Videnskabens vildveje

Boganmeldelse:

Karin Margarita Frei:
Egtvedpigens rejse
Med forord af Rane Willerslev
Lindhardt og Ringhof 2018.

Karin Margarita Frei er argentiner, født af danske forældre, hvis forfædre var udvandret til det sydamerikanske land i begyndelsen af forrige århundrede. Efter nogen tid i Spanien besluttede hun sig for at tage til Danmark og slå sig ned her. Hun valgte sin identitet. Efter at have taget en dansk studentereksamen studerede hun geologi, men kombinerede det senere med arkæologi og blev Danmarks første professor i arkæometri. Hvad det nærmere går ud på, fremgår af hendes bog.

Karin Margarita Frei blev med ét slag verdensberømt, da hun efter en strontiumisotopanalyse af Egtvedpigens sparsomme rester kunne fastslå, at denne pige slet ikke var spor dansk. Hun stammede fra Sydtyskland og havde tilsyneladende nærmest pendlet frem og tilbage i sit ultrakorte liv – hun blev ca. 16-18 år gammel. Egtvedpigen levede i bronzealderen for ca. 3300 år siden, og er nærmest blevet et dansk ikon. På grundlag af Freis undersøgelser kunne man nu konkludere, at det danske slet ikke var dansk, og at Europa allerede i bronzealderen var stærkt globaliseret. Hvis nogen fornemmer, at dette alt sammen lynhurtigt får en politisk drejning, har vedkommende utvivlsomt ret.

Efter Egtvedpigen kom turen til Skrydstrupkvinden fra samme periode, og hun var sandelig heller ikke dansk – hun stammede formodentlig fra det, der i dag er Tjekkiet, Midttyskland, England eller et andet fjernt sted. Også hun var kun 17-18 år, da hun døde, og hun havde kun foretaget en enkelt rejse, nemlig da hun var en 13-14 år gammel… Under afsløringen af disse resultater var fjernsynet til stede med et kamera, og Karin Frei ses ligefrem hoppe af glæde over sin opdagelse – måske ikke lige den optræden, man forventer af en forsker. Globalismen havde imidlertid fejret nye triumfer.

Strontiumisotopanalysen bygger meget kort fortalt på, at man i f.eks. tænder, hår eller negle kan finde bestemt strontiumisotopværdier, der så kan sammenlignes med værdierne i naturen. Der, hvor der er overensstemmelse, har personen opholdt sig. Man kan også se, sådan ca. hvornår personen har opholdt sig de forskellige steder. Med samme metode havde Frei allerede tidligere undersøgt Egtvedpigens tøj, og havde fundet frem til, at det heller ikke var lokalt. Hun drømmer sig til, at pigens mand eller far måske havde været tekstilimportør(!) og havde hentet stoffet langt borte fra. Hun har omskrevet historien:

”Uanset vanskelighederne ved at finde frem til hendes [Egtvedpigens] nøjagtige herkomst … giver vores undersøgelse beviser [!!!] for langdistance- og periodisk (gentagende) hurtig mobilitet. Vores resultater tvinger os til at genoverveje den europæiske bronzealders mobilitet som meget dynamisk, hvor enkeltpersoner rejste hurtigt over lange afstande i relativt korte perioder.” (S. 168)

Da jeg første gang læste om hendes ”opdagelse” i forbindelse med Egtvedpigen, var min umiddelbare reaktion, at dette umuligt kunne passe. Det var rent instinkt. Jeg har ingen som helst forstand på strontiumisotopanalyser eller geologi, men derimod på historie. Fra Egtved til f.eks. Freiburg im Breisgau er der godt 1.000 km af den direkte motorvej, en strækning, der i dag kan tilbagelægges på godt 10 timer. Det kunne man imidlertid ikke i bronzealderen! Der var simpelthen ikke rigtig nogen veje. I Danmark kunne man gå langs vandskellet, hvor hærvejen opstod, men der var ganske enkelt ingen lange forbindelsesveje, og landskabet var præget af store skove med efterhånden udbredte rydninger indimellem, hvor der boede mennesker, som ernærede sig ved agerdyrkning. Der var heller ingen vejskilte, GPS eller kort. Man fandt vej ved hjælp af stjernerne og solen, men man skulle nok alligevel helst være stedkendt. Rejsen var farlig. Der var vilde dyr, og ikke alle mennesker var vel lige imødekommende over for et stort antal fremmede. En dagsrejse inden for militæret var for 100 år siden 20 km. Rejsen fra Aalborg til Hobro tog i begyndelsen af 1800-tallet en meget lang dag med hest og vogn, ca. 18 timer. På den tid var der veje, om end de ofte kun bestod af hjulspor. I bronzealderen har man ikke kunnet holde den fart, og det har været nødvendigt med lange hvil indimellem. Hvorvidt man har brugt heste til at trække vogne, fortaber sig lidt i det uvisse. Frei slutter fra den ceremonielle solvogn til, at der også var arbejdsvogne. Hvorvidt der er noget belæg for det,
skal jeg ikke på stående fod kunne sige, men jeg ved, at de første vogne, man har fundet, var meget primitive, og de havde bestemt ingen gummihjul, men træskiver uden metalringe, som næppe ville have holdt i lang tid, når man rejste ad uvejsomme stier med store trærødder, sten osv. Der ville være behov for hyppige hjulskift, og hjulene måtte man selv fremstille undervejs. En sådan rejse ville mindst tage 3 måneder hver vej uden alt for mange problemer, mere realistisk måske 4 måneder – dvs. at selve rejsen ville vare mindst et halvt år.

Det problem har Frei naturligvis set. Hun foreslår, at man nok har benyttet vandvejene – mest sandsynligt en kombination af begge dele. Nu var der væsentlig mere vand dengang, og det er derfor umiddelbart ikke lige til at sige, hvilken vej de kunne tage, men de har helt givet kunnet komme langt ad floderne. Så kommer bådene. Vi taler her ikke om vikingetidens fantastiske fartøjer, men om disses forgængere. De har efter alt at dømme skullet ros. Jeg kan ikke lige umiddelbart komme i tanker om nogle billeder af både med segl, men under alle omstændigheder har de skullet ros op ad floderne, og det var den vej, de skulle, imod strømmen den ene vej. Det har givetvis været hurtigere, men hvor hurtigt, det er svært at sige. Hvis man skulle kombinere sejladsen med strækninger over land, ville man være nødt til at medbringe sine transportmidler hele vejen, for der var næppe i bronzealderen noget fast transportsystem, man kunne benytte. Transportvirksomheder og færgeselskaber fandtes ikke. Altså skulle vognene fragtes på båd, og båden fragtes over land. Næppe praktisk muligt. Eller man måtte købe nyt, hver gang man skiftede transportmiddel, nok heller ikke så sandsynligt.

Endelig har Egtvedpigen jo – som Frei også skriver – ikke rejst alene. Der har skullet mange med! Rigtig mange. Og man må nok også have været forberedt på at skulle forsvare sig. Fremmede er, som vi ved, ikke altid en ven, du ikke har mødt! Dermed er vi fremme ved formålet med rejsen. Hvad skulle det være? Handelsrejse? Det er der vel ikke rigtig nogen belæg for, og under alle omstændigheder må man spørge sig, hvorfor man har slæbt en lille pige med. Det giver ikke rigtig nogen mening. Familiebesøg er ikke ganske troværdigt. Da min mor havde udsigt til at skulle udvandre til Argentina i 1950’erne, havde hun ingen som helst forhåbning om at se Europa igen, selv om den rejse nok var både lettere og billigere at foretage end en rejse fra Egtved til Sydtyskland i bronzealderen.

Der har i bronzealderen naturligvis været handel. Alene bronzen har man jo måttet skaffe sig andre steder fra, men man må gå ud fra, at denne handel er foregået mellem nabofolk, så tingene har været igennem mange led. Endelig kunne man jo også erhverve sig ting gennem krig. Frei vil sige, at hendes tekstiler beviser en udstrakt handel, men analysen af dem lider af samme mangel som analysen af Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens tænder, men det kommer vi til. Man har i bronzealderen næppe købt mange ting, man selv kunne lave.

Havde der været udstrakte forbindelser, hurtige og hyppige, som Frei beskriver dem, havde der jo sandsynligvis også været forbindelser den anden vej til højkulturerne i Ægypten og Mesopotamien, og vi ville have et vist antal fund af ting herfra. Ja, der havde man allerede opfundet skrivekunsten. Det var utvivlsomt noget, man umiddelbart kunne have set nytten af, og det havde ikke været så vanskeligt at kopiere i hvert fald hieroglyfferne. Og udviklingen ville jo ikke være gået i stå i bronzealderen. Der ville utvivlsomt så have været forbindelse med den græske kultur, da den senere opstod, og senere igen med Romerriget. Det er faktisk først med dette sidstes erobringer af Gallien og dele af Germanien, at der omkring begyndelsen af vor tidsregning kan dokumenteres en direkte kontakt til en højkultur, og rejsende fra syd kommer til Skandinavien og beskriver de mærkelige mennesker, de finder her. Skulle udviklingen have stået stille i 1300 år?Næppe.

Min umiddelbare indskydelse var, at der måtte være noget i vejen med strontiumisotopanalysen – måske ikke teknisk set, men at der måtte være noget, Frei havde overset. Er strontiumværdierne uforanderlige, eller kan de ændres i tidens løb? Da man offentliggjorde, at også Skrydstrupkvinden var ”af fremmed oprindelse”, var jeg temmelig sikker i min sag. Det var naturligvis ikke umuligt, men det var ganske enkelt meget usandsynligt.

Tilsyneladende var der noget i vejen. Lektor emeritus og forsker i ”geoscience” ved Aarhus Universitet og hans kollega Rasmus Andersen har åbenbart haft den samme tvivl, så de gik i gang med at undersøge strontiumværdierne nøjere (bl.a. de baselines, Frei benytter). Det viser sig, at kalk fuldstændig ændrer strontiumværdierne i danske vandløb, og det intensive landbrug tilføjer netop de dyrkede kalkfattige arealer store mængder kalk. Det, man måler i dag, svarer ganske enkelt ikke til de værdier, der var i bronzealderen. Erik Thomsen påpeger i Kristeligt Dagblad, at Egtvedpigen sandsynligvis har fået de forskellige værdier, der er målt i hende, inden for en radius på bare ti kilometer eller mindre. De to forskere formoder, at hun har levet i højlandet, men har tilbragt en periode i Vejle Ådal. Hun kunne populært udtryk have hentet disse værdier i sin egen baghave.

Nationalmuseet fastholder naturligvis Freis forskningsresultater. De har investeret en masse prestige i dem, og så er de politisk korrekte og ønskværdige. De passer lige til “Ranes Museum”, en forvandling af Nationalmuseet til en blanding mellem et cirkus og et absurd teater. Danmark har i denne ”elites” optik altid været globaliseret og ”multikulturelt”. Ja, Danmark har egentlig aldrig rigtigt eksisteret.

Når man læser Freis bog – og den er da bestemt ikke uinteressant – slår det en, hvor selvcentreret og jeg-besat hun er, og hvor stor en plads ”dobbeltidentiteten” spiller. Hun er ligesom besat af sin egen splittethed og vil projicere den ud på fortidens mennesker. Hun synes at have et ubevidst psykisk problem med sin manglende rodfasthed, selv om hendes dobbelte identitet objektivt set bestemt må betegnes som en berigelse for hende. Hun er virkelig multisproget og multikulturel på den umiddelbart set gode måde. Hun er en naturlig del af to (beslægtede) kulturer, men hun har måske mere svært ved at stå fast, end hun selv vil indse.

Frei betoner ofte bogen igennem betydningen af det tværfaglige samarbejde i grupper. Det synes imidlertid ikke at have fungeret særlig godt her. Det er utroligt, at der i en gruppe af højtkvalificerede fagfolk med forskellige videnskabelige discipliner ikke er en eneste, der har trukket i bremsen og sagt: ”Dette her må vi lige have undersøgt nøjere!” Tvivlen om rigtigheden af egne resultater er vigtig i en enhver forskning. Vi lærte, at dersom vi blev for begejstrede over vore egne opdagelser, skulle vi lige træde et par skridt tilbage og kontrollere, om der var noget, vi havde overset eller gjort forkert. Vi skulle helst ad anden vej kunne komme frem til de samme resultater. Dette gælder i endnu højere grad inden for naturvidenskaberne end inden for humaniora.

Dette har den unge forskergeneration tilsyneladende ikke lært – og det er egentlig det mest tragiske ved denne historie. De forskere, vi uddanner, kan være lige så teknisk dygtige, det skal være, men de synes at mangle netop de kvalifikationer, der gør dem til forskere. De kender tilsyneladende ikke tvivlen og den langsommelige kontrol af egne resultater. De er optaget af deres egen indbildte fortræffelighed – og så skal de helst have noget spektakulært på deres CV her og nu, så de kan komme videre i karrieren. Som universiteterne styres i dag, faciliterer de denne beklagelige holdning.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s