Et kig i DNSAP’s maskinrum

Boganmeldelse

Henrik Asferg
Der var gode folk iblandt
DNSAP’s sysler og sysselledere 1936-45 – og derefter
Bind 1: Jylland og Fyn

Mellemgaard 2018

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en bog, man lige læser på en aften. Det er et digert værk på 871 sider, men det er en guldgrube af informationer om DNSAP’s partiorganisation og det næstøverste lag af personer inden for Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti. Man kunne mene, at der er sagt og skrevet mere end nok om dansk nationalsocialisme før og under krigen, når man tager dennes absolutte mangel på betydning i betragtning, men et kig på boghandlernes hylder afslører, at dette tilsyneladende ikke er tilfældet, for der synes stadig at være et rimeligt marked for en lind strøm af publikationer om dette emne, der umiddelbart synes at være blevet endevendt på alle ender, leder og kanter.

Vi har hørt om førerne, om soldaterne ved fronten, om de forskellige korps, om retsopgøret, om de likviderede, om de dødsdømte og henrettede, om de benådede, om straffelejrene osv. Henrik Asferg har imidlertid brugt 10 års intense arkivstudier på at grave et spadestik eller to dybere ned i historien for at give os et indblik i, hvad det var for folk, der efter bedste evne forsøgte at virkeliggøre hovedkvarterets direktiver, hvad der motiverede dem, og hvordan det gik dem i deres bestræbelser. Dermed giver han os
også indsigt i hele medlemsskaren, for mange af disse sysselledere (i dag ville man vel kalde dem regionsledere) udgik fra det jævne folk og var måske ikke alle lige godt skikkede til deres forholdsvis høje post.

Historien er godt fortalt. Man kunne måske frygte at blive præsenteret for et vandfald af ligegyldige opremsninger, men det er der ikke tale om. Henrik Asferg forsøger at trænge om bag ved personerne og at finde ud af, hvordan disse var som mennesker. Han benytter politirapporter, domme, fængselsjournaler, breve, avisartikler, bøger og finder frem til pårørende, som vil berette om de pågældende. Fortællingen er derfor spændende som en roman – selv for en garvet rotte, der som denne anmelder selv er vokset op i det såkaldte landssvigermiljø.

Hvad fik folk til at slutte op om nationalsocialismen i 30’erne? Kun meget få nævner jødespørgsmålet. Der er derimod tre ting, der går igen: socialpolitikken, landbruget og frygten for kommunismen. Alt det andet er stort set ligegyldigt. Ingen af disse tre ting møder forståelse i dag, hvor den velfærdsstat, der oprindelig blev kopieret fra nationalsocialismen, tages som en selvfølgelighed, hvor meget få mennesker er beskæftiget
ved landbruget, og hvor frygten for sovjetkommunismen er forsvundet – selv om det danske samfund er langt mere kommunistisk, end Sovjetunionen nogensinde har været. Når folk i dag taler om fattigdom, har de intet begreb om, hvad dette indebærer. Det havde man i 30’erne, hvor det for fattigfolk, syge og arbejdsløse drejede sig om den nøgne overlevelse – i bogstaveligste forstand om brød på bordet – og ikke om, hvorvidt man kunne sende sine børn til fodbold, gå i biografen eller tage på ferie til Mallorca.

Antikommunismen betød, at nationalsocialistiske intellektuelle (det fandtes der rent faktisk dengang) opponerede kraftigt mod hele den venstreintellektuelle ”elite”, der drev propaganda for Danmarks de facto indlemmelse i sovjetparadiset (1) – og det er i det store og hele den samme selvbestaltede ”elites” arvtagere, der i dag plæderer for nationalstatens afskaffelse og erstatningen af den europæiske befolkning med en broget masse af alverdens folkeslag! Der er i disse tider kun få, der ser sammenhængen, og meget få, der gør modstand!

Det er også antikommunismen, der er baggrunden for DNSAP’s deltagelse i hvervningen af frivillige til kamp på østfronten. Nogle af disse havde allerede kæmpet i Finlandskrigene, andre i de frikorps, der befriede de baltiske stater fra bolsjevismens uhyrligheder, og enkelte var, som Frikorps Danmarks chef C.F. von Schalburg, selv født i Rusland og havde i deres tidligste år oplevet bolsjevismen i praksis. Det var ikke russerhadere, det var i mange tilfælde folk, der elskede Rusland og ønskede at befri det. Havde de på det tidspunkt hørt nærmere om Hitlers fremtidsplaner for russerne, havde de næppe meldt sig. Man skal i denne forbindelse også huske på, at Danmark havde et meget aktivt kommunistparti, betalt af Sovjetunionen, samt kommunistiske celler overalt i landet, som blot ventede på Stalins befaling (og penge) for at iværksætte en opstand eller for at bane vejen for en sovjetisk besættelse. Hvervningen var imidlertid ikke uproblematisk for syssellederne. På den ene side vil de gerne støtte kampen mod Stalin, på den anden side kommer de til at mangle alle deres aktivister, hvis disse drager til østfronten. Da partiet trues af opløsning og Tyskland svækkes, melder mange sysselledere sig selv til tysk krigstjeneste, mens andre får forbud af partiledelsen, fordi de var vigtigere i Danmark.

Endvidere må man naturligvis ikke glemme nationalfølelsen – men fædrelandskærlighed var dengang for de fleste mennesker en selvfølge – og den var også drivkraften for den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Derfor var den tyske besættelse af Danmark en katastrofe for dansk nationalsocialisme – og det afspejler sig også i reaktionerne blandt partimedlemmer og førere. Der herskede en del rådvildhed. Efter valget i 1943 spaltedes bevægelsen i atomer og gik langsomt til grunde.

For folk med sympati og forståelse for nationalsocialismen 1930-45 er læsning af bogen en sørgelig beretning om en håbløs og kostbar overbureaukratisering (efter tysk forbillede) og om endeløs intern kiv og splid inden for partiet. Der var mange store egoer og mange små mennesker – men der var også en del dygtige idealister, der brændte sig selv op i processen eller blev ofre for modstandsbevægelsens vilkårlige likvideringer. Således blev syssellederen for Himmersyssel med hovedsæde i Aalborg, myrdet i februar 1945. Når forfatteren fortæller om dagligdagen i DNSAP, kan man ikke lade være med at tænke på, at disse interne fortrædeligheder på mange måder minder om forholdene på den nationale fløj i dag. Det er de samme faktorer, som ødelægger muligheden for at danne en folkelig bevægelse, der eventuelt kunne redde Danmark, hvis man kunne stå sammen – men det kan man ikke.

Én ingrediens findes dog ikke i dagens nationale kredse: Der var i DNSAP en god portion lykkeriddere. Dem er man af indlysende grunde fri for i dag. En politisk beskæftigelse på den front fører i demokratismens Danmark kun til udgrænsning og arbejdsløshed. Den, der ønsker at høste sejrens palmer, men ikke at trodse modvinden undervejs, går andetsteds hen.

Henrik Asferg forsøger også at finde ud af, hvad der skete med syssellederne efter kapitulationen og retsopgøret. Det er karakteristisk, at så godt som ingen af dem fortsat beskæftigede sig med politik – og absolut ingen af dem med nationalsocialisme. En del kæmpede for rehabilitering, hvilket på forhånd var en tabt kamp. Ingen sluttede op om efterkrigstidens nationalsocialistiske organisationer. Mange holdt imidlertid forbindelse med deres tidligere kammerater, og nogle støttede oprettelsen af et mindested for de faldne, men det var også alt, og efterhånden som de tidligere nationalsocialister blev reintegreret i samfundet, forsvandt de private netværk også. Var det, fordi lykkeridderne var i overtal, eller var det, fordi de ud fra en realistisk betragtning anså slaget for uigenkaldeligt tabt? Under alle omstændigheder ville det have talt til deres fordel, hvis de havde delagtiggjort de yngre generationer i deres erfaringer og grundlaget for deres beslutning. Det gjorde de stort set ikke, hvorfor de af de yngre blev henregnet til den første
kategori – lykkeriddernes – hvilket måske nok ikke var helt retfærdigt.

Efter denne anmelders erfaring var der to typiske reaktioner på alle de ting, der kom frem efter krigen, og som man ikke havde været vidende om: Nogle fortrød deres engagement og forsøgte at glemme alt om det, andre affærdigede de nye oplysning som propaganda. Ingen havde dengang overblik nok til at sige: ”Nationalsocialisme har ikke noget med krigen at gøre!”

Henrik Asfergs bog vil blive et standardværk og en opslagsbog, som ingen, der beskæftiger sig med dansk nationalsocialisme og besættelsestidens historie, vil kunne komme uden om, og den bør stå i reolen hos alle, der interesserer sig for denne epoke! Vi ser med spænding frem til bind 2, der kommer til at omhandle resten af landet.

Bogen fås hos din sædvanlige bogleverandør eller direkte fra mellemgaard.dk.

Note

(1) Se Bent Jensen: Ruslands undergang, Revolutioner og sammenbrud 1917-1921, Gyldendal 2017.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s