Efter en af den uendelige række af islamiske terrorhandlinger i Storbritannien følte den konservative (?) premierminister Theresa May sig kaldet til fra sit elfenbenstårn højt hævet over den almindelige borgers hverdag at proklamere, at islamisk terrorisme er “a perversion of a great faith” (en pervertering af en storslået tro).

Nu skal der rent faktisk ikke læses meget i Koranen for at konkludere, at Islam ikke er en religion, men en forbrydelse imod menneskeheden, hvis vi lægger den sædvanlige betydning af dette udtryk til grund. Islam betyder underkastelse, dvs. total underkastelse under afguden Allah og dermed en absolut fornægtelse af menneskets værdighed og frie vilje. Koranen er i sig selv én lang opfordring til vold og mord rettet mod alle, der ikke er villige til at underkaste sig denne afgudslæres middelalderlige værdinormer, blandet med minutiøse regler for den enkeltes liv og privatsfære, og hvad Koranen, dette miskmask af ældre aramæiske, hebræiske og arabiske skifter udgivet for at være Allahs ordrette budskab til analfabeten Muhammed, ikke selv fastlægger, bestemmer de skriftkloge “jurister” på baggrund af overleveringer og fortællinger om “profetens” liv og levned. Der findes en forskrift om stort alt, hvad et menneske foretager sig, om hvad man spiser og ikke spiser, hvordan man klæder sig, hvordan man omgås (eller rettere ikke omgås) ikketroende, hvordan man betragter det andet køn, hvordan man sidder, hvordan man spiser, hvordan man går på toilettet etc., etc., ligesom man ikke blot forbyder alkohol, men også billeder og musik og alle ytringer, der ikke er i nøje overensstemmelse med Koranen og ikke mindst de skriftkloges vidtløftige fortolkninger af den.

Hvad er det, der er så “great” ved denne barbariske og primitive tro? Kunne Mrs. May ikke være lidt mere eksplicit?

Det er i denne forbindelse nærliggende at drage sammenligning med kristendommen. Uanset om man tror på Det Nye Testamente eller sympatiserer med dets budskab, kan man ikke nægte, at kristendommen og kirken har været katalysatorer for storhed. Tænk blot på Europas pragtfulde katedraler, kirkemusikken og billedkunsten. Det standser imidlertid ikke der. Hele vor litteratur og vor sangskat trækker også på kristendommens billedsprog og myter, ligesom den samlede europæiske filosofi og tankeverden er inspireret af kristendommen eller opstået som reaktion på kristendommen. Man kan naturligvis hævde, at den kristne tankegang netop har ført os ud i det uføre, vi i dag befinder os i, og det kan naturligvis være meget rigtigt. Vi havde unægtelig været stærkere som folk uden kristendommen, og vor iboende skaberkraft ville også være brudt frem uden de bibelske fortællinger. Vor svækkelse skyldes imidlertid ikke mindst, at vi i dag ikke tror på noget – mindst af alt på os selv! Under alle omstændigheder er dette en anden diskussion. Kristendommens betydning for kulturen kan ikke benægtes.

Andre religioner har også skabt storhed. Både hinduismen og buddhismen har frembragt kunstskatte, pragtfulde bygningsværker og en rig litteratur. Hvad har islam skabt? Praktisk taget intet. Kunst og litteratur i det muslimske rum er ikke opstået som en følge af islam, men på trods af islam, og islamiske bestræbelser går ud på at ødelægge denne kunst og kultur. Alt, hvad der stammer fra før Muhammed skal tilintetgøres. Nogle vil fremhæve prægtige moskeer og en rig udsmykningskunst, men helt ærligt: moskeerne ligner stort set alle hinanden, og de er nøgne og kedelige indvendig. Hvor de fleste danske landsbykirker har deres helt individuelle personlighed, selv om protestantismen har gjort, hvad den kunne, for at ødelægge dem, er moskeerne forudsigelig ens, og udsmykningskunstens ornamenter og kalligrafi er blot en fattig erstatning for den europæiske billedkunst. Islam har skabt en kunstnerisk og kulturel ørken så gold som det landskab, “religionen” er opstået i. Dertil kommer den totale fornægtelse af naturvidenskaberne, som man dog også finder hos visse kristne, hvilket ikke skal opfattes som en undskyldning. Hvad er det, der er så storslået, fru May? Må vi høre?

Vi er meget imod, at man sender danske tropper til fremmede lande for at være med til at udkæmpe disses borgerkrige. Deres konflikter er os uvedkommende, og deres krige kunne være os ligegyldige, hvis det ikke var, fordi landsforræderne havde ladet den islamiske pest trænge ind i vort land. Vore soldaters opgave er at forsvare Danmark, og de kunne passende begynde her. Danmark skal renses for alle rester af islam. Hjemme hos sig selv må de piske, stene, halshugge, lemlæste osv. alt det de vil. Deres kvindesyn kommer os ikke ved – heller ikke deres politiske system. Vi vil bare ikke have noget af det her, og vi skal være sikre på, at disse fænomener bliver, hvor de er. Sådanne samfund skal ganske enkelt isoleres totalt. Dadler og figner kan vi nok finde udvej for at få andetstedsfra, og vi klarer os sikkert også uden deres olie – i hvert fald indtil videre. Den kan de jo så drikke i mangel af vand. Og deres investeringer i udlandet skal simpelthen nationaliseres. Disse folkeslag har intet skabt, og de af dem, der er blevet rige, er kun rige, fordi der tilfældigvis er fundet olie, hvor de bor. De har ikke selv rørt en finger for at finde den eller pumpe den op, men de scorer kassen, fordi vi er dumme nok til at købe olien til overpris – i stedet for bare at hente den. De erhvervede rigdomme benyttes nu dels til at islamisere verden for, dels til at investere i vestlige firmaer, som man så regner med skal forsørge dem, når der ikke er mere olie. Arbejde er ganske enkelt ikke en del af deres kultur.

Hvis det skal give nogen mening at sende vore soldater til fremmede lande, skulle det være med det formål, at udrydde islam. Men en sådan tilgang til problemet er der desværre ingen tegn på. I stedet må vi nøjes med at insistere på, at danske love og regler tages i anvendelse, således at islam forbydes. Der henvises her til grundloven og til regelsættet for udøvelse af andre religioner end kristendommen. Islam overtræder det hele. I islam læres i allerhøjeste grad ting, som strider imod sædeligheden og den offentlige orden! Muslimske mænds omgang med det modsatte køn er en stor krænkelse af sædeligheden, og hele religionen er en hån imod den offentlige orden, som vi kender den, ligesom f.eks. omskæring er en direkte grov legemsbeskadigelse af børn! Dertil kommer manglende respekt for den religionsfrihed, man selv påberåber sig, idet man jo netop ikke anerkender muslimers ret til at skifte religion. Der er således ingen baggrund for at godkende islamiske trossamfund, men derimod i høj grad for at forbyde dem. Men man lukker i pluralismens navn øjnene for kendsgerningerne. I et land, hvor man ikke må give sit afkom en fortjent endefuld, må man gerne skære stykker af barnet (uden bedøvelse!), fordi det er en eller anden himmelnisse velbehageligt.

A great faith? Up yours, Mrs. May!