En bedre styreform

Fra en læser har vi modtaget nedenstående interessante kommentar til vores artikel om Stemmeret og Demokrati

“Din ide til, hvordan demokrati burde fungere, er interessant og på mange punkter tiltalende, men den har desværre også fejl, jeg vil prøve at påpege nogle få af dem her. Hvad du har beskrevet minder i høj grad om EU’s politiske opbygning, men med partier værende bandlyst. Politikere vil stadig forme alliancer, baseret på hvem de er enige og uenige med, og vil ikke kunne opnå løfterne, de gav deres vælgere, for det er nær umuligt at opnå flertal uden at gå kompromis med andre. Der er også spørgsmålet om den offentlige sektor og de arbejdspladser, den medfører. Alle repræsentanter vil jo gerne have flere arbejdspladser og tjenester til deres lokalområde, men mange offentlige institutioner fungerer bedst samlet under større tag. Dette gælder blandt andet skattevæsnet, bureaukratisk papir og registreringsarbejde, miljø- natur- og
fødevarestyrelsen, for slet ikke at nævne militæret. Den demokratiske løsning, at give hver valgkreds deres andel af disse tjenester og arbejdspladser, vil føre til enorm ineffektivitet, men det er svært at se et folketing hvor politikere hårdnakket skal tjene kun deres lokalsamfund, blive enige om andet. Måske vigtigst af alt er der spørgsmålet om private firmaer og udlicitering af offentlige ydelser til disse. Ikke nok med at store firmaer vil give visse valgkredse enorm politisk magt og økonomisk overlegenhed, der vil også være kamp mellem politikere om at få gjort deres valgkreds til den som huser sådanne firmaer, og at få dette gjort med tåbelig og restriktiv lovgivning som spænder ben for andre politikeres forsøg på at få eller holde på firmaer. Igen kan dette relateres til EU hvor at private firmaers placering, skatteforhold og ansatte ofte hører til en bestemt gruppe, på trods af at den samlede regering “gør hvad de kan” for at hjælpe de økonomisk svagere dele af unionen.

Til sidst vil jeg have lov at pointere at dit system i nogen grad allerede eksisterer i form af valgkredse. En MF’ers job er at repræsentere de personer som har stemt på ham i hans valgkreds, og hvis de ønsker at han tager et emne op som vedrører dem, så skal de kontakte ham direkte, ganske muligt at gøre per e-mail, hvorefter han tager sagen op. Det kan dog godt tage lang tid for en politiker at tjekke sin mailboks og jeg er ikke sikker om han har pligt til at tage sagen op, eller om det er noget han “bør gøre”, ved at det er noget MF’ere har pligt til i F.eks. UK.”

Vi takker for interessen og kommentaren. Kommentarer er altid velkomne, og vi vil besvare dem, hvis de har almen interesse. Det har denne i høj grad, idet den giver os anledning til at formulere vore videre ideer på dette område, hvilket vi vil gøre i senere indlæg. Ovenstående kommentarer synes i nogen grad at bygge på en noget traditionel opfattelse af staten og dennes opgaver. Vi ønsker ikke blot en anden regering og et andet demokratisk system – vi ønsker en fundamentalt anderledes stat, der giver borgerne deres frihed og deres ansvar tilbage. Vi ønsker i sandhed en minimalstat – ikke det bureaukratiske monster, der har fået lov til at vokse frem og kvæle befolkningen i love og paragraffer, der ikke har andet formål end at fodre en stadig voksende skare af uduelige og unyttige papirnussere.

Det er naturligvis rigtigt, at vor ide om opbygningen af et beslutningssystem kan minde om EU’s. Det er meget effektivt. Det er derfor, EU er så farlig. Kommissionen kan uden nogen som helst folkelig forankring afskaffe Europa, uden at nogen reelt kan gøre ret meget ved det. Europa- Parlamentet er ikke nogen sådan folkelig forankring. Den danske befolkning er repræsenteret af 13 medlemmer, enten afdankede politikere eller yngre ditto, der skal belønnes for at have hængt plakater op for deres parti. Det består desværre hovedsagelig af meget, meget små mennesker, hvilket nok enhver, der har haft lejlighed til at kigge grundigt ind i maskinrummet, vil kunne bekræfte. Europa-Parlamentet har lige så stor relevans som parlamentet i Nordkorea eller Kina.

Vi ønsker en ægte folkelig forankring, baseret på de mindste enheder i landet, sognene, som bør være sammenfaldende med kommunerne. Dem er der et par tusind af, så måske skal valgkredsene omfatte 2 eller 3 sogne. Dette har absolut intet med de nuværende valgkredse at gør. De er en pervertering af hele ideen med valgkredse, idet de opstillede jo ikke har noget som helst tilhørsforhold til deres valgkredse og kun viser sig der, når de skal stilles op. Repræsentanter for valgkredsene skal selvfølgelig ikke blot bo i valgkredsene, men også have boet der i længere tid. Disse repræsentanter skal ikke fremkomme med nogen som helst valgløfter, for det er klart, at sådanne ikke vil kunne gennemføres ad den vej. De skal vælges på deres personlighed. Det skal være folk, som vælgerne i lokalsamfundet kender som fornuftige folk, og som de har tillid til. Deres opgave er ikke at skulle gennemføre lovgivning, men at frembringe forslag, diskutere principper og
at godkende eller forkaste lovgivning.

Vi finder det en nedslående tanke, at folk vil tragte efter at danne partier i strid med lovgivningen. Retsstaten bygger på, at man overholder ikke blot lovens bogstav, men også lovens ånd. Men der er en anden grund til ikke at danne partier: Der er ingen økonomisk eller anden fordel ved det. Selvfølgelig vil folk, der har samme problemer og måske samme løsningsforslag finde sammen. Det er naturligt og helt fint, men det bliver det ikke et parti af.

Når der tales om problemerne med den offentlige sektor og de offentlige arbejdspladser, vil disse løse sig selv, for der vil blive langt færre af dem, og de, der bliver tilbage, skal naturligvis i al væsentlighed ligge i hovedstaden, medmindre der er en god grund til, at de skal ligge et andet sted. Der nævnes skattevæsenet, som vel nærmest er et skoleeksempel på, at koncentration og stordrift langt fra altid er et gode. Hvis skatteinddrivelsen stadig havde ligget i kommunerne, havde vi ikke haft diverse skandaler, der skyldes et manglende overblik, en elendig ledelse, en hovedløs digitalisering, og den naturlige mangel på lokalkendskab. Centraliseringen af skattevæsenet har kostet milliarder af kroner i tabte skatteindtægter som følge af uduelighed og sløseri. Jo større enhederne bliver, desto mindre effektive er de, og omkostningerne ved at drive dem er omvendt proportionale med effektiviteten. På samme måde er udflytningen af statsinstitutioner bare for at flytte dem ud meningsløs og et enormt spild af ressourcer. Det er svært at se nogen saglig begrundelse for, at Dansk Sprognævn med meget få medarbejdere skal flyttes til Bogense, eller at Kystinspektoratet skal ligge i Lemvig. Det er ren politik. Løkke Rasmussens regime har gennem ”reformer” af kommunerne, politikredsene, domstolene, sundhedsvæsenet etc. været med til systematisk at nedbryde lokalområderne, idet man har fjernet de institutioner og tjenester, der havde relevans for lokalområdet. Som kompensation flytter man nu med meget store omkostninger institutioner, styrelser osv. ud i lokalområderne, hvor de intet har at gøre, fordi de ikke har nogen relevans for lokalsamfundet som sådan og kun tilfører et beskedent antal medarbejdere som erstatning for de kommunale administrationer, skoler, domstole, politistationer og sygehuse med tilhørende læger, lærere, dommere, advokater osv., der er forsvundet, og som opførte et virkeligt lokalt behov og gav samfundene en merværdi. Bogense havde således det hele: sygehus, politi,
domstol. Ad flere gange er alt dette blevet fjernet. I stedet har man fået Dansk Sprognævn…

Hvad angår licitationer og offentlige arbejder, er det vanskeligt at se, hvilke fordele EU-
licitationssystemet har bragt Danmark. Førhen modvirkede man arbejdsløshed ved at iværksætte fornuftige offentlige arbejder. Den mulighed har man ikke mere, idet disse arbejder i vidt omfang udføres af udlændinge. Vi mister således ikke blot valuta, men også ekspertise. Dansk arbejde skal udføres af danskere. Nødvendig ekspertise kan naturligvis indkøbes udefra, men det bør være undtagelsen, og manden med skovlen skal være dansk. Dette fører os ind på hele den økonomiske politik, som vi også hen ad vejen vil behandle i særskilte artikler.

Hvad militæret angår, vil vi lige minde om, at stort set alle byer tidligere havde deres egen kaserne, således at militæret også fik en folkelig forankring. I dag er også det koncentreret nogle få steder i landet, og ikke mere i byerne, men ude på åbne marker – langt væk fra befolkningen. Der kan naturligvis i dette tilfælde godt være gode, saglige begrundelser for denne udvikling, men som et led i en reform af hele militæret bør man nok også se på denne problematik, men det er igen et emne for sig selv.

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s