget at være stolt over i den forbindelse – men heller ikke noget at skamme sig over. Homoseksualitet er imidlertid i dag i nogen grad blevet et modefænomen – et valg. Det er et produkt af samfundets generelle pornoficering, hvor sex er blevet gjort til det, det hele drejer sig om, og et offentligt anliggende, og det er uacceptabelt. Et er at være født med et handicap, et andet er at vælge det bevidst. Det svarer til at save benet af sig selv, og det kan samfundet ikke acceptere. Dette emne skal ikke fylde noget som helst i den offentlige debat. Og det er ikke kun homoseksualitet, men seksualliv i al almindelighed, der skal holdes inden døre. Det er om noget en privat sag!

På dette punkt adskiller vore gæster sig for mændenes vedkommende nok ikke meget fra den danske befolkning, men det gælder ikke for kvinderne! De er som nævnt for værdifulde. Og sex er stadig ikke et offentligt anliggende, ligesom der i det muslimske samfund ikke er plads til diskussioner om, hvorvidt der nu er 50 eller 70 ”kønsidentiteter”, eller til andre egocentrerede identitetspolitiske diskussioner og den dermed forbundne krænkelseskultur og opsplitning af det naturgivne fællesskab i atomer. Det muslimske samfund er centreret om Allah. Fra ham kommer værdierne, og ham underkaster man sig, hvis man vil være en del af fællesskabet. Vil man ikke det, bliver man i yderste konsekvens slået ihjel. For kristne indvandrergrupper fungerer fællesskabet nogenlunde ligesådan – blot uden Allah. Du selv er intet – dit folk er alt.

Det er jo ingen dårlig holdning at have. Den giver gruppen styrke, og hvis ikke gruppen er stærk, vil også individet stå svagt. Det danske samfund består i dag af svage individer uden noget stærkt fælles gruppetilhørsforhold. Det er vejen til den sikre undergang. Det er endnu en af ”de danske værdier”. Det er en af grundene til, at vi står til at tabe til muslimerne og de andre fremmede.

For mange på højrefløjen er det bl.a. disse ”værdier”, de fremmede skal tage til sig for at blive ”danske”. De skal blive lige så degenererede, som vi er. Det kommer til at tage lidt tid, før det sker, og da vil vi for længst være forsvundet fra historiebogen.

Et andet udslag af forvildelse ser vi f.eks. i forholdet til Iran, hvor store dele af højrefløjen var ellevilde af glæde over Trumps likvidering af den iranske general Qasem Soleimani og fulde at støtte til amerikanernes krigsførelse i Mellemøsten, ja, taknemmelige, fordi de vil ”redde” os fra terrorismen. Lad os dog slå fast med syvtommersøm, at vi intet udestående har med Iran. Når vi har et terrorismeproblem i Europa, skylde det jo ikke i første række Iran – det skyldes os selv. Vi har lukket millioner af fremmede ind i Europa og disse fremmede har bragt terrorismen med sig i bagagen. En meget stor del af dem vil os ikke noget godt – de vil overtage vore lande og tilintetgøre vor civilisation. Hvis vi ikke havde fremmede i landet, havde vi ingen terrorisme – så enkelt er det. Så ville vi leve lige så fredeligt, som vi levede her for 60 år siden, og det er meget vanskeligt at se, hvilke fordele denne multikulturalisme har medført. Det er et af de spørgsmål, der ofte stilles, men som ingen har besvaret – ganske enkelt fordi, det ikke kan besvares positivt. Tænk, hvad vi ikke kunne bruge vore penge til, hvis vi ikke havde denne byrde – og tænk på al den tid og opmærksomhed, dette fremmedelement kræver. Hvad fyldte vore aviser, før de kom? Det gjorde ting, der vedrørte vor tilværelse og vor kultur.

Skylden for, at vi har disse fremmede og med dem terrorismen, er udelukkende politikernes og den øvrige elites! Og alligevel bliver danskerne ved med at vælge dem. Det var dem, der skulle have været elimineret og ikke Soleimani. Han kommer os ikke ved, og USA har ikke noget at gøre i Mellemøsten. Den amerikanske indgriben har været altødelæggende, og vi har netop set i Syrien, hvordan USA til enhver tid er parat til at
svigte sine allierede, her kurderne.

Vi kan kun gentage, hvad vi tidligere har sagt: Det er USA’s (og dermed Israels) destabilisering af Mellemøsten, der har fremkaldt masseindvandringen til Europa og sat hele Nordafrika i brand. Den eneste nogenlunde stabile stat, der er tilbage, er Iran – og den skal med alle midler også ødelægges.

Vi har intet specielt kærlighedsforhold til styret i Teheran. Det kommer os imidlertid ikke ved, for det er ikke os, der bor der, og de mennesker, der bor der, må selv finde ud af det. De skal under ingen omstændigheder have asyl her.

Det er måske værd at repetere lidt historie. I begyndelsen af forrige århundrede etablerede iranerne et såkaldt demokratisk styre inden for rammerne af et konstitutionelt monarki, som imidlertid blev styrtet af England og USA ved et kup i 1953 og afløst af et enevældigt styre under shahen – men reelt kontrolleret af de to magter, der gjorde Persien til deres vigtigste støtte i det vestlige Asien sammen med Israel. Shahens styre var bestemt ikke dårligt – det gjorde Persien til en moderne vestligt orienteret stat – men hans afhængighed af udlandet og specielt af Israel skabte efterhånden en voksende folkelig modstand imod ham. Folket ville ikke sekulariseres – det ville have islam, og det ville ikke være allieret med Israel. Ayatollah Khomeini fil asyl i Paris, hvorfra han styrede en intens kassettebåndspropaganda for oprettelsen af en islamisk terrorstat. Det har ellers været god latin, at man ikke må beskæftige sig aktivt med politik, når man har politisk asyl. Det havde nok været en vældig god ide at forhindre ham i det, og det var vel også på det tidspunkt, USA skulle have støttet shahen, men man lod ham falde – og derfor har man det styre, man har i dag, og at det er stærkt anti-amerikansk kan nok ikke undre nogen.

Bedre blev det ikke, da Irak under Saddam Hussein med amerikansk støtte angreb Iran og påførte det en særdeles blodig krig i 80’erne. Det lykkedes imidlertid ikke at knække Iran – og kort tid efter lod Amerika også Saddam Hussein falde, som det havde ladet shahen falde. USA er som nævnt ingen trofast allieret – kun over for Israel svigter man aldrig. Man kan unægtelig spørge sig, hvorfor USA foretrækker den lille bid land uden olie eller andre vigtige råstoffer frem for hele den arabiske og muslimske verden. For enhver, der kender Amerika, er svaret selvindlysende. Den jødiske magt i USA er så stor og altafgørende, at ingen kan blive præsident eller opnå valg til andre poster – måske lige undtagen hundefanger – uden de amerikanske jøders støtte. Kennedy forsøgte at forhindre, at Israel fik atomvåben – og se, hvad der skete med ham. Det er meget betegnende den eneste vinkel på Kennedymordet, der aldrig er blevet grundigt undersøgt. Såvel Clintons datter som Trumps voksne børn er gift med jøder. USA er i praksis en israelsk koloni styret fra Jerusalem.

Det er imidlertid også en værdikrig, og en sådan burde vi også føre imod USA. De amerikanske ”værdier” og den amerikanske livsstil er dødbringende for ethvert folk, der hengiver sig til dem – men det er en dødedans på første klasse. Læg dertil, at det er fra USA, de ødelæggende ideer om menneskerettigheder, queerteorier, kønsteorier, krænkelseskultur, kampen mod hvidhed etc., etc. kommer. Det er fra amerikanske intellektuelle (ofte af jødisk herkomst), vi lærer at skamme os over vor historie og vor kultur, fordi den er kolonialistisk, fascistisk, racistisk, mandschauvinistisk osv. I Iran har man angiveligt fjernet engelskundervisningen fra skoleskemaet med den begrundelse, at det engelske sprog kun anvendes som et medie for skadelig påvirkning. Hvor sandt! Vi burde følge efter.

Uanset hvor i verden man befinder sig, støder man på et utal af amerikanske akademier, skoler og universiteter, der tiltrækker flokke af børn og studerende – især fra ”overklassen”, der mener, at det er smart, moderne og fremskridtsorienteret at have en sådan skolemæssig baggrund. Nu er sagen jo imidlertid desværre den, at amerikanske uddannelser stort set er værdiløse. Formålet med denne amerikanske kulturimperialisme er ikke at formidle viden, men at ødelægge alt, hvad der er sundt i et folk. Det er desværre det system, vi har kopieret i forbindelse med den såkaldte Bologna-proces.

Det vanskeligt at se, hvordan man som nationalbevidst dansker kan støtte Amerika og stadig få sit univers til at hænge sammen. ”Jo, men Amerika reddede os jo fra Hitler!” Ja, og man gav os den verden, vi har i dag. Man gav os masseindvandringen og massevoldtægterne, den Europæiske Union og den frie bevægelighed for svindel og anden kriminalitet. Man ødelagde vore uddannelser, vore familier, vor bondestand og vort næringsliv. Man fratog os alle vore kulturelle værdier og gav os i stedet tomhed! Uden sejren over Hitler havde Europa i dag stadig været befolket af rodfæstede hvide mennesker med deres kulturbevidsthed i behold – og det er det væsentligste. Politiske systemer kommer og går, men så længe folket består, vil civilisationen leve.

Vi skal derfor også vare os for at adoptere fjendens sprogbrug og ukritisk slynge om os med ord som nazistisk, fascistisk, racistisk osv. som skældsord og for at ulejlige Hitler, hver gang vi har brug for noget negativt at sammenligne med. Dette er ikke stedet at foretage et længere opgør med Hitler, om hvem meget dårligt kan siges, men det kan der også om Stalin, Churchill, Truman og stort set enhver anden statsleder af et vist format. Forskellen på dem er, at Hitler tabte og ikke har kunnet forsvare sig, mens de øvrige har fået lov til at skrive historien, som de ønsker den skal fremstå. Og historikerne har ikke fået meget frihed til korrigere det billede.

Hitlers udgangspunkt var imidlertid den europæiske kultur og civilisation samt respekten for naturens orden. Alle disse begreber havde lidt skade efter den første verdenskrig, og denne skade forsøgte han nu at udbedre. Forskellen på hans samfund og samfundene i England og USA var dels økonomisk, og dels bundede den i den tyske historie og mentalitet. Hvad angår racespørgsmål var der absolut ingen forskel – kun den, at det i Tyskland var jøderne, man koncentrerede sig om, da der ikke var andre af mere fremmedartet race. Det var der i USA, og racelovene i sydstaterne var noget strengere end
Nürnberglovene. Der manglede imidlertid en bremseanordning i det nationalsocialistiske samfund, og derfor fik udviklingen lov til at løbe løbsk. Var Hitler blevet dræbt ved attentatforsøget i 1938, ville han være gået over i historien som en af alle tiders største statsmænd – og verden ville sandsynligvis have været forskånet for mange ulykker. Måske havde Europa så været reddet. Jeg fandt for nylig en bog i en boghandel i Baku med den oversatte titel ”Historien bryder sig ikke om konjunktiver, men …”. Den drejer sig om kampen om olien under den anden verdenskrig, men titlen kunne også anvendes her. Kontrafaktuel historie er sådan set meningsløs, men spændende.

Fascisme er en politisk ideologi, der ønsker en stærk stat med Mussolinis Italien som forbillede. Nazisme er egentlig et skældsord for nationalsocialisme, en ideologi, der ønsker et stærkt folk. For nationalsocialismen er folket vigtigere end staten, men et stærkt folk skaber jo en stærk stat. Racisme er simpelthen kærlighed til Danmark eller et hvilket som helst andet folk, man måtte tilhøre. Racisme indebærer ingen ringeagt over for andre folkeslag, men anerkender forskelligheden imellem dem. Når man ser højreorienterede skribenter slynge om sig med ord som rødfascister eller rødnazister, giver det jo ingen mening. De bøller og terrorister, der i dag forfølger og chikanerer nationale danskere og lægger hindringer i vejen for deres møder, er de selvsamme kommunistiske bøller, der udøvede helt den samme terror over for Hitlers og Mussolinis tilhængere – og som nødvendiggjorde skabelsen af et forsvar imod dem, i Tyskland SA. Forskellen er, at nationale mennesker dengang forsvarede sig, mens de i dag bøjer nakken. Jeg har altid
undret mig over, hvorfor man på højrefløjen ikke har kunnet skabe et modsvar til Demos, Redox og andre kommunistiske efterretningstjenester. Det eneste svar, jeg har kunnet finde, er uduelighed og manglende fokus.

Fortidens fejl og fortidens mangler må imidlertid aldrig danne skel imellem nutidens patrioter. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den, hvis vi vil studere den og tænke over den, i stedet for at reagere som pavlovske hunde. Det er vore dødsfjender, der har skrevet historien. Det, at Hitler har sagt noget, betyder jo ikke nødvendigvis, at det er forkert! Desværre er det meget ofte – men naturligvis ikke altid – rigtigt!

Man kunne måske sammenligne højrefløjen med en flok børn, der forsøger at samle et puslespil. De har alle brikkerne, men de mangler låget til æsken, hvor billedet af det samlede puslespil er. Derfor kan de ikke få det samlet. Det er det billede, vi på denne blog gerne vil være med til at give dem!

Den første og vigtigste erkendelse er imidlertid denne sørgelige konstatering: Det er vor egen skyld, at vi nærmer os undergangen, ikke de fremmedes, ja, ikke engang politikernes og elitens. Der er hr. og fru Danmarks egen skyld. Vore modstandere er kun stærke, fordi vi er svage. Så længe vi løber i hver sin retning og hylder falske værdier og falske idealer, bliver det ikke anderledes. Så længe vi gør det, går vi fjendens ærinde og rykker dag for dag nærmere mod afgrunden.