Det har vakt berettiget opsigt, at en underviser på ”Copenhagen Business School”, der ikke ligger i England, men på Frederiksberg, og som rettelig hedder Handelshøjskolen i København, følte sig krænket over afsyngelsen af ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi den pågældende netop ikke var en ung, blond pige, men ”brun”, og at CBS derefter gav hende en undskyldning og fjernede sangen fra repertoiret. Hun følte sig ”ekskluderet”.

Ikke uventet står store dele af kultureliten klar som klakører i kulissen. Der er krav om en revision af Højskolesangbogen, så de 100 ”værste” sange fjernes og erstattes af sange fra negrenes ”frihedskamp” i USA og lignende. Den danske sangskat er ikke mere ”tidssvarende”.

En af bannerførerne for krænkelseskulturen hedder Tara Skadegaard Thorsen – og Skadegaard hedder hun med rette. Hun er en af ledelsesfigurerne i gruppen Front, som netop har sat sig for at opsøge imaginære krænkelser. Kvindemennesket er cand.mag. i filosofi, og dette siger meget om både studiet og faget. Hun synes ifølge Kristeligt Dagblad, at der er alt for mange hvide mænd i filosofien, og at disse bør erstattes af kvinder, nok helst kvindelige negre. Hun kan dog kun lige på stående fod nævne jødinden Hannah Arendt, som der skal meget god vilje til at kalde filosof, men skidt med det. Det faglige indhold er for åndforvirrede tågehorn som Tara uden betydning. Om den foreliggende sag siger hun uden blusel, at hun ikke selv kender den pågældende sang, men finder det godt, at der blev klaget over den. Det må forblive ethvert blot nogenlunde dannet menneske en gåde, hvordan man kan have gået mindst 12 år i skole uden at have stiftet bekendtskab med ”Den danske sang er en ung blond pige”, men det siger uendelig meget om hele uddannelsesniveauet og om den plads, vor kultur netop ikke længere indtager.

Det interessante er jo, at sangen ikke i første række handler om en ung blond pige, men om den danske sang. I 100 år har alle kunnet synge med på denne smukke tekst, både mænd i alle aldre og gamle sorthårede koner, og ingen har følt sig ”ekskluderet”, tværtimod har sangen bidraget til at svejse folk sammen og styrke nationen, således som alle fædrelandssanges formål er. Men det er jo netop sagen: Det er fædrelandstanken og fædrelandskærligheden, man vil til livs. Man vil skabe et tilfældigt rodløst sammenrend af individer uden historie, der i fuld frihed kreerer deres egen identitet. De vælger unikke,
intetsigende navne til deres børn i stedet for at opkalde dem efter deres bedsteforældre, dropper gamle slægtsnavne, vælger selv deres køn, måske også deres alder og identificerer sig med tidens modefænomener og falske idoler, lader sig tatovere over hele kroppen, laver huller i kinderne og horn i panden. Et sådant samfund er netop ikke et samfund. Der er ingen cement, der binder det sammen, og man vil intet kunne sige, uden at nogle vil føle sig krænkede – der skal, som vi ser, i dag ikke meget til – så der bliver kun tavsheden og historieløsheden tilbage. Det eneste, vi eventuelt vil kunne have tilfælles, vil være konsumrusen for de efterhånden få, der får de økonomiske midler til at deltage i den. En grim, kulturløs verden vil blive resultatet. Det vil være sket med stort set hele den nationale sangskat fra ”I Danmark er jeg født” til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der ender med strofen

“Pigernes latter og lyse hår,
leg som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.”

Dette kan naturligvis slet ikke gå, og en krænkelsesekspert (ja, det findes!) spår da også, at alle disse sange vil være ude af Højskolesangbogen om 20 år. Sket er det naturligvis også med Molbohistorierne, som allerede på børnestadiet har været en del af den fælles kulturarv igennem generationer, og de senere Århushistorier. De kunne jo støde henholdsvis molboerne og århusianerne. Store dele af litteraturen må væk, og balletter som Svanesøen har heller ikke langt igen. I USA, Sverige og andre døende stater er man
begyndt at redigere forfatteres værker, så det ”anstødelige” fjernes. Samme skæbne er overgået Biblen. Fortiden forvanskes til ukendelighed. Historien skrives om, og kulturen ødelægges.

Et samfund er et fællesskab, hvor man opgiver noget af sin egen frihed til fordel for helheden. Vi har lært at tage hensyn til minoriteter af forskellig art, og det har vel siden 1945 været lettere anstødeligt at fortælle jødevittigheder, men ellers er beskyttelsen mere af juridisk karakter – og den omfatter naturligvis ikke afvigende politiske opfattelser. De må gerne krænkes, og bliver det konstant. Nu lærer vi imidlertid, at vi skal tage hensyn til forstyrrede enkeltindivider, som ikke må krænkes – og denne krænkelse er ikke noget objektivt, den er noget subjektivt. Hvis en person føler sig krænket, er vedkommende – og det er i regelen en hun – pr. definition krænket. Det er i denne diskussion ikke faldet nogen ind, at man skal tage noget hensyn til det kulturfællesskab, man befinder sig i, og som den krænkede i dette tilfælde vel af egen fri vilje har opsøgt. Ifølge Skadegaard, kan en majoritet ikke krænkes – kun minoriteter og altså enkeltindivider. Det er vanskeligt at forstille sig, hvordan dette kvindemenneske kan have fået en akademisk uddannelse, men
kvaliteten af disse titler er ikke, hvad den var engang. Jeg bliver krænket hver dag, jeg læser avisen – og i tilfældet med ”Den danske sang er en ung blond pige” er hundredtusindvis af mennesker blevet krænket. Men det gør intet. Det er vigtigere, at et tilfældigt dumt pigebarn, som ikke har forstået en pind af det samfund, hun har valgt at opsøge, ikke føler sig ”ekskluderet”. Dette er en pervertering af demokratiet og en total opløsning af ethvert menneskeligt fællesskab, som netop bygger på noget, man er fælles om – og som andre ikke nødvendigvis er en del af. Der er af meget gode grunde ikke skrevet fædrelandssange om negre i Danmark. Hvis man ikke føler sig som en del af fællesskabet, må man enten affinde sig med den kultur, man befinder sig i, eller finde sig et andet fællesskab. Man kan ikke forlange, at andre skal opgive deres fællesskab af den grund.

Denne hele krænkelskultur er et naturligt resultatet af samfundsopløsningen, hvor mennesker ikke længere har en naturlig identitet, der bunder i det historiske, religiøse og kulturelle fællesskab, som støtter dem igennem de vanskeligheder, livet nu engang medfører. I dag betoner man individualiteten, og den enkelte bliver centrum for sit eget usikre univers. Fællesskabets styrke forsvinder, og den enkelte bliver neurotisk og tyndhudet – som vi ser det her. Antallet af psykiske sygdomme og selvmord stiger. Disse
individualiserede organismer er ganske enkelt ikke levedygtige, når de bliver udsat for virkeligheden. Menneskeheden har kun overlevet, fordi man har dannet samfund.

Overordnet set er dette naturligvis et led i den generelle kamp imod det hvide menneskes kultur og civilisation. Hvem finder på sådan noget sludder? Ja, hvem er det, der systematisk undergraver den hvide races livsgrundlag, fremmer indvandring, nedbryder kønsidentiteten osv.?

Netop, de sædvanlige skyldige!

Statsministeren var efter eget udsagn rystet over episoden på Handelshøjskolen. Også andre politikere gav udtryk for, at de var chokerede. Ingen har imidlertid gjort noget. Ingen har taget skridt til at forhindre, at noget sådant sker igen. Det skal indrømmes, at det er vanskeligt at lovgive imod stupiditet. På højere læreanstalter burde dette heller ikke være nødvendigt, og man kan næppe lovgive om, hvilke sange der skal synges hvor og hvornår. Sund fornuft burde her råde.

Vi kunne forestille os følgende tiltag, som man naturligvis umuligt kan gennemføre under de herskende forhold:

Den pågældende krænkede lærer overrækkes en fyreseddel og en besked om at være ude af landet inden for 24 timer.

Hr. Mads Mordhorst, der gav hende en undskyldning, fyres og fratages sin akademiske grad. Han forekommer at være et totalt fremmedlegeme i et akademisk miljø.

Tara Skadegaard sendes på telttur til Marokko. En enkeltbillet turde være tilstrækkelig.

Gymnasieordningen og samtlige studieordninger revideres, så det sikres, at alle elever er solidt funderede i dansk kultur og den danske sangskat. Alle ordninger føres tilbage til senest 1968, før den kommunistiske revolte. Akademiske grader skal måles ud fra disse ordninger og annulleres, hvis de ikke lever op til de dermed forbundne kvalitetskrav. Rektor for højere uddannelsesinstitutioner udpeges blandt professorerne for et begrænset tidsrum. De studerende har ingen medbestemmelse over studieordninger eller andre akademiske anliggender.

Rektor for CBS er den øverste ansvarlige. Han fyres.

CBS lukkes, men kan genoprettes som Handelshøjskolen i København, der som tidligere skal fungere som en læreanstalt, der ikke i første række driver videnskab, men formidler faglige kundskaber. Forskellen mellem et universitet, der bygger på kærlighed til viden (det platoniske princip), og en højere læreanstalt, hvor den nytte, der kan drages af viden, står som det centrale (det baconiske princip), er mesterligt formuleret af afdøde professor i filosofi ved Aarhus Universitet Justus Hartnack:

”Forskellen er en forskel mellem universitetets idé og de øvrige højere læreanstalters idé. Forskellen kan udtrykkes ved hjælp af forskellen mellem den platoniske og den baconiske opfattelse. Ingen af disse opfattelser er enerådende nogle af stederne. Det baconiske findes i forskellige grader indenfor et universitets forskellige fakulteter, og det platoniske findes i forskellige grader indenfor de forskellige højere læreanstalter. Forskellen ligger imidlertid i dette: Et universitet ville ikke være et universitet hvis det ikke, foruden i større eller mindre grad at være baconisk, tillige var platonisk. De øvrige højere læreanstalter ville derimod ikke nødvendigvis miste deres karakter af at være højere læreanstalt dersom de udelukkende var baconiske – de ville formentlig være ringere læreanstalter, men ikke nødvendigvis miste deres karakter af at være læreanstalt.” (s. 13) (1) .

Desværre er der i Danmark ingen universiteter tilbage og heller ingen højere læreanstalter. Alt dette sker naturligvis ikke, men det er glædeligt at se, at store dele af det danske folk har været forargede, og at der blev arrangeret alsang foran CBS. Dette har dog alt sammen næppe haft nogen som helst virkning på den herskende klasse bag murerne. Skal den folkelige forargelse have nogen virkning, skal alsangen finde sted daglig, adgangen til CBS blokeres af demonstranter, og de ansvarlige såvel som klakørerne skal have sangkor, fakkeltog og optøjer foran ikke blot CBS, men også deres private boliger, til de bliver nødt til at flytte. Sådan behandlede man højrefløjen i 90’erne. Et eksempel til efterfølgelse. Dog
skal man nok denne gang ikke regne med myndighedernes aktive medvirken, således som det var tilfældet dengang.

Konklusionen på det hele er imidlertid, at episoden på CBS tydeligt beviser, at man ikke kan opretholde et samfund, uden at alle har samme grundlæggende værdisæt og samme historiske, etniske, kulturelle og religiøse forudsætninger. Et multikulturelt samfund kan ikke hænge sammen og fører uundgåeligt til civilisationens opløsning og konstante krigslignende tilstande. Man behøver blot se sig om i verden for at få dette bekræftet. Vi behøver ikke selv at gennemspille scenariet.

Vi vil have Danmark tilbage, som vi kender det!

Note

(1) Justus Hartnack: Filosofikum. Hvorfor og hvordan. Gyldendal 1966.